Redegørelse om inspektion i Opendo A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var den 30. november 2021 på inspektion i Opendo A/S. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet. Inspektionen omfattede blandt andet virksomhedens organisation, risikovurdering, politikker, procedurer og interne kontroller.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden er et partnerskab mellem 14 danske pengeinstitutter og ét forsikringsselskab, der blandt andet tilbyder finansiel leasing i form af privat- såvel som erhvervsleasing. Virksomheden betjener udelukkende erhvervskunder bosiddende i Danmark.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på, at leasingvirksomhed generelt anses for at have en øget iboende risiko for at blive udnyttet til terrorfinansiering, og at virksomheden har kunder inden for brancher, hvor SØIK har identificeret en risiko for omløb af sorte penge, f.eks. bygge- og nedrivningsbranchen, rengøring, vikarbureauer, engroshandel, transport og logistik.

På baggrund af inspektionen har en række områder givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Virksomheden har fået en påtale for ikke at have haft udpeget en hvidvaskansvarlig i perioden fra marts 2021 til november 2021.

Virksomheden har fået påbud om at udarbejde skriftlige forretningsgange, som skal omfatte kundekendskabsprocedurer, undersøgelses-, noterings- og underretningspligt, opbevaring af oplysninger, screening af medarbejdere og intern kontrol til effektiv forebyggelse af, begrænsning og styring af risici for hvidvask og finansiering af terrorisme.

Virksomheden har fået påbud om at vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, og at sikre, at dette kan godtgøres overfor Finanstilsynet. 

Virksomheden har fået påbud om at foretage en risikovurdering af virksomhedens kundeforhold, således at kunderne risikoklassificeres på baggrund af en konkret og dokumenteret vurdering af den enkelte kunde, herunder med henblik på, at virksomheden kan gennemføre den rigtige overvågning. 

Virksomheden har fået påbud om at foretage den fornødne overvågning af virksomhedens kunder, herunder om nødvendigt indhente dokumentation for midlernes oprindelse, samt at sikre ajourføring af dokumenter, data eller oplysninger om kunden.

Virksomheden har fået påbud om at undersøge mistænkelige transaktioner, herunder at notere og opbevare resultaterne af disse undersøgelser, og sikre, at dette kan godtgøres overfor Finanstilsynet.

Virksomheden har fået påbud om at foretage underretning til Hvidvasksekretariatet ved mistanke om, eller når virksomheden har rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Virksomheden har fået påbud om med passende hyppighed at foretage interne kontroller, der sikrer, at virksomheden effektivt forebygger, begrænser og styrer risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder at virksomheden kan dokumentere de foretagne kontroller overfor Finanstilsynet.

Endelig har virksomheden fået påbud om at etablere en whistleblowerordning, hvor virksomhedens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser af hvidvaskloven og regler udstedt i medfør heraf.