Redegørelse om inspektion i Handelsinvest Investeringsforvaltning A/S

Finanstilsynet var i juni 2021 på inspektion i Handelsinvest Investeringsforvaltning A/S (herefter ”Handelsinvest”). Inspektionen havde fokus på Handelsinvests organisation, risikostyrings- og compliancefunktion og selskabets kontrol af delegerede funktioner.

Sammenfatning og risikovurdering

Handelsinvest administrerer Investeringsforeningen Handelsinvest med 18 afdelinger, der har en samlet formue på 22,4 mia. kr.

Handelsinvests risikostyringsstrategi identificerede ikke risici på tilstrækkeligt detaljeret niveau, den indeholdt ikke alle væsentlige opgaver, og den fastlagde ikke indhold og hyppighed af rapportering til direktion og bestyrelse. Endvidere fastlagde den ikke i tilstrækkelig grad ansvarsfordeling og kompenserende foranstaltninger ved risiko for manglende uafhængighed. Nogle af de manglende forhold fremgik af forretningsgangen for risikostyring, hvilket dog indebærer, at bestyrelsen ikke har truffet beslutninger om disse forhold. Handelsinvest har fået påbud om at sikre en tilstrækkelig risikostyringsstrategi og forretningsgang for risikostyringsfunktionen.

Handelsinvest har ikke overvåget og kontrolleret alle grænserne i investeringsinstrukserne for Investeringsforeningen Handelsinvest. Manglende overvågning og kontrol af grænser i investeringsinstrukserne indebærer risiko for, at Handelsinvest overskrider investeringsgrænser og ikke overholder den pågældende afdelings risikoprofil. Handelsinvest har fået påbud om at sikre, at alle grænser i investeringsinstrukser overvåges, og at overvågningen kontrolleres. 

Handelsinvest anvendte et simpelt mål for likviditeten i obligationsafdelingerne, der ikke tog højde for forskelle i likviditet mellem obligationsserier. 
Handelsinvest foretog ikke likviditetsstresstests af Investeringsforeningen Handelsinvests obligationsafdelinger. Uden likviditetsstresstest kan Handelsinvest ikke simulere stressscenarier og imødegå virkningen på obligationsafdelingernes likviditet og evnen til at indløse investorerne. Handelsinvest har fået påbud om at implementere likviditetsstresstests for obligationsafdelingerne.