"Udfordringer for de nordiske tilsynsmyndigheder i et integreret
Europa"
Tak for invitationen til at tale på denne konference om den nordiske
finansielle sektor under forandring.
Det er både et spændende og aktuelt emne, som naturligvis også giver
Finanstilsynet anledning til en række strategiske overvejelser. For
Finanstilsynet er det centralt, at tilsynets virksomhed afspejler udviklingen i
den finansielle sektor og vores omverden i øvrigt.
For god ordens skyld gør jeg opmærksom på, at jeg i det følgende tager
udgangspunkt i de danske forhold, som jeg i sagens natur kender bedst. Selv om
de nordiske tilsynsmyndigheder har mange fælles træk har de også
forskelligheder. Mine betragtninger over udfordringerne for
tilsynsmyndighederne i et integreret Europa er derfor nødvendigvis ikke
gældende for de andre tilsynsmyndigheder i Norden.
I det følgende vil jeg indledningsvis kort præsentere Finanstilsynet, vores
virksomhedsgrundlag og samspillet med vores omgivelser. Derefter vil jeg komme
ind på udviklingstræk i den finansielle sektor - den øgede koncentration og
grænseoverskridende virksomhed - og betydningen for nordisk tilsynssamarbejde
samt overvejelser omkring den europæiske tilsynsstruktur.
Jeg vil endvidere berøre udviklingstendenser for tilsynsvirksomhed, hvor mit
budskab er, at der samtidig med en bevægelse i retning af mere ensartet
europæisk tilsyn, er en modsatrettet bevægelse i retning af et mere individuelt
tilsyn.
Et andet emne jeg vil berøre i den forbindelse er informationspolitik, idet
formidling af information - om såvel de finansielle virksomheder under
tilsyn som om tilsynsmyndigheder - kommer til at spille en vigtig rolle
fremover med henblik på at sikre en stabil finansiel sektor, som offentligheden
kan have tillid til.
Jeg vil også komme ind på etableringen af euromarkedet samt den teknologiske
udvikling og betydningen for såvel den finansielle sektor som
tilsynsmyndigheder, hvor mit budskab er, at euromarkedet på den ene side vil
give større europæisk integration samt nye produktstrukturer, men at den
teknologiske udvikling på den anden side også rejser nye krav om overvågning
til tilsynsmyndighederne.
Desuden vil jeg knytte en kommentar til beskæftigelsesudviklingen i den
finansielle sektor i Danmark. Der har i løbet af halvfemserne været en
modsatrettet tendens i forhold til udviklingen i den samlede private sektor.
I forbindelse med mine afsluttende bemærkninger vil jeg komme med en aktuel
kommentar om forholdet mellem monetær - eller valutarisk - stabilitet på den
ene side og finansiel stabilitet på den anden. Mit budskab er at et nej ved
folkeafstemningen indebærer, at vi i Danmark fortsat vil være valutarisk
sårbare og at det øger risikoen for finansiel ustabilitet.
1. Finanstilsynets omgivelser og virksomhedsgrundlag
Finanstilsynet har ansvaret for tilsynet med hele den finansielle sektor,
det vil sige både tilsynet med de finansielle virksomheder og
værdipapirmarkedet. Finanstilsynet er dermed et enhedstilsyn - ligesom
Kredittilsynet i Norge, Finansinspektionen i Sverige og Finanstilsynet i
Island. Blandt de nordiske lande er det kun Finland, der ikke har et
enhedstilsyn. I resten af Europa er enhedstilsynet derimod mindre udbredt.
Ender folkeafstemningen i Danmark med et ja, vil Finanstilsynet blive det
første enhedstilsyn i Euroland.
Økonomiministeren er den øverste politisk ansvarlige i spørgsmål angående
den finansielle sektor, herunder lovforslag og EU-forhandlinger, men
respekterer Finanstilsynets uafhængighed i den daglige virksomhed.
Andre myndigheder er dels udenlandske myndigheder dels andre indenlandske
myndigheder, hvor Finanstilsynet f.eks. har et snævert samarbejde med Danmarks
Nationalbank i spørgsmål der vedrører finansiel stabilitet, men også et
samarbejde med f.eks. konkurrence- og forbrugermyndigheder.
Andre udenlandske myndigheder er først og fremmest andre landes
tilsynsmyndigheder.
