Redegørelse om inspektion i Realkredit Danmark

Finanstilsynet har været på funktionsinspektion hos Realkredit Danmark A/S (Realkredit Danmark) på fonds-, funding- og likviditetsområdet i perioden 30. maj – 1. juni 2022. Fonds- og funding dækker over risikostyring vedrørende udstedelse af obligationer og placering af midler, herunder markedsrisikoområdet og risici omfattet af balanceprincippet.

På fonds- og fundingområdet gennemgik Finanstilsynet instituttets politikker, forretningsgange og arbejdsbeskrivelser. Finanstilsynet gennemgik også instituttets delegerede beføjelser på markedsrisikoområdet. 

På likviditetsområdet gennemgik Finanstilsynet instituttets politikker, forretningsgange og arbejdsbeskrivelser. 

Finanstilsynet gennemgik desuden ledelsesrapportering på de undersøgte områder, herunder fra risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen og intern revision.

Opsummering og risikovurdering

Risikostyringsfunktionen i Realkredit Danmark har mange opgaver på de undersøgte områder i forhold til de allokerede ressourcer. Dette indebærer en risiko for, at enheden ikke får udført de opgaver, der ligger ud over den almindelige drift på tilfredsstillende vis. Det gælder særligt opgaver relateret til risikoanalyse og risikoidentifikation, som kan risikere at blive nedprioriteret. Inspektionen afdækkede væsentlige mangler i risikostyringen, som bl.a. kan henføres til uafsluttede udviklingsprojekter.  

Finanstilsynet har påbudt Realkredit Danmark at sikre, at risikostyringsfunktionen har tilstrækkelige ressourcer, så den kan sikre, at alle væsentlige risici bliver identificeret, målt, kontrolleret og rapporteret korrekt. 

Risikostyringen i Instituttet har væsentlige mangler, herunder i den løbende overvågning, kontrol og validering af risici. Det gælder særligt interne kontroller i anden forsvarslinje, hvor en væsentlig kontrol ikke havde været funktionel i en længere periode. Derudover manglede flere øvrige kontroller. Manglerne indebærer risiko for, at de væsentligste aktiviteter på de undersøgte områder ikke bliver udført på tilfredsstillende niveau.  

Realkredit Danmark påbydes at sikre, at instituttet etablerer formaliserede og dokumenterede interne kontroller på markedsrisiko- og likviditetsområdet, som sikrer en tilstrækkelig overvågning af instituttets likviditets- og markedsrisici.

Realkredit Danmarks forretningsgange og dokumentation på fonds-, funding- og likviditetsområdet var mangelfulde. Det er væsentligt, at instituttet sikrer, at der er tilstrækkelige dækkende arbejds- og forretningsgange for instituttets interne processer. Risikoen forbundet med manglende formalisering af forretningsgange og dokumentation kommer særligt til udtryk ved udskiftning af nøglemedarbejdere, som instituttet havde en betydelig afhængighed af på de undersøgte områder. 

Finanstilsynet har påbudt Realkredit Danmark at sikre, at forretningsgange, arbejdsbeskrivelser samt dokumentation for kontroller er tilstrækkelige.

Inspektionen gav ikke anledning til at tilsidesætte det af instituttet opgjorte solvensbehov eller de fastsatte likviditetsmålsætninger.