Formaterne er illustreret herunder. Efterfølgende gennemgås de enkelte formater.
Målet med kommunikationsformaterne er at gøre den samlede kommunikation om regulering og praksis klar og præcis nok til, at virksomhederne under tilsyn altid ved, hvad der forventes af dem, og hvad de skal gøre for at leve op til forventningerne.
Gennemgang af kommunikationsformaterne
1. Forordninger, love og bekendtgørelser (regulering)
Regulering dækker over både EU-forordninger, love og bekendtgørelser og er den mest formelle form for kommunikation. Reguleringen giver hjemmel til tilsynsreaktioner og sanktioner overfor virksomheder og personer under Finanstilsynets tilsyn.
1.1 Offentliggjorte afgørelser
Som led i tilsynsarbejdet træffer Finanstilsynet løbende afgørelser rettet mod finansielle virksomheder, visse andre virksomheder og personer under tilsyn. Finanstilsynet træffer også afgørelser overfor udstedere og investorer på kapitalmarkedsområdet. Når Finanstilsynet træffer afgørelse, fastlægger Finanstilsynet praksis i forhold til den konkrete problemstilling, som sagen drejer sig om. Offentliggjorte afgørelser bidrager til at fortolke lovgivningen og til at klargøre, hvad Finanstilsynet forventer af virksomhederne i forhold til at efterleve reguleringen. Afgørelser er typisk påbud og påtaler, men kan også være tilladelser og dispensationer.
Afgørelser indgår bl.a. i de redegørelser, Finanstilsynet offentliggør efter inspektioner i de finansielle virksomheder mv. På den måde får også andre finansielle virksomheder mv. mulighed for at få indblik i Finanstilsynets praksis ved konkrete problemstillinger.
Finanstilsynets bestyrelse træffer afgørelse i sager, der har principiel karakter eller videregående betydelige følger. Finanstilsynets bestyrelse træffer også beslutning om at overgive sager til politimæssig efterforskning. Som udgangspunkt skal Finanstilsynet offentliggøre de afgørelser, som bestyrelsen træffer.
2.1 Vejledninger
Finanstilsynet gør i vidt omfang brug af vejledninger. De indeholder Finanstilsynets fortolkning af, hvordan man skal forstå og anvende eksisterende regler. En fortolkning bygger ofte på konkrete afgørelser, men Finanstilsynet kan også vælge at tilkendegive en fortolkning uden at have haft lejlighed til at træffe en konkret afgørelse.
Vejledninger gengiver altså, hvad Finanstilsynet opfatter som gældende ret, men vil ikke i sig selv indeholde nye regler.
Finanstilsynet vil som hovedregel ikke anfægte en praksis, der ligger indenfor vejledningens rammer. Virksomheder kan vælge at følge en praksis, der ligger udenfor vejledningens rammer, hvis de mener, at den holder sig indenfor loven. I disse tilfælde vil Finanstilsynet bede institutterne om at forklare, hvordan de holder sig inden for grænserne i lovgivningen.
Finanstilsynet vil i sådanne tilfælde normalt forvente, at det fordrer kompenserende tiltag at leve op til lovgivningen. Finanstilsynets stillingtagen til afvigelser fra vejledningerne vil – i tråd med Finanstilsynets generelle praksis - være risikobaseret og afspejle lovgivningen.
Inden Finanstilsynet udsteder en vejledning, sendes den ofte i uformel høring hos de direkte berørte brancheorganisationer, hvorefter den sendes i formel høring hos en bred høringskreds. Finanstilsynets bestyrelse godkender den endelige vejledning.
”Ny vejledning om hvidvaskloven” og ”Vejledning om stresstest for små og mellemstore pengeinstitutter” er eksempler på vejledninger fra Finanstilsynet.
2.2 Vejledende udtalelser
Finanstilsynet offentliggør vejledende udtalelser på et nærmere afgrænset område. En vejledende udtalelse kan indeholde Finanstilsynets fortolkning af, hvordan man skal forstå og anvende en specifik bestemmelse på et retsområde eller samspillet mellem to regelsæt. Vejledende udtalelser har samme grad af juridisk binding som vejledninger og indeholder ikke nye regler.
Finanstilsynet kan vælge at offentliggøre en vejledende udtalelse, f.eks. i forbindelse med en henvendelse fra en virksomhed om en problemstilling, som Finanstilsynet vurderer har bredere interesse, eller i forbindelse med en temaundersøgelse af et afgrænset tilsynsområde.