Pressen og den øvrige offentlighed er også interessenter, der har betydning
for Finanstilsynets virksomhed. Enkeltsager vil altid være i fokus, og kan
udvikle sig i et samspil mellem pressen og den politiske opposition.
Her er det Finanstilsynets udgangspunkt, at større åbenhed om generelle
forhold i den finansielle sektor, om Finanstilsynets arbejdsvilkår og omkring
tilsynets virksomhedsgrundlag kan føre til mere realistiske forventninger til
Finanstilsynet.
I den forbindelse har Finanstilsynet lagt stor vægt på at gøre det klart for
det politiske system, pressen og den øvrige offentlighed, at Finanstilsynet
ikke kan give garanti for, at ingen finansiel virksomhed bryder sammen, og at
det er ledelsen i den enkelte virksomhed, som har ansvaret for, at virksomheden
drives inden for lovgivningens rammer.>
I lyset af Finanstilsynets omgivelser arbejder Finanstilsynet ud fra
følgende virksomhedsgrundlag:
Finanstilsynet bidrager til, at tilliden til den finansielle sektor bevares
- både i samfundet og hos den enkelte ved:
- At påse, at den finansielle lovgivning overholdes,
- At deltage i udformningen af den finansielle regulering og
- At samle og formidle information om den finansielle sektor
Man kan således sige, at Finanstilsynet arbejder med 3 virksomhedsområder
inden for vort virksomhedsgrundlag:
1) tilsynsvirksomhed,
2) reguleringsvirksomhed og
3) informationsvirksomhed.
Mellem de 3 virksomhedsområder er der et væsentligt samspil. F.eks. vil
erfaringerne med tilsynsvirksomheden give inspiration til den rådgivning om
lovgivningen som Finanstilsynet giver det politiske system og øve indflydelse
på den del af regelsættet, som tilsynet selv fastlægger.
Samtidig kan en hensigtsmæssig regulerings- og informationsvirksomhed
bidrage til at gøre tilsynsvirksomheden mindre ressourcekrævende - uden dog at
kunne erstatte den.
Endelig har de finansielle virksomheder gennem markedsdisciplin selv en
vigtig rolle i at sikre en stabil finansiel sektor som offentligheden kan have
tillid til.
2. Koncentrationsudviklingen i den finansielle sektor på nordisk plan og
udfordringer for nordisk tilsynssamarbejde
I de senere år har man kunnet iagttage en øget koncentration og koncerndannelse
i den finansielle sektor, herunder dannelse af finansielle konglomerater med
selskaber, der driver forskellig former for finansiel virksomhed, f.eks. bank,
forsikring og realkredit. I Danmark drejer det sig om Danske Bank, RealDanmark, Unidanmark og
Nykredit. Tidligere ejede forsikringskoncernen Codan også en mindre bank men
den er nu solgt til SEBanken, som tilgengæld
har solgt skadeforsikringsdelen af sin svenske forsikringskoncern Trygg-Hansa til Codan - som i øvrigt er en del af britiske Royal
Sun and Alliance forsikringskoncern.
Parallelt hermed har vi set en øget grænseoverskridende aktivitet og
koncerndannelse på tværs af landegrænser. Oprindelig fulgte de store banker
deres kunder til udlandet og de oprettede filialer i finansielle centre som
London, New York, Hong Kong, Luxembourg, Singapore
m.v. Men i de senere år har der også været en styrkelse af de
grænseoverskridende etableringer i Norden. Danske Bank har bl.a. erhvervet
Østgøta Enskilda Banken i Sverige og Fokus Bank i
Norge samt åbnet en bankfilial i Finland. Unidanmark
er blevet en del af NBH-koncernen, som er dannet af
den finske Merita-bank og den svenske Nordbanken. Samtidig har NBH-koncernen
tilbudt at overtage den norske Kreditkassen. Til gengæld har hverken
Realdanmark eller Nykredit udvidet deres nordiske etableringer. De svenske
banker SEBanken Foreningssparbanken og Handelsbanken
har også etableret sig i Danmark.
Det har betydet, at definitionen af det traditionelle hjemmemarked gradvist
er under forandring i retning af i højere grad at omfatte det nordiske marked.
