Markedsudviklingen i 2001 for pengeinstitutter

Konklusioner

• Årets resultat før skat det højeste i mange år (i nominelle termer)
• Resultatfremgangen er hovedsagelig sket i gruppe 1
• Kapitalgrundlaget i pengeinstitutterne er reduceret set over en længere periode
• Kraftig stigning i nye tab og hensættelser (værdinedskrivninger på udlån)
• Tilbageførte tab og hensættelser (værdiopskrivninger på udlån) er samtidig aftagende
• Stigning i antal institutter med underskud henholdsvis antal institutter med egenkapitalforrentning lavere end en risikofri rente
• Udlånsvæksten finansieres i stigende grad ved andet end indlån - dvs. især mere kortfristet gæld til kreditinstitutter, hvilket øger refinansieringsrisiko
• Udlånsvæksten fortsat høj på det indenlandske marked og især på erhvervskunder

1. Årsregnskaber 2001

Resultat før skat er samlet set for pengeinstitutter i gruppe 1-3 [1] steget 1,8 mia.kr. (10 %) i 2001, fra 17,8 mia.kr. året før til 19,6 mia.kr. i 2001. Det er i nominelle termer det hidtil højeste resultat siden 1985. Af tabel 1 herunder ses, at resultatfremgangen hovedsagelig er sket i gruppe 1. Værdinedskrivningerne på udlån og garantier (netto tab og hensættelser) er steget kraftigt - især i gruppe 1, men fra et lavt niveau. Personale- og administrationsomkostninger er samlet set faldet - for første gang set over en længere periode. Af tabel 1 ses, at personale- og adm. omkostninger er faldet i gruppe 1, men steget i både gruppe 2 og 3.

Tabel 1
Resultat før skat mv. fordelt på grupper, 2000-2001

Indtjeningen i relative termer målt ved egenkapitalforrentning før skat viser en stigning i forrentningen i gruppe 1 og et fald i forrentningen i de mellemstore og mindre pengeinstitutter i gruppe 2 og 3, jf. tabel 2 herunder.

Tabel 2
Egenkapitalforrentning fordelt på grupper, 1999-2001

Ved vurdering af egenkapitalforrentningen skal det tages med i betragtning, at egenkapitalen i de mindre pengeinstitutter er relativt større, hvormed det alt andet lige er vanskeligere at forrente denne. Dette kan belyses ved nøgletallet "egenkapitalens gearing", jf. tabel 3 herunder, der viser udlån sat i forhold til egenkapitalen. Jo større gearing des mindre egenkapital relativt set. Dette kan i nogen udstrækning bidrage til at forklare niveauforskelle i egenkapitalforrentning mellem grupperne, især mellem gruppe 1 og gruppe 3, men ikke i samme omfang ændringer i egenkapitalforrentning fra år til år, der i højere skyldes den forskellige udvikling i omkostningsstrukturer samt det stigende indtjeningsbidrag fra datterselskaber i de største pengeinstitutter, jf. også afsnit 3 neden for, der belyser udviklingen i de forskellige indtjeningskomponenter.

Tabel 3
Egenkapitalens gearing fordelt på grupper, 1999-2001

Pengeinstitutternes kapitalgrundlag målt ved kernekapitalprocenten er faldet i perioden 1999-2001 i alle grupper, jf. tabel 4 herunder.

Tabel 4
Kernekapitalprocent, 1999-2001

Samlet set for pengeinstitutterne i gruppe 1-3, og set over en længere periode på 5 år, er kernekapitalprocenten ligeledes faldet, målt på koncernniveau, fra 8,23 % i 1997 til 7,52 % i 2001.

