Redegørelse om inspektion i Vestjysk Bank A/S

Finanstilsynet var i marts 2022 på inspektion i Vestjysk Bank A/S. Inspektionen var en ordinær inspektion, hvor de væsentligste risikoområder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, og hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der havde den største risiko.

Sammenfatning og risikovurdering

Vestjysk Bank er et regionalt pengeinstitut med filialer i Jylland, syd for Limfjorden. Banken er vokset væsentligt i størrelse efter fusionen med Den Jyske Sparekasse i 2021.

Finanstilsynet vurderer, at bankens forretningsmodel er kompleks, på grund af mange store og komplicerede eksponeringer. Bankens udlånsportefølje er endvidere kendetegnet ved en relativ høj risiko sammenlignet med gruppe 2

Banken har således en høj andel af risikable kunder, med relativt mange store udlån, landbrugsudlån og kunder med svag bonitet. 

Finanstilsynet gennemgik 75 udlån med fokus på erhverv, herunder landbrug. Herudover blev 50 nye bevillinger til privatkunders køb af bolig i vækstområder gennemgået.

Gennemgangen førte til yderligere nedskrivninger for i alt 747 t. kr. Mernedskrivningerne er bogført i bankens regnskab pr. 31. marts 2022. Banken havde forud for undersøgelsen nedskrevet 11 mio. kr. på de udtagne engagementer. 

Bankens kontrolmiljø på kreditområdet er ikke velfungerende. Banken har af flere gange sat tiltag i værk for at udbedre problemerne. Med bankens nuværende størrelse og den relativt risikofyldte og komplekse udlånsportefølje er det afgørende, at der opretholdes et velfungerende kontrolmiljø.

Banken fik påbud om at lade revisionen gennemføre en stikprøveundersøgelse af kontroller på kreditområdet.

I forbindelse med gennemgangen af de udvalgte udlån og bevillinger fandt Finanstilsynet, at bankens dokumentation i flere sager var mangelfuld, og Finanstilsynet konstaterede endvidere fejl i beregninger af nøgletal for privatkunder i forbindelse med køb af privatbolig i vækstområder. Fejlene førte i nogle tilfælde til ændringer i risikoklassificeringen, forkert bevillingsniveau og risikofyldte kreditbeslutninger.

Banken fik påbud om at sikre et betryggende og dokumenteret beslutningsgrundlag for både erhvervs- og privatkunder. Banken fik endvidere påbud om at sikre, at der tages individuel stilling til, om egenfinansieringen ved køb af privatbolig er passende for den enkelte kunde.

Finanstilsynet fandt, at der var behov for at styrke kvaliteten af bestyrelsesrapporteringen på enkelte områder for at give bestyrelsen et fyldestgørende overblik over bankens risici.

Finanstilsynet fandt endvidere, at IT-risikovurderingen skulle styrkes, så den tager afsæt i, hvad der er væsentligt for banken og dermed give bestyrelsen bedre mulighed for at vurdere, hvorvidt IT-sikkerhedspolitikken er tilstrækkelig til at sikre, at de risici, som IT-anvendelsen medfører er på et acceptabelt niveau.

På baggrund af inspektionen vurderede Finanstilsynet, at det af banken opgjorte solvensbehov pr. 31. december 2021 på 10,2 pct. var tilstrækkeligt til afdækning af bankens risici.