Stop for forsikringer fra Husejernes Forsikring Assurance Agentur

Forsikringsselskabet Gable Insurance har af myndighederne i Lichtenstein fået forbud mod at tegne nye forsikringer. I Danmark er selskabet repræsenteret af forsikringsagenturet Husejernes Forsikring Assurance Agentur, der blandt andet udbyder ejerskifteforsikringer.

Kontakt

Kommunikationschef

Søren Møller Christensen
+45 33 55 82 99
smc@ftnet.dk

Gable Insurance har oplyst, at det er ved at omstrukturere selskabet. Myndighederne i Lichtenstein har meddelt selskabet, at det ikke længere må tegne nye forsikringer.

Finanstilsynet har gennem længere tid været i kontakt med myndighederne i Lichtenstein for at få en afklaring af situationen omkring Gable Insurance. På baggrund af oplysningerne fra Lichtenstein har Finanstilsynet været i dialog med Husejernes Forsikring Assurance Agentur, der er stoppet med at give nye forsikringstilbud og har tilbagekaldt allerede udsendte tilbud.

Finanstilsynet vil fortsat følge sagen nøje med henblik på at sikre, at forbrugere, der har modtaget et forsikringstilbud, bliver oplyst om, at tilbuddet ikke længere er gældende.

 

Finanstilsynet opfordrer alle forbrugere, der har modtaget et forsikringstilbud fra selskabet, til at finde et alternativ.