Det hviler på en konkret vurdering af den enkelte vejledende udtalelse, om den skal behandles af Finanstilsynets bestyrelse.
2.3 Kvantitative forventninger
Kvantitative forventninger er kommunikation af de pejlemærker, som Finanstilsynet forventer, at forskellige finansielle virksomheder arbejder med. Formålet med at udmelde kvantitative forventninger er at give virksomhederne klare pejlemærker på væsentlige områder og dermed understøtte sunde forretningsmodeller. Kvantitative forventninger har samme grad af juridisk binding som vejledninger.
Tilsynsdiamanten for pengeinstitutter er et eksempel på kvantitative forventninger. Den opstiller fire pejlemærker for, hvad Finanstilsynet som udgangspunkt anser for pengeinstitutvirksomhed med forhøjet risiko. Pengeinstitutter, der overskrider et eller flere pejlemærker, kan efter en individuel vurdering modtage en offentlig risikooplysning, ligesom det kan medføre yderligere tilsynsmæssige reaktioner.
2.4 Spørgsmål og svar
Spørgsmål og svar-formatet giver præcise svar på ofte stillede og afgrænsede spørgsmål. Spørgsmål og svar-formatet har samme grad af juridisk binding som vejledninger.
Spørgsmål og svar-formatet bruges særligt ved tekniske problemstillinger og nye reguleringsområder. Svarene kan også danne udgangspunkt for mere formelle kommunikationsformer som f.eks. vejledninger eller vejledende udtalelser. Finanstilsynet har eksempelvis spørgsmål og svar om prospekter og forvaltere af alternative investeringsfonde og UCITS.
3. God praksis-papirer
God praksis-papirer giver eksempler på, hvad Finanstilsynet betragter som god praksis. God praksis-papirer indeholder generelle, foreløbige og uformelle forventninger til virksomhederne, som gælder på tidspunktet for papiret. Formatet er egnet til emner eller områder med en aktuel udvikling og kan være med til at understøtte en ønsket udvikling hos virksomheder, der ikke aktuelt lever op til god praksis.
For at kunne udarbejde et godt og brugbart papir kræver det, at Finanstilsynet har overblik over virksomhedernes aktuelle praksis. Dette overblik opnås normalt gennem temaundersøgelser i virksomhederne.
Eksempler på god praksis-papirer er notater om god praksis på markedsrisikoområdet, god praksis-papir om compliance og risikostyring i store og mellemstore kreditinstitutter og god praksis-papir om superviseret machine learning.
4. Rapporter og orienteringsbreve
Finanstilsynet offentliggør rapporter og sender orienteringsbreve til virksomhederne for at skabe opmærksomhed omkring udvalgte temaer og områder, som Finanstilsynet har særlig fokus på og ønsker at arbejde videre med.
Rapporterne er typisk baseret på informationer, som Finanstilsynet har indsamlet i forbindelse med temaundersøgelser, men rapporterne omfatter også analyser, som Finanstilsynet har foretaget.
Orienteringsbreve kan f.eks. indeholde en introduktion til et nyt område og en anmodning om redegørelser, der efterfølgende eventuelt kan give input til en ny rapport eller et god praksis-papir.
Eksempler på kommunikation af fokusområder er ”Markedsrenteprodukter – tendenser på det danske pensionsmarked”, ”Fokusområder og god praksis for klassifikation af kunder i kreditinstitutter efter kreditrisiko”, markedsudviklingsartikler og orienteringsbreve om regnskabsaflæggelse.
5. Diskussionsoplæg
Finanstilsynet offentliggør fra tid til anden diskussionsoplæg. Et diskussionsoplæg understøtter og inspirerer til debat ved at belyse et emne fra flere sider. Målet er at give interessenterne en forståelse af emnet som udgangspunkt for en diskussion. Efterfølgende vil Finanstilsynet inddrage input fra diskussionen i det videre arbejde med emnet. Diskussionsoplæg kan også bruges til holdningstilkendegivelser eller i tidlige faser af en reguleringsproces.
Eksempler på diskussionsoplæg er Adfærdsindsigter på det finansielle område og Fintech – spændingsfeltet mellem finansiel regulering og ny teknologi.