Statistik for korte positioner i danske aktier, medio marts 2020

I forbindelse med den seneste tids udsving på aktiemarkedet har Finanstilsynet oplevet et øget fokus på shortselling. På den baggrund har Finanstilsynet lavet en opgørelse af korte nettopositioner medio marts. Opgørelsen viser, at omfanget af shortselling er nogenlunde uændret i forhold til tidligere.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

Den 16. marts 2020 var der 36 danske aktier med betydelige korte nettopositioner (dvs. over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital) og dermed to mere i forhold til udgangen af februar. Pandora var medio marts den mest shortede danske aktie og ISS den næstmest shortede, jf. tabellen nedenfor.

 

De seneste uger har Finanstilsynet generelt modtaget flere daglige indberetninger end normalt. Der er dog både tale om forøgelser og reduktioner, og der ses ikke en generel stigning i de akkumulerede korte nettopositioner. Det afspejler sig også på top 10 listen, hvor der ses stigninger i NKT, Bavarian Nordic og ISS, mens der omvendt er fald i Bang & Olufsen, Ambu og FLSmidth & Co.

 

”Indberetningerne viser en øget aktivitet i de korte positioner svarende til det høje aktivitetsniveau i markedet generelt, men det samlede niveau er uændret”, siger underdirektør Anders Balling.

 

 

Baggrund

Finanstilsynet offentliggør primo hver måned en oversigt over de daglige korte nettopositioner i danske aktier. Det sker i en pressemeddelelse og to tabeller. Den ene tabel opgør de samlede korte nettopositioner i danske aktier, mens den anden tabel angiver de positionsindehavere, som har en kort position over 0,5 pct. af den udstedte aktiekapital i et selskab. Se tabellerne her.

Tabellerne er baseret på de indberetninger, som Finanstilsynet skal modtage efter reglerne i shortsellingforordningen. Hidtil er det kun korte nettopositioner over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital, der har skullet indberettes til Finanstilsynet. Korte nettopositioner under 0,2 pct. indgår derfor ikke i opgørelsen, og de korte nettopositioner kan derfor godt være højere end angivet i tabellerne. Gældende fra den 16. marts 2020 er det blevet besluttet på europæisk plan midlertidigt at sænke indberetningsgrænsen til 0,1 pct. De nye indberetninger vil indgå i de fremadrettede opgørelser.

Bemærk at der kan være indberettet fejlbehæftede korte nettopositioner, og at statistikken derfor kan blive revideret løbende.