En stor del af forklaringen på det reducerede kapitalgrundlag er, at pengeinstitutterne i stigende omfang de senere år har betalt overskud (udbytte) og kapital [2] tilbage til aktionærerne. Af årets resultat efter skat på 14,5 mia.kr. henlægges knap 9 mia.kr. i alt i 2001 til egenkapital og 5,7 mia.kr. anvendes til udbytte. Året før anvendtes 10 mia.kr. som udbytte og 5 mia.kr. blev henlagt til egenkapital. I bilagstabel 2 bagest ses, at nøgletallet udbytte pr. 100 kr. aktie fortsat i 2001 ligger på et forholdsvis højt niveau. Fra 1997 til 2001 er nøgletallet udbytte pr. aktie samlet set mere end fordoblet fra 16 kr. i 1997 til godt 34 kr. pr. 100 kr. aktie i 2001.

2.  Udvikling i indtjening

Hvis man ser på antallet af pengeinstitutter med et negativt resultat før skat, så kan man se en svagt stigende tendens i de senere år, men dog langt fra niveauet i starten af 1990’erne. I figur 1 herunder kan man endvidere følge omfanget af institutter med en egenkapitalforrentning, der er mindre end en risikofri obligationsrente.

Figur 1
Andel institutter med underskud og institutter med egenkapitalforrentning mindre end risikofri rente, 1991-2001

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet

Hvis man ser på antallet af pengeinstitutter med en egenkapitalforrentning, der er mindre end en risikofri obligationsinvestering, så er antallet noget større i forhold til antal institutter med underskud, i hele perioden, og der er en stigende tendens i de senere år. I 2001 havde 17 pengeinstitutter blandt 98 pengeinstitutter i gruppe 1-3 (17,4 %) en egenkapitalforrentning under en risikofri obligationsrente. De 17 institutter repræsenterede en markedsandel målt på balance på 1,6 % blandt de 98 institutter i gruppe 1-3.

3.  Udviklingen i resultatopgørelsens komponenter

I tabel 5 herunder er resultatopgørelsens poster i perioden 1997 samt 2000-2001, dvs. set over 5 år, fordelt på indtægtskomponenter og omkostningskomponenter, og endvidere fordelt på de enkelte grupper.

Tabel 5
Resultatopgørelsens komponenter fordelt på grupper, 1995-2001

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet

På indtægtssiden ses, at de største pengeinstitutter (gruppe 1) henter en relativt mindre del af indtægterne i form af nettorenteindtægter sammenlignet med gruppe 2 og 3. Dog er forskellen mindsket, især til de mindre institutter (gruppe 3). Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at de mindre institutter i 2001 henter en betydeligt større del af indtægterne fra nettogebyrindtægter end for 5 år siden. I forhold til de mellemstore og mindre institutter i gruppe 2 og 3, får gruppe 1 et betydeligt større og stigende indtjeningsbidrag fra kapitalandele i associerede og tilknyttede selskaber, dvs. hovedsagelig fra indtjening i datterselskaber, der har forsikrings- og realkreditdrift.

På omkostningssiden ses, at personale- og administrationsomkostninger ligger på et højere niveau i gruppe 2 og 3 sammenlignet med gruppe 1. Det samme gælder tab og hensættelser på debitorer. Endelig kan man se, at indtjeningen forholdsmæssig er højest i gruppe 1 og lavest i gruppe 2.

Figur 2 herunder illustrerer betydningen af kursreguleringsposterne for pengeinstitutternes resultat.

Figur 2
Udviklingen i resultat før skat og resultat før skat korrigeret for kursregulering af værdipapirbeholdninger og kapitalandele, gruppe 1-3, 1997-2001

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet
Tabelanmærkning: Det korrigerede resultat før skat ser bort fra kursregulering af værdipapirbeholdninger og kursregulering af kapitalinteresser. Det betyder, at indtægter består af nettorente- og gebyrindtægter, andre ordinære indtægter samt kursregulering af valuta. Omkostninger består af personale- og adm. omkostninger, andre ordinære udgifter, af- og nedskrivninger af immaterielle og materielle anlægsaktiver samt tab og hensættelser på debitorer. Årets netto tab og hensættelser på debitorer er medtaget under omkostninger ud fra den betragtning, at tab og hensættelser på kunder vil være forventede omkostninger på lige fod med andre omkostninger ved almindelig pengeinstitutdrift. Det skal endvidere bemærkes, at beregningen ved udskillelse af indtjeningskomponenter relateret til almindelig pengeinstitutdrift rettelig ikke korrigerer alle poster fuldt ud, f.eks. den del af nettorente- og gebyrindtægter, der relaterer sig til indtægter fra værdipapirbeholdninger.

