Syv bud på styrket bekæmpelse af hvidvask

Bedre værktøjer til kundekendskab, øget adgang til myndighedsdata og deling af risikoflag mellem finansielle institutter. Det er nogle af forslagene i Finanstilsynets nye rapport, hvor tilsynet kommer med en række eksempler på, hvordan hvidvaskbekæmpelsen gennem øget kundekendskab kan blive endnu bedre. Forslagene bliver nu sendt i høring.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Rapporten præsenterer syv initiativer, som Finanstilsynet vurderer har et betydeligt potentiale til at understøtte mere effektive kundekendskabsprocedurer hos virksomheder og personer forpligtet af hvidvaskloven. Initiativerne er: 

  • Understøtte sektorens arbejde med at etablere fælles delt infrastruktur til at gennemføre kundekendskabsprocedurer (såkaldte KYC-utilities) gennem dialog og stillingstagen til hvordan kravene i hvidvaskloven kan efterleves i en sådan infrastruktur
  • Etablering af mekanisme til validering af virksomhedsdata i CVR
  • Brug af MitID-løsningen til verificering af identiteter
  • Etablering af digital løsning i offentligt regi til gennemførsel af PEP-screeninger
  • Sektorfælles samarbejde ift. identificering af generaliserede scenarier ifm. transaktionsovervågning
  • Øget adgang til myndighedernes data
  • Deling af risikoflag mellem forpligtede enheder

Den gennemgående overvejelse i rapporten er, hvordan samarbejdet mellem myndigheder og sektoren kan forbedres på hvidvaskområdet, særligt ved øget brug af teknologi. Finanstilsynets fokus har derfor især været på, i hvilket omfang den tilgængelige digitale infrastruktur i Danmark i dag kan udnyttes bedre, samt hvilke muligheder der er for at udvide infrastrukturen. 

”Vi har alle en interesse i, at bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering bliver så effektiv som muligt. Dette kræver også, at vi giver de virksomheder, der er frontlinjen i denne kamp, de rigtige værktøjer”, siger Finanstilsynets vicedirektør Rikke-Louise Ørum Petersen, der har ansvar for hvidvaskbekæmpelse.

Øget brug af teknologi på hvidvaskområdet kommer dog både med fordele og ulemper. Rapporten retter derfor også fokus på de nødvendige afvejninger ved de forskellige initiativer, hvor især den øgede effektivitet overfor persondatahensyn er centralt. 

Rapporten er udarbejdet af Finanstilsynet på baggrund af den politiske aftale ’Styrkelsen af indsatsen mod finansiel kriminalitet’ som et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2019. Det fremgår heraf, at Finanstilsynets skal understøtte den finansielle sektor med at opbygge fælles infrastruktur, der kan styrke virksomhedernes processer for kundekendskab. 

Finanstilsynet har i udarbejdelsen af rapporten fået input fra en række myndigheder og repræsentanter fra den finansielle sektor for at sikre, at alle relevante aspekter er blevet behandlet. Med høringen ønsker vi at få endnu flere input, som kan inddrages i det videre arbejde med rapportens initiativer.

Det skal bemærkes, at rapporten ikke behandler tiltag i forhold til en fælles transaktionsovervågning, da der pågår et projekt i regi af Erhvervsministeriet på dette område.

Yderligere information