Redegørelse om undersøgelse af Lunar Bank A/S’ håndtering af EU-sanktioner mod Rusland og Belarus

Finanstilsynet igangsatte i marts 2022 en undersøgelse af Lunar Bank A/S’ (banken) håndtering af EU-sanktioner mod Rusland og Belarus. Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af det pågældende område i en række pengeinstitutter.

Risikovurdering og sammenfatning

Banken er en forholdsvis nystiftet virksomhed. Banken udbyder kun sine produkter online og dermed ikke har nogen fysiske filialer. En stor del af bankens kunder er kunder, som ikke benytter banken som primær bankforbindelse, idet disse kunder også har kundeforhold i andre pengeinstitutter.

Banken har kundeforhold, der er tilknyttet Rusland og Belarus, ligesom at banken foretager relativt mange transaktioner fra Danmark til Rusland og Belarus. Det er på det foreliggende grundlag Finanstilsynets vurdering, at banken har vis iboende risiko for, at bankens transaktioner på egne eller kunders vegne kan komme i strid med gældende forordninger om finansielle sanktioner mod lande, personer mv. Banken er således relativt ny og har haft stor kundetilvækst, hvilket efter Finanstilsynets vurdering øger den samlede iboende risiko.

Undersøgelsen har ikke givet Finanstilsynet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.