Resumé af afgørelse om påtale til Boliga Gruppen A/S (tidl. Euroinvestor.com A/S) vedr. årsrapporten for 2017

Erhvervsstyrelsen har som led i regnskabskontrollen med de børsnoterede virksomheder foretaget en gennemgang af årsrapporten for Boliga Gruppen A/S for 2017.

Koncernregnskabet er aflagt efter International Financial Reporting Standards samt yderligere danske oplysningskrav for børsnoterede virksomheder. Årsregnskabet for modervirksomheden er aflagt efter årsregnskabsloven.

Boliga Gruppen A/S har modtaget en påtale for ikke at have medtaget oplysninger om alle de primære forudsætninger og metoden til opgørelsen af de værdier, der er tildelt hver af de primære forudsætninger i forbindelse med en nedskrivningstest af goodwill. Goodwill udgør mere end halvdelen af balancen og er dermed et væsentligt aktiv. De manglende oplysninger om den foretagne nedskrivningstest anses af styrelsen for at være en overtrædelse af IAS 36, afsnit 134, litra d, nr. (i) og (ii).

Styrelsen påtaler også, at Boliga Gruppen A/S ikke har oplyst om den anvendte diskonteringsrente før skat. Diskonteringsrenten var alene oplyst efter skat. Dette er en overtrædelse af IAS 36, afsnit 55.

Styrelsen påtaler endvidere, at Boliga Gruppen A/S ikke har oplyst om de begivenheder og omstændigheder, der førte til konstatering og indregning af et tab på 1,3 mio. kr. Nedskrivningen er foretaget uden nogen forudgående nedskrivningstest og er næsten dobbelt så stor som virksomhedens resultat før skat. Den foretagne nedskrivning må betegnes som væsentlig og de manglende oplysninger anses af styrelsen som en overtrædelse af IAS 36, afsnit 130.

Styrelsen påtaler, at Boliga Gruppen A/S ikke har sikret, at linket til den lovpligtige redegørelse for virksomhedsledelse, der er medtaget i årsrapporten, er korrekt og at redegørelsen kan tilgås fra linket, ligesom redegørelserne for virksomhedsledelse for de seneste 5 år ikke er tilgængelige på virksomhedens hjemmeside. Styrelsen anser dette for en overtrædelse af § 38, stk. 1-4, i bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven.