2014

Sælg, byt, del og lån! Der er både penge at tjene og spare

17.03.2014

20 % af danskere med ondt i pengepungen vælger at sælge ud af gemmerne. Det viser tal fra Penge- og Pensionspanelet. Panelet har netop lanceret en spareguide, der kan hjælpe danskerne med at få et økonomisk pusterum – heriblandt gode råd om hvordan man også kan bytte, dele og låne sig til mere luft i økonomien.

Tænk smart – sælg, byt, del og lån

Der er mange lavthængende frugter at plukke, hvis man er lidt smart og kreativ i hverdagen. Når man sælger brugt eller bytter, deler og låner fra hinanden, får man anvendt langt flere af de værdier, man har. For nogle kan den slags tiltag hjælpe dem med at komme af med de røde tal på kontoen. De penge, der f.eks. kan spares på at bytte tøj med hinanden, låne magasiner på biblioteket, dele værktøj med naboen eller sælge et møbel på loftet, kan give luft i budgettet og bedre råd til fornøjelser og opsparing”, siger Morten Holm Steinvig, fuldmægtig i Penge- og Pensionspanelets sekretariat.

Betaler du for mange penge?

En anden nem måde at få pengene til at række længere er at give sine lån, forsikringer og abonnementer et gennemsyn. Bruger man sine abonnementer fuldt ud? Skal man skifte til et andet? Og hvad er prisen hos andre leverandører? Ligeledes kan der være penge at hente ved at gå sine bankforretninger i sømmene. Hvis man har flere lån, kan man f.eks. ofte spare renter – og dermed penge – ved at samle sin gæld ét sted.

Alle de bedste sparetips samlet ét sted

Der er mange måder, hvorpå man kan løsne lidt op i stram økonomi. Små ting som at sælge brugt legetøj eller slukke lyset, når man forlader stuen, kan i det lange løb gøre en forskel på kontoen. På rådtilpenge.dk guider Penge- og Pensionspanelet forbrugere til at spare på alt fra mad til forsikringer. Det drejer sig om små justeringer, der til sammen kan være med til at skabe en sund økonomi – uanset om man lever på et mere eller mindre stramt budget.

Se alle de gode sparetips