Den øgede grænseoverskridende koncerndannelse betyder et større behov for
samarbejde mellem tilsynsmyndigheder. F.eks. med henblik på at lette adgang til oplysninger om udenlandske enheder, men
også for at lette adgang til at foretage undersøgelser på stedet i udenlandske
enheder. Finanstilsynet har den målsætning at kunne være i stand til at
undersøge enhver dansk-ejet enhed i udlandet, hvis
det anses som hensigtsmæssigt.
Samarbejdet mellem myndighederne foregår både to-sidet
og fler-sidet. Udgangspunktet er ofte
samarbejdsaftaler (MoU'er) mellem de berørte
myndigheder. Senest har de nordiske tilsynsmyndigheder i april d.å. indgået en
generel aftale om tilsynet med nordiske finansielle koncerner. På forsikringsområdet
og på værdipapirhandelsområdet i Europa er der indgået fler-sidede
aftaler. Bankområdet er derimod præget af to-sidede
aftaler.
Samarbejdet mellem myndighederne indebærer oftest, at der for hver af de
berørte koncerner udpeges en "leading supervisor",
som skal forestå koordinationen af tilsynsarbejdet. Det er normalt den
myndighed, som har tilsynsansvaret for moderselskabet og dermed ansvaret for
det konsoliderede tilsyn. Det vil f.eks. sige, at det er Finansinspektionen,
som varetager koordinationsopgaven i NBH-koncernen,
da moderselskabet Nordic Baltic
Holding er et svensk selskab.
Den europæiske tilssynsstruktur er under
forandring
Etableringen af den økonomiske og monetære union og indførelsen af den
fælles valuta, euro, har givet anledning til overvejelser om tilstrækkeligheden
af den nuværende struktur for tilsynet med de finansielle virksomheder inden
for EØS-området. Men i virkeligheden er det ikke
alene ØMU'en der sætter spørgsmål ved den nuværende europæiske tilsynsstruktur.
Princippet om hjemlandstilsyn indenfor hele EØS-området
indebærer, at filialer af udenlandske virksomheder ikke er omfattet af
værtslandets tilsyn - bortset fra ufravigelige bestemmelser om "god
skik". Overtræder en udenlandsk filial disse bestemmelser skal
værtslandets tilsynsmyndigheder henvende sig til hjemlandets myndigheder for at
få disse myndigheder til at gribe ind. Det siger sig selv, at hjemlandstilsyn
er nemmere at acceptere, hvis de relevante filialer enten kun er af begrænset
omfang på det finansielle marked i værtslandet eller især henvender sig til
erhvervskunder, hvor kravene til god skik i praksis er mindre.
Set fra virksomhedernes side har etablering af en filial fremfor
et datterselskab i udlandet den klare fordel, at kapitalen kan udnyttes bedre
og at lovgivningens krav - bortset fra på "god
skik-området" er de samme som i hjemlandet.
På den baggrund er der udsigt til at hjemlandstilsynet kommer under øget
pres i de kommende år - ikke mindst fordi de grænseoverskridende finansielle
koncerner i de senere år både har fået langt større betydning for de enkelte
værtslande og i større omfang henvender sig til privatkunderne.
Der har også været sat spørgsmålstegn ved om den nuværende tilsynssstruktur er tilstrækkelig effektiv i forbindelse
med et sammenbrud i en europæisk finansiel koncern. Dels fordi koncernen kan
have en sådan størrelse, at sammenbruddet kan være en trussel mod den
finansielle stabilitet i flere europæiske lande og dels fordi krisestyring på tværs
af landegrænser, der involverer flere landes myndigheder, kan være vanskelig.
Den politiske interesse for at ofre sit lands skatteborgeres midler på at redde
en nødlidende bank, der har hovedparten af sin virksomhed i andre lande, kan
være begrænset. Omvendt vil værtslandets regering ofte hævde, at det ikke er
rimeligt, at de skal bidrage til en kriseløsning, hvis tilsynet med den
nødlidende bank ligger i hjemlandet.
Samtidig må man forvente, at den europæiske centralbank ECB ikke vil
medvirke i en kriseløsning uden, at de involverede nationale myndigheder
stiller de nødvendige garantier for at ECB ikke lider tab p.g.a.
sin deltagelse.
Man kan frygte, at grænseoverskridende finansielle koncerner, der involverer
flere landes tilsynsmyndigheder, indebærer risiko for, at tilsynet med store
finansielle koncerner bliver for overbærende, fordi koncernerne kan spille de
mange involverede tilsynsmyndigheder ud mod hinanden. I praksis har en
tilsynsmyndighed kun meget begrænsede muligheder for at forhindre en udenlandsk
koncern i at omdanne et helejet datterselskab til en
filial, hvis koncernen er utilfreds med reguleringen eller tilsynet i et
værtsland.
