Pas på de lånte fjer – forvaltere af alternative investeringsfonde er misvisende i deres information

”Under løbende tilsyn af Finanstilsynet”, ”godkendt af Finanstilsynet” eller ”med tilladelse fra Finanstilsynet”. Mange forvaltere af alternative investeringsfonde markedsfører deres produkter med indtryk af et ’kvalitetsstempel’ fra Finanstilsynet. Men alt for ofte får potentielle investorer et fejlagtigt indtryk af, at deres investering er bedre beskyttet end den reelt er.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Investorer skal være særligt opmærksomme, inden de investerer i en alternativ investeringsfond (AIF). Reglerne for AIF’er er som udgangspunkt tiltænkt professionelle og institutionelle investorer, og derfor er AIF’er ofte komplekse, risikofyldte og med begrænset investorbeskyttelse. 
Men i de senere år er antallet af AIF’er, der bliver markedsført til private investorer steget markant. Derfor har Finanstilsynet nu undersøgt, hvordan forvalterne af de alternative investeringsfonde oplyser potentielle investorer om investorbeskyttelsesregler og tilsynet med fondene. Og resultatet er ikke opløftende:
”Vi kan desværre konstatere, at forvalterne af de alternative investeringsfonde i mange tilfælde giver misvisende information til deres potentielle kunder,” siger Sean Hove, underdirektør i Finanstilsynet. 

Registreret eller under tilsyn

Når AIF’er kun markedsføres til private investorer, der investerer mere end 750.000 kr., kan forvalterne ofte nøjes med en registrering hos Finanstilsynet i stedet for en tilladelse. Der gælder ingen investorbeskyttende regler i den finansielle lovgivning for disse forvaltere, og Finanstilsynet fører ikke tilsyn med dem.

Den misvisende information opstår, når forvalterne i deres markedsføringsmateriale fremstår som om, deres virksomhed er under tilsyn af Finanstilsynet. 

”Vores undersøgelse viser, at en del registrerede forvaltere giver indtryk af, at investorerne er omfattet af en særlig investorbeskyttelse, hvor Finanstilsynet fører tilsyn med forvalterens og dens fonde. Men det gør Finanstilsynet ikke, når forvalteren kun er registreret,”, forklarer Sean Hove.

Forvaltere med tilladelse, der markedsfører AIF’er til private investorer, oplyser generelt korrekt om dette. Investorerne skal dog være opmærksom på, at investorbeskyttelsen er begrænset og lavere end i eksempelvis pengeinstitutter.

Derfor er det særligt vigtigt, at investorer, der overvejer at investere i alternative investeringsfonde, selv sætter sig grundigt ind i produktet og overvejer om de kan og vil tage risikoen.

Læs hele advarslen.