Orientering om indberetninger af statistik om drift og misbrug af betalingstjenester

Lov om betalinger indeholder i § 127, stk. 3, en forpligtelse for udbydere af betalingstjenester til minimum en gang årligt at indberette statistik om drift og misbrug af betalingstjenester. Her finder du information om proceduren for indberetninger til Finanstilsynet.

Lov om betalinger indeholder i § 127, stk. 3, en forpligtelse for udbydere af betalingstjenester til minimum en gang årligt at indberette statistik om drift og misbrug af betalingstjenester. Bestemmelsen gennemfører artikel 96, stk. 6, i PSD2.

I forlængelse af artikel 96, stk. 6, i PSD2 har den europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) fastsat retningslinjer om indberetningskrav for data om svig. Retningslinjerne finder anvendelse for udbydere af betalingstjenester undtagen kontooplysningstjenesteudbydere, og fastsætter hvilke data, der skal indberettes til Finanstilsynet. Retningslinjerne fastsætter derudover en forpligtelse for Finanstilsynet til at aggregere de nationale data og videreformidle dem til EBA og den europæiske centralbank (ECB). Retningslinjerne er implementeret i bekendtgørelse nr. 1259 af 28. november 2019 om udbydere af betalingstjenesters indberetning af statistik om drift og misbrug af betalingstjenester 

EBA’s retningslinjer trådte i kraft den 1. januar 2019.

 

Hvilke udbydere skal indberette?

Alle udbydere af betalingstjenester omfattet af bilag 1, i lov om betalinger, undtagen udbydere af kontooplysningstjenester, jf. nr. 8 i bilag 1, i lov om betalinger.

 

Hvilke oplysninger skal indberettes?

EBA’s retningslinjer indeholder en række skemaer, der angiver hvilke oplysninger, der skal indberettes. Disse kan findes i bilag 2 til retningslinjerne. Oplysningerne, der skal indberettes, omfatter bl.a. antallet og værdien af gennemførte betalingstransaktioner, fordelt på type af transaktioner og om der er tale om indenlandske eller grænseoverskridende betalingstransaktioner. Derudover skal oplysningerne belyse omfanget af svigagtige betalingstransaktioner. Værdierne bør indberettes i DKK i Danmark.

 

Hvornår skal indberetningerne foretages? – pengeinstitutter, e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter

Det fremgår af EBA’s retningslinjer, at betalingstjenesteudbydere skal foretage indberetning hver sjette måned. Det vil sige, at de første indberetninger skal dække perioden 1. januar 2019 – 30. juni 2019 og skal indsendes til Finanstilsynet senest den 1. oktober 2019. Den anden indberetning skal dække perioden 1. juli 2019 – 31. december 2019 og skal indsendes til Finanstilsynet senest den 1. april 2020.

 

Finanstilsynet skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at der i et tidligere udkast til EBA’s retningslinjer var der lagt op til, at indberetningerne skulle foretages kvartalsvis. I forbindelse med at retningslinjerne blev endelig vedtaget, blev hyppigheden af indberetningerne ændret fra kvartalsvis til halvårligt.

 

Hvornår skal indberetningerne foretages? – særregel for udbydere med begrænset tilladelse

Det fremgår af EBA’s retningslinjer, at udbydere, der har en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller udbydere, der har en begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, kun skal indberette data på årsbasis med udspecificering i to perioder af seks måneder. Det vil sige, at for disse udbydere skal den første indberetning dækker hele 2019 med en udspecificering i to perioder på hhv. 1. januar 2018 – 30. juni 2019 og 1. juli 2019 – 31. december 2019. Indberetningen skal være indsendt til Finanstilsynet senest den 1. april 2020.