Tilsammen har disse forhold betydet, at tilstrækkeligheden af den nuværende
struktur for tilsynet med de finansielle virksomheder inden for EØS-området, er blevet taget op til overvejelse. Senest har
EU's økonomi- og finansministre godkendt en rapport fra den såkaldte Brouwer-gruppe om finansiel stabilitet i Europa.
Konklusionen i rapporten er dog, at der ikke er behov for ændringer i den
nuværende juridiske struktur. Derfor er der heller ikke forslag om en europæisk
tilsynsmyndighed. I stedet er der behov for et stærkere samarbejde mellem alle
de berørte myndigheder: økonomi- og finansministerier, centralbanker og
tilsynsmyndigheder. Formålet med det styrkede samarbejde er ikke mindst at opnå
en øget konvergens af tilsynspraksis - på tværs
af både nationale og sektormæssige grænser.
Øget konvergens kan både opnås gennem en udvidelse af de områder, der er
omfattet af europæisk regulering i form af EU-direktiver eller gennem aftaler
mellem de berørte tilsynsmyndigheder på de områder, hvor de i henhold til
national lovgivning, selv har kompetencen til at fastsætte regler eller
praksis. Begge fremgangsmåder har sine begrænsninger, da der for det første kan
gå en årrække fra EU-Kommisionen beslutter sig for at
fremsætte et direktivforslag til det både er vedtaget og gennemført i national
lovgivning - og for det andet kan være en betydelig forskel på inden for hvilke
områder, de nationale tilsyn har selvstændig kompetence.
Finanstilsynet støtter under alle omstændigheder bestræbelserne på et større
europæisk samarbejde på dette område - og det er mit indtryk, at de øvrige
nordiske tilsynsmyndigheder har den samme holdning. I Danmark har vi besluttet
at yde vores eget bidrag til konvergens af tilsynspraksis ved at afholde en
konference for de europæiske banktilsyn om dette emne i november d.å.
Tilsynsvirksomhed
Samtidig med bevægelsen i retning af mere ensartede europæiske tilsyn er der
en modsat bevægelse i retning af et mere individuelt tilsyn med den enkelte
virksomhed. Den øgede koncerndannelse i den finansielle sektor, herunder
dannelse af finansielle konglomerater med selskaber, der driver forskellig
former for finansiel virksomhed, samt virksomhedernes stigende adgang til
anvendelse af egne interne modeller til opgørelse af solvenskrav, indebærer
således et mere individuelt tilsyn med de finansielle virksomheder og
koncerner.
Hertil kommer, at der f.eks. på bankområdet for tiden pågår overvejelser om
at revidere solvensreglerne. Arbejdet med de nye solvensregler indeholder først
og fremmest nye regler for beregning af kapitalkrav, der bedre afspejler de
risici, som den enkelte bank påtager sig - og herunder overvejelser om
bankernes muligheder for at anvende interne modeller for beregning af
kapitalkrav. Desuden er der forslag om styrkelse af tilsynsprocessen, f.eks. en
adgang for tilsynsmyndigheder til at stille supplerende kapitalkrav.
Tilsammen er det tiltag og ændringer, der peger i retning af et mere
individuelt tilsyn.
Det er imidlertid vigtigt samtidig at gøre klart, at Finanstilsynet ikke
deltager i ledelsen af de finansielle virksomheder og ikke giver anbefalinger
eller henstillinger til enkelte virksomheder. Finanstilsynets opgave er at
påse, at lovgivningen overholdes og at søge at forhindre eventuelle
lovovertrædelser. Det sidste kan ske ved at give ledelsen risikooplysninger,
f.eks. om at virksomheden har en højere risikoprofil end andre virksomheder af
samme art.
Finanstilsynet fører et risikobaseret tilsyn. Det betyder, at tilsynet
prioriterer sin indsats i forhold til de risici, der kan føre til, at den
enkelte finansielle virksomhed skal have sin tilladelse inddraget.
Finanstilsynet kan inddrage en finansiel virksomheds tilladelse på grund af
1) manglende økonomisk styrke,
2) ledelsens manglende egnethed eller hæderlighed og
3) andre grove eller gentagne lovovertrædelser.
