Formater for Finanstilsynets udmelding af regulering og tilsynspraksis

Dette notat introducerer de forskellige formater, Finanstilsynet anvender i kommunikationen af regulering og tilsynspraksis.

Indledende bemærkninger

De enkelte kommunikationsformater er forskellige med hensyn til graden af juridisk binding, og med hensyn til hvor dynamiske og fleksible de er. Formaterne er illustreret herunder 

Finanstilsynets målsætning er, at den samlede kommunikation om regulering og praksis er så klar og præcis, at virksomhederne altid ved, hvad der forventes af dem, og hvad der skal til for at leve op til forventningerne.

 

Gennemgang af kommunikationsformaterne

De forskellige kommunikationsformater er beskrevet herunder.

1. Forordninger, love og bekendtgørelser (regulering)

Regulering dækker over både EU-forordninger, love og bekendtgørelser og er den mest formelle form for kommunikation. Det er med til at understøtte effekten af regulering, at den giver hjemmel for sanktioner. De processer, der frembringer reguleringen, er kendte.

 

Udover love og bekendtgørelser kan en myndighed også udstede cirkulærer. Et cirkulære er regler, der anvendes mellem myndigheder. En overordnet myndighed kan udstede cirkulære uden hjemmel i lov, hvis det retter sig til en underordnet myndighed. Derimod skal der være hjemmel til at udstede et cirkulære til myndigheder, der ikke er underordnet den udstedende myndighed.

Et cirkulære må ikke indeholde regler, der direkte retter sig til fysiske og juridiske personer. Finanstilsynet anvender som det helt klare udgangspunkt ikke cirkulærer, hvorfor dette format ikke fremgår af figuren.

1.1 Offentliggjorte afgørelser

Offentliggjorte afgørelser bidrager til at afstemme forventningerne mellem virksomhederne og Finanstilsynet. Som led i tilsynsarbejdet træffer Finanstilsynet løbende afgørelser rettet mod finansielle virksomheder samt udstedere og investorer på værdipapirmarkedet. Her bliver praksis afgjort i forhold til den enkelte, konkrete problemstilling.

 

Afgørelser er typisk påtaler og påbud. De er underlagt forvaltningsloven, som indeholder en række regler om, hvilke pligter de offentlige myndigheder har i forhold til borgerne, f.eks. i forbindelse med sagsbehandlingen.

 

Afgørelser indgår bl.a. i de redegørelser, Finanstilsynet offentliggør efter inspektioner i de finansielle virksomheder. På den måde får også andre finansielle virksomheder mulighed for at få indblik i Finanstilsynets praksis ved konkrete problemstillinger.

 

Principielle afgørelser træffes af Finanstilsynets bestyrelse. Som udgangspunkt offentliggøres alle afgørelser, der træffes af bestyrelsen.

 

2.1 Vejledninger

Vejledninger anvendes i vidt omfang i Finanstilsynet. De indeholder Finanstilsynets fortolkning af, hvordan man skal forstå og anvende relevante regler. En fortolkning bygger ofte på konkrete afgørelser, men Finanstilsynet kan også vælge at tilkendegive en fortolkning uden at have haft lejlighed til at træffe en konkret afgørelse.

 

Vejledninger indeholder således en gengivelse af, hvad der efter Finanstilsynets opfattelse er gældende ret, men vil ikke i sig selv indeholde nye regler. I nogle vejledninger vil det være naturligt også at gengive Finanstilsynets opfattelse af god praksis på området, jf. pkt. 3.

 

Inden Finanstilsynet udsteder en vejledning, sendes den typisk i uformel høring hos de direkte berørte brancheorganisationer, og herefter sendes den i formel høring hos en bred høringskreds. Finanstilsynets bestyrelse foretager den endelige godkendelse.

 

”Vejledning om risikostyring på likviditetsområdet for penge- og realkreditinstitutter” og ”Vejledning til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder” er eksempler på vejledninger fra Finanstilsynet.

 

2.2 Kvantitative forventninger

Kvantitative forventninger er kommunikation af de grænseværdier, som Finanstilsynet forventer, at forskellige finansielle virksomheder arbejder med. Det kan f.eks. være grænseværdier for likviditetsoverdækning og udlånsvækst i pengeinstitutter og forventninger til befolkningens gennemsnitslevealder i livsforsikrings- og pensionsselskaber. Formålet er, at de kvantitative forventninger skal understøtte sunde forretningsmodeller.

