EU-Kommissionen og ESA’erne har offentliggjort vejledende dokumenter om implementering af disclosureforordningen

Få et overblik over de seneste ugers vejledende dokumenter vedrørende disclosureforordningen, som EU-kommissionen og ESA’erne har offentliggjort.

Der er i de seneste uger blevet offentliggjort følgende vejledende dokumenter om implementering af disclosureforordningen (SFDR):

  1. EU-Kommissionens Q&A
  2. De europæiske tilsynsmyndigheders (ESA’ernes) vejledende udtalelse om implementering af detailreguleringen
  3. Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA’s) supervisory briefing om bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsoplysninger.

EU-Kommissionens Q&A om SFDR

ESMA offentliggjorde den 25. maj 2022 EU-Kommissionens svar på de spørgsmål til SFDR, som ESA’erne oversendte til Kommissionen den 13. maj 2022. Det er anden gang, at der offentliggøres en Q&A, som relaterer sig til SFDR.

EU-Kommissionens Q&A vedrører blandt andet:

  • forpligtelsen til at overveje investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer på produktniveau
  • SFDR’s anvendelsesområde, herunder bl.a. i relation til finansielle rådgivere og til produkter, som er lavet forud for datoen for anvendelsen af SFDR
  • kravene til efterlevelse af god ledelsespraksis (’good governance’) i bæredygtige investeringer
  • anvendelsen af taksonomiforordningens supplerende oplysningsforpligtelser på produkter omfattet af SFDR.

ESA’ernes vejledende udtalelse om implementering af detailreguleringen

Den 2. juni 2022 offentliggjorde ESA’erne en vejledende udtalelse vedrørende detailreguleringen til SFDR.

ESA’erne offentliggjorde i 2021 to udkast til detailregulering til SFDR, hvorefter EU-Kommissionen den 6. april 2022 vedtog en delegeret retsakt, som i substansen indeholder den samme regulering som fremgik af ESA’ernes tidligere udkast. ESA’ernes vejledende udtalelse vedrører rent teknisk ESA’ernes tidligere offentliggjorte udkast, men er også relevant for EU-Kommissionens delegerede retsakt, da denne i al væsentlighed ikke har ændret på substansen ift. de to udkast fremsendt af ESA’erne.

ESA’ernes vejledende udtalelse har til formål at give afklaring på bestemte områder herunder bl.a. i relation til rapportering om de vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer (PAI-rapportering), rapportering på produktniveau og om ”do not significantly harm” (DNSH)-kravet til bæredygtige investeringer.

ESMA’s supervisory briefing om bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsoplysninger

ESMA offentliggjorde den 31. maj 2022 en supervisory briefing, som er rettet mod de nationale tilsynsmyndigheder og giver offentligheden indblik i myndighedernes tilgang og forventninger på udvalgte områder.

Udover bl.a. at give eksempler på god og dårlig praksis for så vidt angår navngivning af investeringsfonde indeholder ESMA’s ”supervisory briefing” bl.a. følgende budskaber:

  • Produkter skal alene give oplysninger om miljømæssige og sociale karakteristika, når disse er bindende for forvalteren i investeringsbeslutningsprocessen.
  • De miljømæssige og/eller sociale karakteristika og mål, som der gives oplysninger om, skal være tydeligt beskrevet og tilstrækkeligt forklaret i et bilag, der skal vedlægges de prækontraktuelle dokumenter.
  • Når oplysningsforpligtelser på produkter omfattet af SFDR eller taksonomiforordningen gøres tilgængelige for investorer, skal dette ske under henvisning til, hvilke artikler i de respektive forordninger, som oplysningerne gøres tilgængelige i henhold til. Artikelhenvisningen skal dog ikke benyttes på en måde, så den får karakter af et ”label”.
  • De bæredygtighedsmål eller karakteristika, der skal inkluderes i fondsdokumentationen for hhv. produkter der oplyser i henhold til artikel 8 eller artikel 9, skal være tydeligt identificeret, og der bør ikke gøres brug af vagt sprog.

ESMA’s ”supervisory briefing” vedrører både kravene i SFDR, der har fundet anvendelse siden 10. marts 2021, og kravene i EU-Kommissionens delegerede retsakt til SFDR, som finder anvendelse fra 1. januar 2023.