Finanstilsynet politianmelder Ekspres Bank for ikke at efterkomme Finanstilsynets påbud om kreditværdighedsvurdering

Finanstilsynet har den 18. december 2020 politianmeldt Ekspres Bank A/S. Finanstilsynet vurderer, at Ekspres Bank ikke har efterkommet Finanstilsynets påbud af 20. juni 2019 om at foretage kreditværdighedsvurderinger i overensstemmelse med kreditaftaleloven.

Kontakt

Kontorchef

Ulla Brøns Petersen
+45 33 55 82 43
ubp@ftnet.dk

Finanstilsynet har politianmeldt Ekspres Bank for at have fortsat med at yde lån på under 75.000 kr. til forbrugere uden at foretage en tilstrækkelig kreditværdighedsvurdering på trods af påbud fra Finanstilsynet herom. Derfor har Finanstilsynet nu anmodet Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) om at indlede en politimæssig efterforskning.

Opfølgning af påbud fra juni 2019

Finanstilsynet påbød den 20. juni 2019 Ekspres Bank at foretage en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed forud for indgåelsen af låneaftaler.

Kreditværdighedsvurdering af forbrugere er et fokusområde for Finanstilsynet 

Finanstilsynet fører tilsyn med, at udlånsvirksomhederne overholder kreditaftaleloven. Finanstilsynets tidligere undersøgelser har vist mangler hos nogle udlånsvirksomheder, hvilket førte til flere påbud blandt andet til Ekspres Bank. 

”Finanstilsynet har tidligere indskærpet, at det er virksomhedernes ansvar at sikre, at virksomhederne kun yder lån, som låntagerne er i stand til at betale tilbage. Forbrugeren skal ikke kunne optage lån, som tynger privatøkonomien mere, end den kan bære. Derfor er det en hjørnesten i den finansielle forbrugerbeskyttelse, at udlånsvirksomhedernes indhenter fyldestgørende oplysninger om kunden og foretager en vurdering af kundens kreditværdighed, før virksomheden enten yder et lån eller giver et afslag,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor. 

Sagen har været forelagt Finanstilsynets bestyrelse.