Her kan du klage

Hvis du har et problem med en finansiel virksomhed, hører Finanstilsynets forbrugerkontor gerne fra dig, men du skal klage hos et ankenævn.

Finanstilsynets er ikke den rette myndighed til at behandle en klagesag. Nedenfor kan du finde en oversigt over klagemulighederne.

 

Før du klager 

Inden du klager over en finansiel virksomhed, bør du som det første forsøge at finde en løsning hos den virksomhed, som du er utilfreds med. Dette kræver ankenævnene, inden de vil behandle din klage.

Alle finansielle virksomheder, som har kontakt med private kunder, skal udpege en klageansvarlig. Det skal fremgå af virksomhedens hjemmeside, hvordan private kunder kan klage.

 

Klagemuligheder over forskellige virksomhedstyper

 

Børsmæglerselskab

Hvis du vil klage over en konkret tvist med et børsmæglerselskab, skal du gå til Pengeinstitutankenævnet.

Pengeinstitutankenævnet behandler klager over danske pengeinstitutter og deres datterselskaber i Danmark, fx børsmæglerselskaber, finansieringsselskaber m.v., som ikke har deres eget klagenævn.

 

Fondsmæglerselskab

Hvis du vil klage over en konkret tvist med et fondsmæglerselskab, skal du gå til Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber.

 

Forsikringsformidler (herunder forsikringsmæglere)

Hvis du vil klage over en konkret tvist med en forsikringsformidler, skal du gå til domstolene.

Der findes ikke et ankenævn, der behandler klager over forsikringsmæglere. Hvis du vil have afgjort en konkret tvist med en forsikringsmægler, skal du anlægge sagen ved retten i den retskreds, hvor forsikringsmægleren bor. Find den rette retskreds på domstol.dk.

 

Forsikringsselskab (herunder forsikringsagenter)

Hvis du vil klage over en konkret tvist med et forsikringsselskab, skal du gå til Ankenævnet for forsikring.  

 

Investeringsforening, hedgeforening mv.

Hvis du vil klage over en konkret tvist med en investeringsfond, skal du gå til Ankenævnet for investeringsfonde.

 

Pengeinstitut, andelskasse, sparekasse mv. 

Hvis du vil klage over en konkret tvist med en bank, skal du gå til Pengeinstitutankenævnet.

Ankenævnet behandler ikke klager over danske pengeinstitutters datterselskaber, der er et realkreditselskab eller et forsikringsselskab, idet der for realkreditinstitutter og forsikringsselskaber er etableret særskilte ankenævn. Klager over disse virksomheder bliver behandlet ved henholdsvis Realkreditankenævnet eller Ankenævnet for Forsikring.

 

Pensionskasse

Hvis du vil klage over en konkret tvist med et pensionsselskab, skal du gå til Ankenævnet for forsikring.

Ankenævnet for forsikring behandler også klager over pensionsselskaber.

 

Realkreditinstitut

Hvis du vil klage over en konkret tvist med et realkreditinstitut, skal du gå til Realkreditankenævnet.

 

Ikke-finansiel virksomhed

Hvis du vil klage over en konkret tvist med en finansiel virksomheder, der drejer som om andre områder end finansiel lovgivning, for eksempel markedsføring og generel forbrugerbeskyttelse, skal du gå til Center for Klageløsning.