Påtale vedrørende erhvervelse af kvalificeret andel i P/F BankNordik

Finanstilsynet har ikke modtaget ansøgningen om tilladelse til erhvervelse af en kvalificeret andel i P/F BankNordik forud for Protector Forsikring ASA’s erhvervelse den 5. januar 2021.

Afgørelse

Finanstilsynet har ikke modtaget ansøgningen om tilladelse til erhvervelse af en kvalificeret andel i P/F BankNordik forud for Protector Forsikring ASA’s erhvervelse den 5. januar 2021. En sådan ansøgning er lovpligtig i henhold til § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed1.

Påtale: Finanstilsynet påtaler, at Protector Forsikring ASA ikke på forhånd ansøgte om tilladelse i henhold til § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, til erhvervelse af en kvalificeret andel i P/F BankNordik.

Baggrund

P/F BankNordik udsendte d. 5 januar 2021 en storaktionærmeddelelse, hvoraf det fremgik, at Protector Forsikring ASA havde øget sin beholdning af aktier i P/F BankNordik til 960.644 stk. Dermed udgjorde Protector Forsikring ASA’s andel af P/F BankNordiks aktiekapital og stemmerettigheder 10,01 pct. fra og med denne dato.

Finanstilsynet havde ikke modtaget nogen henvendelse fra Protector Forsikring ASA forud for dette.

Retligt grundlag

Det følger af § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at enhver fysisk eller juridisk person, eller fysiske eller juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse.

Ifølge § 5, stk. 3 i lov om finansiel virksomhed, forstås der ved en kvalificeret andel, en direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.

Det er ikke en betingelse, at erhververen samlet erhverver en kvalificeret andel for, at der skal ske forudgående godkendelse. En mindre andel, der bringer erhververens samlede kapitalandel over grænsen for kvalificerede andele, skal ligeledes godkendes af Finanstilsynet.


1Bekendtgørelse af anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, som senest ændret ved anordning nr. 1223 af 4. juni 2021