Redegørelse om inspektion i Fynske Bank

Finanstilsynet var i 1. kvartal 2016 på inspektion i Fynske Bank. Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle bankens væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der havde den største risiko.

Sammenfatning og risikovurdering
Banken har en vækststrategi og havde i 2015 en udlånsvækst på 6,2 pct. Væksten er for en stor andels vedkommende realiseret gennem lån til erhvervskunder, herunder ejendomskunder. Enkelte ejendomme er beliggende udenfor bankens markedsområde.

Bankens ejendomseksponering er i 4. kvartal 2015 kraftigt forøget fra 10,3 pct. til 16,3 pct. ultimo 2015. Bankens ejendomseksponering ligger nu mærkbart over gennemsnittet for sammenlignelige institutter (9,7 pct.). Det erfaringerne fra finanskrisen, at det kan være forbundet med væsentlige risici at være eksponereret mod ejendomme.

Finanstilsynet gennemgik bankens 36 største udlån samt en tilfældig udvalgt stikprøve på 209 udlån. De gennemgåede udlån svarer til ca. 40 pct. af den samlede udlånsmasse. Finanstilsynet var generelt enigt i bankens vurdering af de store udlån.

Resultatet af Finanstilsynets gennemgang af stikprøverne medførte nye nedskrivninger for i alt 10,5 mio. kr. i populationen som helhed.  Banken modtog derfor påbud om at gennemgå populationen for nærmere at identificere nedskrivningsbehovet. Finanstilsynet fandt også, at bankens vurdering af kundernes bonitet i mange tilfælde var for positiv. Derfor modtog banken et påbud om at sikre korrekt vurdering af kundernes bonitet.                                                                  

Banken modtog påbud om at sikre, at der foretages uafhængige kontroller på kreditområdet, samt at disse kan dokumenteres.
Banken modtog påbud på ledelsesområdet, hvor forhandlingsprotokollen skal forbedres, ligesom bestyrelsen skal revurdere antallet af årlige møder. Banken modtog også påbud om at forbedre risikovurderingsrapporten og at sikre fyldestgørende rapportering på de internt fastsatte grænser for likviditets- og markedsrisiko. 

Finanstilsynet fandt mange fejl i bankens kundedata på både erhvervs- og privatkunder, blandt andet i forhold til risikovurdering/rating af kunderne og den anvendte branchekode for virksomheder. Dette sammenholdt med andre operationelle risici, bl.a. som følge af overgang til et nyt IT-system, gjorde, at Finanstilsynet opretholdt et solvensbehovstillæg for operationelle risici. På denne baggrund opgjorde Finanstilsynet bankens solvensbehov til 10,3 pct. ultimo 2015. Banken havde selv opgjort solvensbehovet til 9,8 pct.

Bankens kapitalgrundlag udgjorde 19,6 pct. ultimo 2015.