Redegørelse om inspektion i Lunar Bank A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var i august 2020 på inspektion i Lunar Bank A/S. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet. Inspektionen omfattede bankens risikovurdering, politik og forretningsgange på hvidvaskområdet.

Inspektionen omfattede endvidere bankens risikoklassifikation af kunder, kundekendskabsprocedurer for privatkunder samt overvågning af privatkunder. 
Endelig omfattede inspektionen bankens overholdelse af undersøgelses-, noterings-, underretnings- og opbevaringspligten samt bankens interne kontroller. 

Risikovurdering og sammenfatning

Banken opnåede sin banklicens den 19. august 2019. Banken har sit hovedsæde i Aarhus og har kontor i København.

Bankens søsterselskab Lunar Way havde et samarbejde med Nykredit Bank A/S frem til 2020. Banken indgik i starten af 2020 en aftale med Nykredit Bank A/S om en overdragelse af den kundeportefølje, der var formidlet til Nykredit Bank A/S af Lunar Way. 

Overdragelsen af kundeporteføljen skete primært i maj og juni måned 2020.

Ved udgangen af juni 2020 havde banken cirka 80.000 registrerede privatkunder, og banken tilbød på dette tidspunkt disse kunder indlånskonto med betalingskort, kassekredit og lån. 

Bankens forretningsmodel er blandt andet kendetegnet ved, at banken kun udbyder sine produkter online og dermed ikke har nogen fysiske filialer. En stor del af bankens kunder benytter ikke banken som primær bankforbindelse, idet disse kunder også har kundeforhold i andre pengeinstitutter. 

Finanstilsynet vurderer, at bankens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. Finanstilsynet lægger i sin vurdering til grund, at banken udelukkende er en onlinebank, at banken har et højt antal kunder, som ikke benytter banken som primær bankforbindelse, og at banken som følge heraf ikke har det fulde overblik over bl.a. kundernes samlede transaktioner og midlernes oprindelse samt at samtlige kundeforhold er nyetablerede efter overdragelsen fra Nykredit Bank A/S. Banken er således relativt ny og har haft stor kundetilvækst, hvilket efter Finanstilsynets vurdering øger den samlede iboende risiko.

Omvendt tilbyder banken alene sine kunder forholdsvis simple produkter, og banken indgår alene forretningsforbindelser med kunder bosat i Danmark.  

På baggrund af inspektionen har et antal områder givet anledning til tilsyns-reaktioner.

Banken har fået påbud om at sikre, at banken foretager en vurdering af og hvor relevant indhenter oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Banken påbydes desuden at sikre, at oplysningerne inddrages i bankens risikoklassifikation af sine kunder.

Banken har desuden fået påbud om at udføre skærpede kundekendskabsprocedurer i de kundeforhold, hvor banken vurderer, at der er øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Endelig har banken fået påbud om at sikre, at banken straks undersøger baggrunden for og formålet med alle komplekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktiviteter. Endvidere påbydes banken hurtigst muligt at gennemgå alle bankens ubehandlede alarmer.