Ser man på væksten i institutternes indtjening eksklusive påvirkninger fra kursreguleringer af fonds og kapitalandele er denne i perioden 1997-2001 knap 1 procentpoint mindre p.a. end udviklingen i det samlede resultat før skat.

4.  Bruttobevægelser i tab og hensættelser

De udgiftsførte tab og hensættelser (værdinedskrivninger) i resultatopgørelsen er et nettotal, hvor tilbageførte tab og hensættelser fra tidligere år (værdiopskrivninger) modregnes i årets nye tab og hensættelser. Figur 3 herunder viser de bagvedliggende bruttobevægelser i perioden 1995-2001.

Figur 3
Tab og hensættelser (værdinedskrivninger på udlån), bruttobevægelser, 1995-2001

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet

Det ses, at der fortsat nyhensættes i et stigende omfang. Nye tab og hensættelser beløb sig til 13,4 mia.kr. i 2001 mod 11,7 mia.kr. året før. Hvor man tidligere har set, at værdiopskrivninger på tidligere nedskrevne udlån i stor udstrækning kunne opveje stigende værdinedskrivninger på andre udlån, så er dette "tilbageløb" tilsyneladende ved at falde i betydning. I 2001 tilbageførte pengeinstitutterne for 8,2 mia.kr. Det skal i den forbindelse bemærkes, at ca. 0,5 mia.kr. ekstraordinært er tilbageført vedrørende afslutningen på Varde Bank-sagen. Samlet set resulterer disse bruttobevægelser i netto tab og hensættelser på 5 mia.kr. i 2001, imod 3 mia.kr. i 2000. I forhold til de udestående udlån og garantier udgør årets netto tab og hensættelser 0,37 % i 2001, imod 0,29 % året før. I 1992, hvor netto tab og hensættelser var højest, udgjorde de til sammenligning 2,6 % af udlån og garantier.

5.  Udlån fordelt på indland og udland

I tabel 6 herunder er vist fordelingen af udlån og udlånsvækst på henholdsvis valutaindlændinge og valutaudlændinge. Opgørelsen, der endvidere er fordelt på sektorer, er baseret på danske pengeinstitutters indenlandske såvel som udenlandske enheder (både filialer og datterbanker)

Tabel 6
Udlån fordelt på valutaudlændinge og valutaindlændinge, 2000-2001

Kilde: Danmarks Nationalbank, månedsindberetninger.
Tabelanmærkning: Det skal bemærkes, at især udviklingen i udlån i udenlandske enheder (og dermed udlån til valutaudlændinge) kan være påvirket af strukturelle og organisatoriske omlægninger specielt i forbindelse med fusioner, f.eks. i forbindelse med etableringen af bankkoncernen Nordea, der består af tidligere danske Unibank (nu Nordea Danmark), finske Merita Bank, svenske Nordbanken samt norske Christania Bank og Kreditkasse. Det skal endelig bemærkes, at når udlånsvæksten i bilagstabel 2 bagest i artiklen er beregnet til 7,2 % imod 4,9 % i tabel 6 oven for, så skyldes det, at opgørelsen oven for inkluderer samtlige af pengeinstitutternes udenlandske enheder, dvs. både filialer og datterbanker.

