Redegørelse vedrørende hvidvaskinspektion i Danske Bank A/S – screening for sanktioner

Finanstilsynet gennemførte den 15. december 2020 en inspektion i Danske Bank A/S (banken). Der var tale om en funktionsundersøgelse af hvidvaskområdet som et led i det løbende tilsyn med banken. Inspektionen havde til formål at undersøge, om virksomheden overholder forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer mv.

Sammenfatning

Banken er det største pengeinstitut i Danmark. Banken driver alle typer bankforretninger, herunder komplicerede finansielle produkter til investorer, full service bankløsninger til erhvervsdrivende og kapitalforvaltning og investering. Banken har et meget betydeligt antal privatkunder, virksomhedskunder og institutionelle kunder, hvoraf mange har komplicerede koncernstrukturer og/eller finansielle arrangementer. Banken har datterselskaber, filialer og repræsentationskontorer i en række udenlandske jurisdiktioner. Omfanget af transaktioner, herunder grænseoverskridende pengeoverførsler, er betydeligt. 

Banken har betydelige aktiviteter indenfor værdipapirhandel, herunder engroshandel og private banking, og banken har et omfattende antal grænseoverskridende korrespondentforbindelser. 

Bankens internationale karakter, herunder det betydelige antal grænseoverskridende transaktioner og investeringsaktiviteter og det betydelige antal udenlandske kunder medfører efter Finanstilsynets vurdering, at den iboende risiko for, at bankens kunder overtræder gældende forordninger om finansielle sanktioner mod lande, personer mv., er høj.

Inspektionen har givet anledning til en række risikooplysninger:

Finanstilsynet vurderer, at det forhold, at banken ikke har procedurer for samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, mellem afdelingerne for sanktions screening, kundekendskabsoplysninger og transaktionsovervågning indebærer en risiko for, at mulige brud på sanktioner ikke bliver opdaget af bankens sanktionsscreening.

Finanstilsynet vurderer også, at det forhold, at der ikke sker undervisning af medarbejdere i de afdelinger i banken, der beskæftiger sig med kundekend-skabsoplysninger og transaktionsovervågning i forebyggelse af sanktions-overtrædelser indebærer en risiko for, at mulige brud på sanktioner ikke bliver opdaget og videregivet til bankens team af specialister i Sanctions and Embargo Teamet, der undersøger eventuelle overtrædelser af sanktioner.

Finanstilsynet vurderer herudover, at forhold omkring bankens interne kontroller på sanktionsområdet, herunder at 4-øjne princippet ikke bliver anvendt i forbindelse med screening af kunder, organiseringen af kontrollen af manuelle processer for eskalering samt den organisatoriske forankring af Sanctions and Embargo Team’et i Group Compliance indebærer en øget risiko for medarbejderes fejl og misbrug på sanktionsområdet.