Politianmeldelse af virksomheden GoKredit ApS

Finanstilsynet anmodede den 26. marts 2020 Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) om at indlede politimæssig efterforskning af GoKredit ApS.

Politianmeldelsen vedrørte mulig overtrædelse af § 11, stk. 1, nr.  2 og 5, og § 17, stk. 1, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1782 af 27. november 2020.  

Finanstilsynet havde i forbindelse med tilsynet med GoKredit ApS konstateret, at virksomheden havde væsentlige mangler i overholdelse af hvidvasklovens bestemmelser om kundekendskabsprocedurer (§ 11) og skærpede kundekendskabsprocedurer (§17). Virksomheden kunne således ikke dokumentere et tilstrækkeligt kendskab til sine kunder i forhold til risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme. 

Virksomheden havde endvidere væsentlige mangler i overholdelse af hvidvasklovens bestemmelse om løbende overvågning (§ 11). Virksomheden kunne således ikke dokumentere, at virksomheden løbende overvågede sine kunder med henblik på at afdække, om kundens adfærd stemte overens med virksomhedens kendskab til kundens risikoprofil. 

SØIK meddelte den 25. maj 2020, at man havde besluttet ikke at indlede efterforskning mod GoKredit ApS for at have begået overtrædelse af hvidvaskloven, idet selskabet var taget under konkursbehandling, og at der ikke var nogen formodning for, at selskabet var solvent.

Nærværende resumé af politianmeldelsen offentliggøres i henhold til hvidvasklovens § 55, stk. 1. Resuméet er ved en fejl ikke blevet offentliggjort i tilknytning til politianmeldelsen den 26. marts 2020.