Markedsudviklingen i 1999 for pengeinstitutter

• Resultat før skat er steget lidt
• Netto rente- og gebyrindtægter er steget
• Årets udgiftsførte tab og hensættelser på debitorer er faldet svagt, men fortsat store bruttobevægelser (nye hensættelser)
• Nettokursregulering af værdipapirer og valuta er vokset
• Udgifter til personale og administration er steget
• Udlån er fortsat stigende, væksten i udlån til valutaindlændinge er dog aftaget, hvorimod der er sket en kraftig vækst i udlån til valutaudlændinge

Resultatopgørelserne

Samlet set er pengeinstitutternes resultat for 1999 præget af øget indtjening på renter og gebyrer og øget positiv kursregulering, der stammer fra aktier og valuta. På udgiftssiden er der fortsat et lavt niveau for udgiftsførte (netto) tab og hensættelser på debitorer. I modsat retning trækker stigningen i omkostninger til personale og administration, der er fortsat i 1999, jf. tabel 1.

Resultat før skat
For pengeinstitutterne som helhed er det samlede resultat før skat på 14,3 mia. kr. mod 14,0 mia. kr. i 1998, hvilket er en stigning på 2% og samtidig det bedste resultat (nominelt) i de seneste 5 år. For resultatet efter skat er der derimod tale om et lille fald, hvilket primært afspejler en øget skattebetaling blandt de store pengeinstitutter.

Det stigende resultat før skat for sektoren som helhed dækker over en stigning på 6 % for gruppe 1-institutterne, hvorimod både gruppe 2- og gruppe 3-institutterne har oplevet et fald i resultatet med henholdsvis 8 og 17 %.

Relateres resultatet til udviklingen i egenkapitalen (i form af nøgletallet egenkapitalforrentning, jf. nedenfor) kan man for pengeinstitutterne som helhed iagttage et fald i 1999 både sammenholdt med 1998 og set over de seneste 5 år. Udviklingen i 21 nøgletal for pengeinstitutter i perioden 1995-1999 vises særskilt i tabel 3.

Netto rente- og gebyrindtægter
Institutternes nettorenteindtægter er steget med 3 % i 1999. Samtidig med en stadig stigning i nettogebyrindtægterne medfører dette en samlet stigning i nettorente- og gebyrindtægter på 6 % fra 38,5 mia. kr. til 40,6 mia. kr. i 1999.

Det ses af tabellen, at gebyrindtægter udgør en stigende andel af de samlede nettorente- og gebyrindtægter. Af de samlede nettorente- og gebyrindtægter stammer således 26 % af disse i 1999 fra nettogebyrindtægter, mens andelen i 1995 udgjorde 18 %.

1) Hovedtallene fra resultatopgørelse og balance dækker instituttal (ikke koncerntal) for pengeinstitutterne i gruppe 1-3, dvs. pengeinstitutter med en arbejdende kapital på over 250 mio.kr. (arbejdende kapital: summen af indlån, udstedte obligationer mv., efterstillede kapitalindskud og egenkapital). De 97 gruppe 1-3 pengeinstitutter i 1999 tegner sig for ca. 99 % af den samlede balancesum i danske pengeinstitutter. Den samlede udvikling vil i teksten alene omfatte udviklingen i gruppe 1-3 pengeinstitutterne. Grupperne er låst fast tilbage i tid.
Gruppe 1 består af pengeinstitutter med en arbejdende kapital på mindst 25 mia. kr. Gruppe 1 indeholder de 5 største pengeinstitutter.
Gruppe 2 består af pengeinstitutter med en arbejdende kapital mellem 3 mia. kr. og 25 mia. kr. Gruppe 2 indeholder de 16 næststørste pengeinstitutter.
Gruppe 3 består af de resterende pengeinstitutter med en arbejdende kapital over 250 millioner kroner. Gruppe 3 indeholder i 1999 76 institutter.

Kursregulering af værdipapirer og valuta
De samlede kursgevinster er i 1999 på 1,8 mia. kr. mod 1,0 mia. kr. i 1998. Resultatet i 1999 dækker over gevinster på aktier (3,8 mia.kr.) og forholdsvis store tab på obligationsbeholdninger (3,1 mia.kr. på obligationer og afledte finansielle instrumenter samlet set). Tab på obligationsbeholdninger skal ses i lys af rentestigningen i 2. halvår af 1999.

Det kan tilføjes, at det udelukkende er gruppe 1 (institutterne samlet set), der har haft gevinst på de samlede kursreguleringer i 1999, mens både gruppe 2 og 3 (institutterne samlet set) har oplevet tab. Dette afspejler bl.a. de mindre institutters relativt større beholdninger af obligationer i forhold til deres samlede værdipapirbeholdninger.

Tab og hensættelser
Udgiftsførte tab og hensættelser (nedskrivninger) på pengeinstitutternes udlån og garantidebitorer faldt i 1999 med 100 mio.kr. til 2,6 mia.kr. Niveauet er historisk lavt, såvel i absolutte som relative tal. I forhold til udlån og garantier udgør årets tab og hensættelser 0,27 %. Fokuseres alene på udgiftsførte tab og hensættelser (dvs. driftspåvirkningen i resultatopgørelsen), fremstår det, som om der i dag hensættes meget lidt til fremtidige tab på udlån og garantier under de nuværende gode konjunkturer. Man bør imidlertid være opmærksom på, at de udgiftsførte tab og hensættelser i resultatopgørelsen er nettotal. Tilbageførte hensættelser (opskrivninger) fra tidligere år modregnes således i årets nye tab og hensættelser. I figur 1 er vist både nettotallet fra resultatopgørelsen og bruttobevægelserne i form af årets nye hensættelser samt tilbageførte hensættelser.

Nye hensættelser på udlån og garantier er i modsætning til de udgiftførte tab og hensættelser steget siden 1995. Fra 8,7 mia.kr. i 1995 til 10,3 mia.kr. i 1999. I forhold til udlån og garantier udgør nye hensættelser 1,4 % i 1995 og 1,0 % i 1999. Dette skal ses i lys af de gunstige økonomiske konjunkturer i samme periode, jf. figur 2 nedenfor. Indtjeningen (nominelt) har været stigende og pengeinstitutterne har i den samme periode haft en høj indenlandsk udlånsvækst.

Opgørelsen viser, at der selv i en periode med relativt gunstige økonomiske konjunkturer nyhensættes til tab på udlån og garantier i et ikke ubetydeligt omfang. Endvidere indikerer opgørelsen, at det i stort omfang er tilbageførsler af tidligere hensættelser (opskrivninger af tidligere nedskrevne udlån), der giver billedet af et historisk lavt niveau for tab og hensættelser på kunder.

I figur 2 ovenfor er vist den indenlandske udlånsvækst i perioden 1992 til 1999. I perioden 1992-1994 faldt udlånsmassen. Historisk set er perioder med høj udlånsvækst med en vis forsinkelse blevet efterfulgt af stigende tab og hensættelser både absolut og relativt. Risikoen er, at udlånsvæksten fører til, at pengeinstitutterne får dårlige udlån på bøgerne gennem at slække på kravet til kreditkvaliteten. Det er ikke muligt at drage entydige konklusioner af denne sammenhæng på den aktuelle udvikling med det foreliggende datagrundlag. Det ville fordre oplysninger om udviklingen i de årlige nye hensættelser over en længere periode, f.eks. fra perioden før konjunkturudviklingen vender i 1993, og i perioden 1990-1994 foreligger alene tal for nettohensættelser. Under alle omstændigheder kan det konstateres, at spændet mellem udgiftsførte tab og hensættelser og faktiske nye hensættelser (nedskrivninger) på de udestående udlån og garantier er ganske stort. I en vis udstrækning vil et vist spænd være udtryk for en naturlig udvikling, henset til at konjunkturerne rent faktisk i den belyste periode er blevet bedre. På hensættelsestidpunktet kan det være vanskeligt at vurdere den eksakte tabsrisiko og nedskrivningsreglerne, der - bortset fra statistiske hensættelser - tager udgangspunkt i en gennemgang af de enkelte engagementer, kan føre til en vis samlet overvurdering af tabsrisikoen, hvis konjunkturudviklingen efterfølgende forbedres.

Personale og administrationsudgifter
Udgifterne til personale og administration er steget med 9% fra 26,5 mia. kr. i 1998 til 28,8 mia. kr. i 1999. Herunder kan nævnes at lønudgifterne er steget 8 %, udgifterne til social sikring er steget 9 %, mens øvrige administrationsudgifter er steget 11 %. Udgifterne til personale og administration er de højeste set over de seneste 5 år, en udvikling, der antagelig afspejler øgede omkostninger i forbindelse de store bankers fusioner, ændringer i sammensætning af medarbejderstab samt generelt øgede IT-investeringer.

Balancerne
Pengeinstitutternes samlede balancesum er steget fra 1.445,0 mia. kr. i 1998 til 1.567,0 mia. kr. i 1999, hvilket svarer til en stigning på 8 %.

Udlånsvækst
Pengeinstitutternes udlån, eksklusive udenlandske datterbanker, er i 1999 steget med 13 % mod 6 % i 1998. Pengeinstitutternes udlån fordelt på valutaindlændinge (kunder indenlands) og valutaudlændinge (kunder udenlands) viser imidlertid noget forskellige forløb, jf. figur 3 nedenfor. Fordelingen er inklusive aktiviteter fra danske pengeinstitutters udenlandske enheder, herunder datterbanker.

Kilde: Danmarks Nationalbank

Samlet set er udlånet inklusive alle udenlandske enheder steget med 20 % i 1999. Men bag tallene for den samlede udvikling kan man se, at væksten i udlån til valutaudlændinge er meget svingende. Siden 1996 har væksten på valutaudlændinge ligget på et meget højt niveau kun afbrudt af 1998, hvor udlån til valutaudlændinge faldt knap 9 %. En af forklaringerne herpå kan være krisen på finansmarkederne (genereret af krisen i Sydøstasien) i efteråret 1998. I 1999 steg udlånet til valutaudlændinge med 40 %. I 1996 og 1997 med henholdsvis 32 og 35 %. Faldet i 1998 på kunder udenlands betød, at udlånsvæksten samlet set aftog til en vækst på 5 %. Den aftagende vækst på kunder indenlands indtraf imidlertid først i 1999, fra 13 til 10 %.

I figur 3 ovenfor viser den fast optrukne kurve væksten samlet set. Kurven "knækker" som omtalt i 1998, hvilket kunne forlede til at tro, at væksten i pengeinstitutternes udlån var aftagende. Den stiplede kurve i figuren viser imidlertid, at væksten indenlands fortsætter i 1998 og først aftager i 1999. Man bør således være opmærksom på, at det er den svingende udvikling i udlån til valutaudlændinge (den fast optrukne punktmarkerede kurve), der bevirker de relativt store udsving i det samlede billede over væksten i pengeinstitutternes udlån. Valutaudlændinges andel af pengeinstitutternes samlede udlån, inklusive alle udenlandske enheder, er steget fra godt 32 % i 1998 til knap 38 % i 1999.

Udlån og branchekoncentration på erhverv
Udviklingen i pengeinstitutternes branchefordeling på erhvervsudlån og garantidebitorer er vist i tabel 2 nedenfor.

For hver gruppe er vist den enkelte branches andel af den samlede erhvervsportefølje i 1998 og 1999. Herefter vises erhvervsporteføljens andel af den samlede udlånsportefølje inden for grupperne. På denne måde relateres branchefordelingen på erhverv til den betydning, som erhvervsporteføljen har i den samlede udlånsportefølje. Endelig fremgår gruppernes markedsandele på erhverv. Branchefordelingen er vist for grupperne 1-3.

Enkelte branchekategorier er meget rummelige, f.eks. fremstillingsvirksomhed m.v., der kan indeholde mange forskellige former for industrivirksomhed. Sådanne branchekategorier vil få større betydning alene i kraft af kategoriernes spændvidde.

For at udeholde pengeinstitutternes mellemværender med andre koncerninterne enheder, der driver finansieringsvirksomhed, er opgørelsen foretaget på koncernniveau for de institutter, der ligeledes indberetter branchefordelingen på koncernniveau. Opgørelsen kan dog ikke udeholde koncerninterne mellemværender med forsikringsselskaber, da forsikringsvirksomhed ikke konsolideres direkte med pengeinstitutter. En opgørelse af branchekoncentrationen på institutniveau viser (tabel 2 er på koncernniveau), at de største banker (gruppe 1) har en uforholdsmæssig høj koncentration på andre finansieringsvirksomheder og forsikringsvirksomhed. Koncentrationen inden for denne branche falder betydeligt på koncernniveau, hvor de koncerninterne mellemværender forsvinder. Det skal tilføjes, at brancheopgørelsen ikke alene omfatter fordelingen på det danske marked, men tillige pengeinstitutternes udlån i udenlandske enheder (hovedsagelig gruppe 1).

I og med, at branchefordelingen opgøres på grupper af institutter bliver koncentrationen på brancher lavere, end den er for de enkelte institutter, hvor spredningen tilmed er ganske stor, f.eks. er der pengeinstitutter i gruppe 3 med en meget høj koncentration af erhvervsudlån på en enkelt branche. En forskellig sammensætning af erhvervsporteføljen betyder, at en høj branchekoncentration, hvor f.eks. fremstillingsvirksomhed er det dominerende erhverv kan "udlignes" med et andet institut som ligeledes har en høj branchekoncentration, men hvor det dominerende erhverv er et andet, f.eks. landbrug eller finansieringsvirksomhed.

Branchefordelingen mellem grupperne er meget forskellig. I gruppe 3 er koncentrationen klart højest på landbrug (26 %). I gruppe 2 er branchekoncentrationen størst på ejendomsadministration m.v. (23 %) samt handel m.v. (16 %). Blandt de største banker (gruppe 1) er det fremstillingsvirksomhed m.v. (22 %), der er den dominerende branche. Herefter er det anden finansieringsvirksomhed (20 %).

Det ses, at landbrug m.v. ikke fylder så meget samlet set i pengeinstitutternes udlånsporteføljer (6 %), og at landbrug som nævnt har størst betydning i de mindre pengeinstitutter, dvs. i gruppe 3 (26 %).

Erhvervsporteføljernes andel af de samlede udlånsporteføljer inden for hver gruppe viser, at erhverv er størst i gruppe 1 (66 %) og mindst i gruppe 3 (45 %). Endelig er vist gruppernes markedsandele af sektorens samlede erhvervsudlån. Gruppe 1 har en markedsandel på knap 86 %.

Indlån og udstedelse af obligationer
Indlån er i 1999 vokset fra 695,3 til 750 mia.kr. svarende til en stigning på 8 %.

Pengeinstitutternes udstedelse af obligationer er samtidig steget med 74 % i 1999 fra 54,4 til 94,8 mia.kr. Denne form for kapitalfremskaffelse er i 1999 udeukkende anvendt af gruppe 1, de fem største pegeinstitutter

Ses der isoleret på indlånsoverskuddet, indlån i forhold til udlån, er dette overskud faldet fra 114,7 % i 1998 til 109,3 % i 1999. Ved opgørelsen af det faldende indlånsoverskud er der ikke taget højde for de udstedte obligationer, der som nævnt er steget betydeligt. Dette modsvares dog til en vis grad af de dele af obligationsbeholdningen (erhvervsobligationer) på aktivsiden, der ikke er medregnet som (erhvervs)udlån.

Nøgletal
I tabel 3 nedenfor er vist udviklingen i 21 nøgletal på pengeinstitutter i perioden 1995-1999. I en senere publikation vil Finanstilsynet præsentere og forklare det nye nøgletalssystem for pengeinstitutter nærmere.

Tabel 3

Kilde: Finanstilsynet

Der er en højere indtjening pr. omkostningskrone i gruppe 1 end i gruppe 2 og 3. Nøgletallet er lavest for gruppe 2. Set over 5 år kan man iagttage en stigende tendens for gruppe 1 og en faldende tendens i gruppe 2 og 3. Det største fald er sket i gruppe 3, som i 1995 og 1996 havde en højere indtjening pr. omkostningskrone end gruppe 1.

Ved læsning af nøgletallet skal man være opmærksom på indtjeningssiden foruden nettorente- og gebyrindtægter, andre ordinære indtægter, resultat af kapitalandele i associerede og tilknyttede virksomheder også indeholder kursregulering af værdipapirbeholdninger og valuta. På omkostningssiden indgår foruden udgifter til personale og administration, af- og nedskrivninger på immaterielle og materielle aktiver, andre ordinære udgifter også de udgiftsførte tab og hensættelser på debitorer. Dvs. nøgletallet indeholder alle resultatposter til og med "ordinært resultat før skat".

Der er en højere egenkapitalforrentning før skat i gruppe 1 end i gruppe 2 og 3.

Set over 5 år er egenkapitalforrentningen faldet kraftigt i både gruppe 2 og 3. I gruppe 1 er forrentningen svagt stigende siden 1997.

Resultatet for 1999 forstærker dette billede. Resultat før skat er samlet set for sektoren på sit højeste set over de seneste 5 år. Bagved denne udvikling ses, at resultat før skat i 1999 er faldet i både gruppe 2 og 3. Udviklingen i institutternes egenkapital viser ikke en tilsvarende signifikant forskel.

Solvensprocent, 1995-1999.

Kilde: Finanstilsynet

Solvensprocenten er højest i gruppe 3 og lavest i gruppe 1.

Set over de seneste 5 år viser udviklingen, at solvensprocenten er faldet i alle grupper, men i mindre udstrækning for gruppe 1. Solvensprocenten i gruppe 1 er steget i 1999. Udviklingen skal ses i lys af den høje udlånsvækst i perioden 1995-1999.

Kilde: Finanstilsynet

Resultat pr. aktie er højest i gruppe 1 (88 kr. i 1999) og lavest i gruppe 2 (36 kr. i 1999). Set over 5 år er tendensen klart stigende i gruppe 1 og faldende i gruppe 2 og 3.

Udbytte pr. aktie er højest i gruppe 1 (22 kr. i 1999) og lavest i gruppe 3 (14 kr. i 1999). Set over 5 år er udbyttebetalingen klart stigende i alle grupper. Den største stigning er sket i gruppe 2, men fra et forholdsvis lavt niveau.

Udgivet af Finanstilsynet marts 2000
Elektronisk version ved Netbureauet Araneum