Generelt om Benchmarkforordningen

Denne artikel er relevant for dig, hvis du stiller eller administrerer et benchmark, eller hvis du som tilsynsbelagt enhed benytter et benchmark. I så fald bliver du nemlig berørt af Benchmarkforordningen.

Hvad er et benchmark?

 

Et benchmark er et indeks, der bruges som reference til at:

  • fastlægge betalinger i henhold til finansielle instrumenter eller kontrakter
  • fastlægge værdien af finansielle instrumenter
  • måle de økonomiske resultater i en investeringsfond.

 

Referencerenterne CIBOR og CITA er eksempler på danske rentebenchmarks. De bliver bl.a. brugt til at bestemme rentebetalingerne på lån.

 

Banker bruger benchmarks i vid udstrækning. De har stor betydning for de finansielle markeder og samfundsøkonomien. Også den enkelte investor, virksomhed og husholdning kan have indtægter eller udgifter, som afhænger af benchmarks.

 

Nye regler for benchmarks

Fra den 1. januar 2018 fandt Benchmarkforordningen (BMR) anvendelse. Formålet er at sikre nøjagtigheden og integriteten af benchmarks og processen for at fastsætte dem. Reglerne skal også modvirke manipulation og manglende tillid til benchmarks.

 

BMR blev bl.a. indført som reaktion på LIBOR- og EURIBOR-skandalerne, som var en række omfattende sager om manipulation og interessekonflikter.

 

Det primære fokus i BMR er regulering af administratorerne. Administrator får nogle tilsynslignende opgaver over for stiller. Derudover øges kravene til stillere og administrator af rentebenchmarks.

 

Der er fortsat en række benchmarks, som forordningen ikke omfatter. Det gælder bl.a. benchmarks fra offentlige myndigheder, centralbanker, pressen, medier mv., små råvareindeks og små indeksproducenter, som ikke er bekendt med eller med rimelighed kunne vide, at deres indeks blev benyttet som benchmark.

 

Finanstilsynet har en række sanktionsmuligheder ved manglende overholdelse af BMR. Sanktionerne kan gælde både bruger, stiller og administrator, og de omfatter bl.a. påbud, bøder og konfiskering af fortjeneste og tilladelse.

 

Læs mere om benchmarks og BMR her.

 

Hvilke konsekvenser får Benchmarkforordningen?

Forordningen betyder fælles europæiske krav til både stiller, tilsynsbelagt bruger og administrator. Formålet er at sikre funktionsdygtigheden på det indre marked og en høj grad af forbruger- og investorbeskyttelse.

 

Det betyder helt overordnet, at:

  • tilsynsbelagte brugere kun må benytte visse benchmarks

  • stillere underlægges kontrol og et adfærdskodeks fra administrator

  • administrator bliver underlagt krav om metodologi og kontrol.

 

Læs mere om Benchmarkforordningens krav her.

 

BMR kategoriserer et benchmark som enten:

  • kritisk

  • væsentligt

  • ikkevæsentligt.

 

Benchmarks bliver desuden opdelt i:

  • rentebenchmarks

  • databenchmarks

  • råvarebenchmarks

  • øvrige benchmarks.

 

Reguleringen af det enkelte benchmark afhænger af flere forhold. F.eks. er reguleringen af de såkaldt kritiske benchmarks mere omfattende end reguleringen af de væsentlige og ikkevæsentlige benchmarks.

 

Læs mere om de forskellige regelsæt og kategorier her.

 

Læs mere om definitioner, regler og forpligtigelser under Benchmarkforordningen her.

 

Implementeringen af BMR omfatter en overgangsperiode fra 2018 til 2020. I denne periode er visse benchmarks, stillere og udbydere underlagt lempeligere regler.

 

Reglerne for overgangsperioden kan du læse om her.