2012

Det er dyrt at blive gift – 6 pct. af danskerne tager lån for at betale deres bryllup

08.10.2012

Når danskerne bliver gift, betyder det oftest en stor post på budgettet. En ny undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet viser, at danskerne i gennemsnit bruger godt 108.700 kr. i forbindelse med deres kirkebryllup.

Undersøgelsen viser også, at danskerne bruger markant flere penge på deres bryllup, når de bliver gift i kirken end hvis de bliver borgerligt viet på rådhuset. I gennemsnit bruger danskerne 18.987 kr. på deres bryllup, hvis de er blevet gift på rådhuset, og 108.737 kr. hvis de er blevet gift i kirken.

Penge- og Pensionspanelet lancerer i dag en ny webguide om, hvad der sker med privatøkonomien når man bliver gift. På webguiden kan man bl.a. læse om, hvilke juridiske ændringer der sker når man gifter sig, og få hjælp til at lægge et bryllupsbudget.

”Penge- og Pensionspanelets nye undersøgelse viser, at folk i gennemsnit bruger 61.069 kr. på deres bryllup, og at 6 pct. tager lån for at betale brylluppet. Der er flest unge ml. 18-29 år som låner for at betale brylluppet. Det drejer sig om 11 pct. af de 18-29 årige, som er blevet gift inden for de seneste tre år. Det koster mange penge at få sit ønskebryllup, men det bliver endnu dyrere hvis man tager lån. Derfor er det vigtigt, at få lagt et bryllupsbudget og få overblik over hvor meget det må koste, så udgifterne ikke løber løbsk”, siger sociolog og fuldmægtig Louise Skjødsholm fra Penge- og Pensionspanelets sekretariat. 

De gode råd kan ses på Penge- og Pensionspanelets hjemmeside www.ppp.dk/gift

Se pressemeddelelsen i pdf

 

Fakta fra undersøgelsen

Penge- og Pensionspanelet har gennemført en undersøgelse blandt danskere, der indenfor de seneste 3 år har indgået deres første ægteskab eller registrerede partnerskab. Undersøgelsen viser blandt andet, at:

  • De i gennemsnit brugte 61.069 kr. på deres bryllup.
  • Jo højere indtægt, jo flere penge brugte de på deres bryllup.
  • De i gennemsnit brugte 18.987 kr. på deres bryllup, hvis de blev gift på rådhuset, og 108.737 kr. hvis de blev gift i kirken.
  • 86 pct. har brugt pengene fra deres sædvanlige indtægt/opsparing til at betale brylluppet.

Læs hele undersøgelsen her