 

De kvantitative forventninger giver selskaberne klare grænser inden for kendte områder. Udviklingen i de underliggende faktorer betyder, at de kvantitative grænser skal opdateres løbende uden nødvendigvis at skulle ændres i praksis. Anvendelsen af kvantitative grænser nødvendiggør, at der løbende bliver taget stilling til, om de underliggende faktorer har ændret sig så meget, at der er behov for en opdatering af de kvantitative grænser. Processen for opdatering af de kvantitative grænser tilstræbes at være meget gennemsigtig, så virksomhederne har mulighed for at følge udviklingen og indrette sig på den.

 

Eksempler på kvantitative forventninger er tilsynsdiamanten for pengeinstitutter, tilsynsdiamanten for realkreditinstitutter og levetidsbenchmarket på livsforsikrings- og pensionsområdet. På sidstnævnte område bliver der desuden gennemført årlige generationsomfordelingsanalyser, der ligeledes er baseret på klare kvantitative forventninger.

  

2.3 Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar-formatet giver svar på ofte stillede spørgsmål. Der er ofte tale om spørgsmål af mere teknisk karakter. Et spørgsmål og svar-dokument giver præcise svar på afgrænsede spørgsmål.

 

Spørgsmål og svar-formatet anvendes særligt ved tekniske problemstillinger og nye reguleringsområder. Svarene kan også danne udgangspunkt for mere formelle kommunikationsformer som f.eks. vejledninger eller vejledende udtalelser. Finanstilsynet har eksempelvis spørgsmål og svar om prospekter og om ensartet beskyttelse af forsikringskunderne.

 

De europæiske tilsynsmyndigheder EBA, ESMA og EIOPA anvender ligeledes spørgsmål og svar i stigende omfang, f.eks. som hjælp til at forstå specifikationer til stresstests. Finanstilsynet opretter typisk links til disse spørgsmål og svar på hjemmesiden.

 

3. Papirer om god praksis

Papirer om god praksis giver eksempler på, hvad Finanstilsynet betragter som god praksis. For at kunne udarbejde et godt og brugbart god praksis-papir, kræver det, at Finanstilsynet har overblik over, hvad praksis er i virksomhederne. Dette overblik opnås blandt andet gennem temaundersøgelser i virksomhederne.

 

God praksis-papirer er egnede til emner eller områder med en aktuel udvikling og kan være med til at understøtte en ønsket udvikling hos virksomheder, der ikke aktuelt lever op til god praksis. God praksis-papirer vil forholde sig til problemstillingerne generelt, og det er muligt, at særlige forhold gør sig gældende i konkrete situationer. God praksis-papirer indeholder således generelle, foreløbige og uformelle forventninger til virksomhederne.

 

Finanstilsynet har hidtil kun anvendt god praksis-papirer i begrænset omfang. Der findes f.eks. et god praksis-papir med tilbagemelding på bestyrelsens risikovurdering i forsikringsvirksomhederne samt et god praksis-papir om opgørelse og indberetning af individuelt solvensbehov for forsikringsvirksomheder.

 

4.Fokusområder

Finanstilsynet anvender bl.a. rapporter, orienteringsbreve og de såkaldte julebreve til at skabe opmærksomhed omkring udvalgte temaer og områder, som Finanstilsynet har særligt fokus på og ønsker at arbejde videre med.

 

Rapporterne er typisk baseret på informationer, som Finanstilsynet har indsamlet i forbindelse med temaundersøgelser.

 

Julebreve kan f.eks. indeholde en introduktion til et nyt område og en anmodning om redegørelser, der efterfølgende eventuelt kan give input til en ny rapport eller et papir om god praksis.

 

Konkrete eksempler på kommunikation af fokusområder er ”Notat om historiske regnskabsoplysninger i aktieprospekter”, ”Udlånsundersøgelse – Notat om supplerende kreditrelaterede oplysninger”, ”Rapport om alternative investeringer”, ”10 veje til lavere omkostninger og bedre afkast i investeringsforeninger” og orienteringsbreve om regnskabsaflæggelse samt julebreve.

 

5. Diskussionsoplæg

Et diskussionsoplæg understøtter og inspirerer til debat ved at belyse et emne fra flere sider. Målet er at give interessenterne så fuldstændig en forståelse af emnet som muligt, inden emnet diskuteres. Efterfølgende vil Finanstilsynet inddrage input fra diskussionen i det videre arbejde med emnet. Diskussionsoplæg kan også anvendes til holdningstilkendegivelser eller i tidlige faser af en reguleringsproces.

 

Finanstilsynet har foreløbig kun anvendt diskussionsoplæg i begrænset omfang. Finanstilsynet vil i stigende omfang benytte diskussionsoplæg, når der arbejdes inden for nye emner eller områder, eller når eksisterende rammer gentænkes.