Tre ud af fire papirløse par sikrer ikke hinanden

14.06.2012

Hvis man lever på polsk, kan det være vigtigt at danne sig et overblik over, hvordan man selv og ens kæreste er sikret, hvis uheldet rammer i form at arbejdsløshed, ulykker eller dødsfald. Fra i dag kan papirløse par hente hjælp hos Penge- og Pensionspanelet til at overskue deres privatøkonomiske og juridiske situation. Panelet har lavet en webguide, hvor ugifte par hurtigt og nemt kan teste deres juridiske situation. Der er også gode råd at hente til par, der skal til at flytte sammen, måske for første gang i livet, om hvordan de kan indrette fællesøkonomien.

”Penge- og Pensionspanelets nye undersøgelse viser, at par med nyere familiemønstre oftest ikke garderer sig mod for eksempel dødsfald. Når man bor sammen, kan et dødsfald ramme samleveren juridisk og økonomisk på flere forskellige måder. Ugifte par kan i panelets nye webguide hurtigt danne sig et overblik over, hvad de bør være opmærksomme på for at sikre hinanden,” siger Louise Skjødsholm fra Penge- og Pensionspanelets sekretariat.

Hvis man har børn sammen eller fra tidligere forhold, bliver den juridiske situation mere indviklet.

”Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af de adspurgte par med et eller flere børn ikke har sikret deres partner økonomisk. Den manglende sikring kan få meget vidtrækkende konsekvenser for de efterladte, fordi arv, pensions- eller forsikringspenge vil gå til den afdøde kærestes børn i tilfælde af dødsfald, også hvis børnene er fælles,” siger Louise Skjødsholm fra Penge- og Pensionspanelets sekretariat.

Penge- og Pensionspanelets nye webguide målrettet papirløse par kan findes på www.ppp.dk/samliv

Se pressemeddelelsen i pdf

 

 

Fakta fra undersøgelsen

En undersøgelse blandt danskere, som er flyttet papirløst sammen med en partner indenfor de seneste 2 år viser, at;

  • 72 pct. ikke har gjort noget for at sikre hinanden økonomisk
  • 52 pct. af par med et eller flere børn sammen, har ikke sikret hinanden økonomisk
  • 69 pct. af par hvor én har børn fra tidligere forhold, har ikke sikret hinanden økonomisk
  • 58 pct. af par hvor begge har børn fra tidligere forhold, har ikke sikret hinanden økonomisk
  • 39 pct. af de adspurgte papirløse par har et eller flere børn sammen eller fra tidligere forhold
  • En udregning foretaget på baggrund af tal om børnefamilier fra Danmarks Statistik viser, at papirløse par med hjemmeboende udgør 17 pct. af disse

Læs hele undersøgelsen her