Det ses af tabel 6, at opgjort på denne måde er den største andel af udlånene ydet til udenlandske erhvervskunder. Udlånene til dette segment har dog været stagnerende. Det fremgå af tabellen, at der har været den største udlånsvækst på det indenlandske marked med en vækst på næsten 8 %, og især på indenlandske erhvervskunder med en vækst på godt 10 %. Udlån til offentlig forvaltning og service er steget kraftigt, men dog fra et noget lavere udgangspunkt.

I nedenstående 2 figurer (4 og 5) er udlån til henholdsvis valutaudlændinge og valutaindlændinge vist, fordelt på offentlig forvaltning og service, husholdninger samt erhverv.

Figur 4
Udlån til valutaudlændinge, 2000-2001

Figur 5
Udlån til valutaindlændinge, 2000-2001

Såfremt man supplerer ovennævnte opgørelser over udlån fordelt på valutaindlændinge og valutaudlændinge med opgørelser af markedsandele på udlån, så får man tillige et mere præcist billede af de danske pengeinstitutters markedsandele på det "danske marked", idet opgørelsen dermed tager hensyn til, at de største danske pengeinstitutter har et betydeligt udlån uden for Danmark.

6.  Udviklingen i balancestruktur og udvalgte balanceposter

Forskellen mellem indlån og udlån blev til et indlånsunderskud allerede i 2000, og denne udvikling fortsatte i 2001, jf. figur 6 herunder, der viser udviklingen i udvalgte balanceposter i perioden 1991-2001, herunder tillige forskellen mellem gæld til kreditinstitutter og tilgodehavender hos kreditinstitutter (i figuren benævnt "nettogæld til kreditinstitutter").

Figur 6
Udviklingen i udvalgte balanceposter, 1991-2001

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet

Det ses, at hvor pengeinstitutterne i perioden 1992-2000 samlet set havde et indlånsoverskud, så er dette nu forvandlet til et indlånsunderskud på 32 mia.kr. i 2001. Indlån er en billigere finansieringskilde end f.eks. kortfristede interbanklån (gæld til kreditinstitutter), og i den samme periode er nettogæld til kreditinstitutter, dvs. hovedsagelig nettogæld til udenlandske kreditinstitutter, steget fra 51 mia.kr. i 1993 til 221 mia.kr. i 2001. Den stigende finansiering af udlånsvækst med kortfristede lån i kreditinstitutter betyder samtidig en større refinansieringsrisiko for pengeinstitutterne.

For fuldstændighedens skyld er også pengeinstitutternes udstedte obligationer medtaget i tabellen. Det ses, at denne finansieringskilde er steget betydeligt i de senere år. Det er imidlertid alene de største institutter, der benytter sig af denne finansieringskilde.

Hvis man ser på udviklingen i pengeinstitutternes udlån og garantidebitorer i perioden 1993-2001, så kan man se, at væksten har været størst på erhverv, jf. figur 7 herunder.

Figur 7
Udvikling i udlån og garantidebitorer fordelt på sektorer, 1993-2001

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet

Siden 1993 er udlån og garantier på erhvervssiden steget 125 %, udlån og garantier til husholdninger er steget 119 % og udlån til offentlige debitorer er steget 92 %.

Appendiks

Tabel 1
Pengeinstitutternes årsregnskaber, 1997-2001

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet

Tabel 2
Pengeinstitutternes nøgletal, 1997-2001 

Kilde: Indberetninger til Finanstilsynet
Tabelanmærkning: Nøgletallene er beregnet på grundlag af de institutter, der eksisterede i 2001, herunder sammenligningstal for disse institutter. Dette i modsætning til bilagstabel 1, der indeholder årsregnskabstal for samtlige de pengeinstitutter, der eksisterende i de enkelte regnskabsår. Det skal endvidere til koncernnøgletallene bemærkes, at stigningen i udlånsvækst i 2000 bl.a. skyldes fusionen af Danske Bank og RealDanmark.

Udgivet af Finanstilsynet maj 2002
Elektronisk version ved medialogic