2014

Næsten hver anden dansker uden arbejde har svært ved at få økonomien til at løbe rundt

08.12.2014

Næsten hver anden arbejdsløs dansker har svært ved at få privatøkonomien til at hænge sammen. Det viser en undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet. Undersøgelsen viser, at danskere der oplever et fald i indtægten pga. arbejdsløshed, i snit mister over 9.300 kr. om måneden.

Det kan være svært at få råd til de faste månedlige udgifter, når man bliver arbejdsløs. Det viser en undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet, hvor næsten halvdelen af de arbejdsløse svarer, at de har svært ved at få privatøkonomien til at løbe rundt.

Undersøgelsen viser også, at 49 pct. ikke har lagt budget for deres privatøkonomi efter at de er blevet arbejdsløse, hvilket gør det endnu sværere at få et overblik og skabt balance i økonomien.

Når du står i en ny privatøkonomisk situation, handler det om at få tilpasset indtægter og udgifter, og finde ud af hvor du kan spare, når pengene bliver færre. Her er budgettet et godt værktøj, som kan skabe overblik”, siger Louise Skjødsholm, der er konsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

Den nye undersøgelse viser også, at 28 pct. af de adspurgte danskere ikke var medlem af en a-kasse eller havde tegnet en privat lønforsikring inden de blev arbejdsløse.

For at ruste din økonomi, er det vigtigt at overveje, om medlemskab af en a-kasse og lønsikring kan betale sig for dig. Det er også en god ide at sørge for opsparing i budgettet, så du har en polstring, hvis du mister dit arbejde eller bliver syg”, råder Louise Skjødsholm.

Ved ændringer i ens livssituation, er det altid en god ide at lave et sundhedstjek af økonomien. Find de gode råd på panelets webguide om arbejdsløshed og privatøkonomi på www.raadtilpenge.dk/arbejdsloes.

Læs hele undersøgelsen her