Undersøgelse af fondsmæglerselskabers risikovurdering på hvidvaskområdet

Finanstilsynet foretog i fjerde kvartal 2020 en tværgående undersøgelse af en række fondsmæglerselskabers risikovurdering på hvidvaskområdet.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Sammenfatning

Undersøgelsen omfattede ti fondsmæglerselskabers risikovurderinger. Den havde til formål at undersøge, om fondsmæglerselskaberne lever op til § 7, stk. 1, i hvidvaskloven, der kræver, at den enkelte virksomhed udarbejder en risikovurdering, som identificerer og vurderer risikoen for, at virksomheden kan blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme.

Undersøgelsen viste, at kvaliteten og omfanget af risikovurderingerne varierer. Flere fondsmæglerselskaber har ikke udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, som afspejler de risici, som virksomhederne er udsat for. Omvendt er der også virksomheder, der har en god risikovurdering.

Finanstilsynet vurderer generelt, at fondsmæglerselskaber i Danmark set under ét har en forholdsvis lav risiko for at blive brugt til hvidvask eller terrorfinansiering. Det betyder dog ikke, at virksomhederne ikke skal være opmærksomme og sørge for at afdække risici.

Finanstilsynets undersøgelse har resulteret i, at syv fondsmæglerselskaber har fået påbud om at revidere deres risikovurdering på hvidvaskområdet. En virksomhed blev gjort opmærksom på de konstaterede mangler i risikovurderingen, idet der ikke var anledning til at give et påbud. 

Hvorfor er en risikovurdering vigtig?

Risikovurderingen skal skabe overblik over og forståelse for virksomhedens iboende risici for, at virksomheden kan bruges til hvidvask eller finansiering af terrorisme. De iboende risici følger af virksomhedens forretningsmodel og den afhænger bl.a. af virksomhedens produkter og kundetyper og de markeder, som virksomheden opererer på. Risikovurderingen danner grundlag for, at ledelsen i den enkelte virksomhed kan indrette og styre virksomheden skal indrettes og styres for at begrænse risiciene. 

Hvad er konsekvensen af en utilstrækkelig risikovurdering?

Risikovurderingen danner således konkret grundlag for, hvilke politikker virksomheden skal udarbejde på hvidvaskområdet. Politikkerne skal indeholde en identifikation, vurdering og afgrænsning af virksomhedens risikofaktorer som konklusion på virksomhedens risikovurdering. De skal bl.a. indeholde overordnede beslutninger om, hvordan virksomheden organisatorisk skal indrettes, hvordan forretningsgange skal udformes, og hvilke kontroller der skal være i virksomheden. Konsekvensen af en utilstrækkelig risikovurdering kan være, at en virksomhed ikke får truffet de nødvendige eller korrekte beslutninger om, hvordan den skal indrettes for at undgå, at den kan bruges til hvidvask eller finansiering af terrorisme. 

Hvad har Finanstilsynet fokuseret på?

Finanstilsynet har ved gennemgangen af fondsmæglerselskabernes risikovurderinger fokuseret på følgende områder:

  • Hvorvidt virksomheden i tilstrækkelig grad har identificeret de risikofaktorer, der som minimum skal indgå i en risikovurdering efter § 7, stk. 1, i hvidvaskloven,
  • hvorvidt virksomheden i tilstrækkelig grad har identificeret og vurderet den iboende risiko for at blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme,
  • hvorvidt virksomheden i tilstrækkelig grad har afdækket virksomhedens risiko separat for hvidvask og finansiering af terrorisme, og 
  • hvorvidt virksomheden i tilstrækkelig grad har underbygget risikovurderingen med relevante oplysninger og taget udgangspunkt i den supranationale og nationale risikovurdering, samt andre former for dokumentation på området. 

Hvad viste Finanstilsynets undersøgelse?

Finanstilsynet har konstateret, at fondsmæglerselskaberne i deres risikovurderinger i et vist omfang har identificeret de risikofaktorer, der som minimum skal indgå i en risikovurdering efter § 7, stk. 1, i hvidvaskloven.

Finanstilsynet har samtidig konstateret, at virksomhederne på nogle områder ikke lever op til lovgivningen. Det drejer sig særligt om følgende:

  • De fleste virksomheder har ikke i tilstrækkelig omfang afdækket deres risici særskilt for henholdsvis hvidvask og finansiering af terrorisme. Finanstilsynet konstaterer især, at risikoen for at blive brugt til finansiering af terrorisme ikke er afdækket tilstrækkeligt. Dette øger i særlig grad risikoen for, at virksomhederne kan blive brugt til terrorfinansiering.
  • En række virksomheder har ikke i tilstrækkelig grad underbygget risikovurderingen med relevante oplysninger og de ikke har taget udgangspunkt i den supranationale og nationale risikovurdering eller anden dokumentation på området. Herved er der en risiko for, at der er væsentlige oplysninger, som virksomhederne ikke får indarbejdet i risikovurderingen.

Hvad vil Finanstilsynet gøre?

Finanstilsynet har i denne omgang udelukkende undersøgt virksomhedernes risikovurderinger på hvidvaskområdet. Det har dermed ikke indgået i undersøgelsen, om politikker mv. lever op til kravene i lovgivningen. Den nærmere undersøgelse af politikkerne på hvidvaskområdet og andre forhold vil ske i forbindelse med det løbende tilsyn med virksomhederne.

Som følge af undersøgelsens resultater vil Finanstilsynet fortsat have fokus på, om virksomhedernes risikovurderinger på hvidvaskområdet lever op til kravene.

Finanstilsynet vil fortsat fokusere på at vejlede og orientere virksomhederne om vigtigheden af at have en god risikovurdering. 

Hvis du vil vide mere

Lovgivning på hvidvaskområdet

Love, bekendtgørelser, direktiver mv. relateret til hvidvask

Hjemmesiden indeholder også links til en række andre nyttige informationer, som virksomhederne kan bruge i deres arbejde.

Finanstilsynets vejledning til hvidvaskloven

Finanstilsynet har for nylig revideret vejledningen til hvidvaskloven. Vejledningens formål er at støtte virksomhederne i deres arbejde med at leve op til lovgivningen og dermed undgå at blive brugt til hvidvask og terrorfinansiering.

Læs vejledningen.