Redegørelse om inspektion i Sydbank A/S (bevillinger af udlån til erhvervskunder i konjunkturfølsomme brancher)

Finanstilsynet gennemførte i november 2022 en inspektion i Sydbank. Formålet var at vurdere bankens risikovillighed og beslutningsgrundlag ved bevilling af udlån til erhvervskunder i konjunkturfølsomme brancher og segmenter.

Finanstilsynet gennemgik 70 bevillinger af udlån mv. til nye erhvervskunder eller udvidelser til eksisterende erhvervskunder i konjunkturfølsomme brancher og segmenter i perioden 30. juni 2021 til 31. august 2022.

Bankens analyser af erhvervskunders likviditet fremstod i flere tilfælde generiske. Utilstrækkelige analyser medfører en risiko for, at likviditetsudfordringer identificeres og håndteres for sent. Banken bør derfor forbedre likviditetsanalyserne i beslutningsrundlaget.

Blandt de udvalgte bevillinger var der desuden enkelte eksempler på, at banken havde bevilget udlån mv. til nye erhvervskunder, hvis bonitet var svagere end den generelle bonitet blandt bankens eksisterende erhvervskunder. Banken bør have fokus på ikke at gå på kompromis med bankens sædvanlige krav til erhvervskunders indtjening, likviditet og soliditet ved bevilling af udlån
mv. til nye erhvervskunder.

Inspektionen gav ikke anledning til at ændre bankens solvensbehov, som er opgjort til 11,2 pct. pr. 30. september 2022.