Prioriteringen indebærer, at der anvendes relativt færre ressourcer på
tilsynet med de virksomheder, hvor Finanstilsynet vurderer, at der er lav
risiko for, at tilladelsen må inddrages. Af forebyggende grunde holder vi dog
fast ved, at ingen finansiel virksomhed skal vide sig sikker på ikke at blive
undersøgt. Samtidig indebærer vores fokusering på de forhold, der kan give
anledning til at tilladelsen skal inddrages, ikke at vi ser gennem fingre med
andre lovovertrædelser, hvis vi opdager dem. Den eneste forskel er, at vi ikke
bruger den samme tid på at kontrollere, at de ikke er der.
Informationspolitik
Det er en del af Finanstilsynets strategiske grundlag, at de finansielle
markeder gennem markedsdisciplin også selv har en vigtig rolle i at sikre en
stabil finansiel sektor, som offentligheden kan have tillid til.
Det er derfor Finanstilsynets strategiske målsætning, at tilsynet i de
kommende år skal lægge øget vægt på formidling af information om den
finansielle sektor som et middel til at styrke sektoren og tilliden til den.
F.eks. skal Finanstilsynet gennem øget formidling af sammenlignelig information
modvirke de vanskeligheder, kunder og investorer har ved at vurdere
virksomhedernes risikoprofil, og derigennem bidrage til en bedre konkurrence i
sektoren.
Samtidig skal disse oplysninger også give de enkelte ledelser bedre mulighed
for at vurdere deres virksomheders risikoprofil i forhold til andre tilsvarende
virksomheder.
For virksomheder eller koncerner, som i kraft af deres art og størrelse ikke
kan sammenlignes med andre indenlandske virksomheder eller koncerner, skal
tilsynsmyndigheden kunne tage stilling til, om de pågældende virksomheders
risikoprofil afviger fra deres internationale konkurrenters. Det betyder, at
der skal etableres bedre muligheder for "benchmarking".
Forudsætningen for ordentlige sammenligningsmuligheder mellem virksomhederne
kræver imidlertid, at værdiansættelsespricipper
mellem de forskellige virksomhedsarter er
harmoniseret i større grad end tilfældet er i dag. Set i lyset af det stigende
omfang af koncerndannelse, hvor forskellige virksomhedsarter
og forretningsområder - som æbler og pærer - lægges sammen i en finansiel
koncern, vil der være en risiko for, at formidlingen af risikooplysninger ikke
er dækkende.
Derfor er betydningen af øget vægt på harmonisering af
værdiansættelsesprincipper i regnskabsregler baseret på internationalt
anerkendte regnskabsstandarder (IAS) stor. Bestræbelserne på at etablere et
europæisk værdipapirmarked på linie med det amerikanske vil blive meget
vanskelige uden fælles regnskabsregler, som håndhæves på en ensartet måde.
Nu handler informationspolitik ikke kun om information fra de finansielle
virksomheder.
Også tilsynsmyndigheder skal leve op til internationale standarder for
oplysningsforpligtelser.>
Det betyder f.eks., at der skal være større gennemsigtighed - og dermed
større forudsigelighed - med hensyn til, hvad der får Finanstilsynet til at
reagere og stille krav til de finansielle virksomheder under tilsyn.
Dette har vi gjort ved at oplysninger fra Finanstilsynet om tilsynspolitik,
regelgrundlag, principielle afgørelser, oplysninger om de finansielle
virksomheder og om det finansielle marked - indenfor tavshedspligtens rammer -
er blevet offentligt tilgængelige på vores hjemmeside www.ftnet.dk
3. Europæisk koncentration som
følge af Euro samt IT-udviklingen
Etableringen af den økonomiske og monetære union og indførelsen af den
fælles valuta euro har givet anledning til forventninger om en yderligere
koncentration i den europæiske finansielle sektor.
Der er en klar tendens til stigende grænseoverskridende virksomhed og
samarbejde. Ikke alene mellem de finansielle virksomheder på tværs af
landegrænser, men også mellem børser og andre markedsvirksomheder.
Dertil kommer, at etablering af et fælles kapitalmarked i euro har givet
anledning til et større europæisk marked for erhvervsobligationer, og det vil
sige, at både de finansielle virksomheder og deres større erhvervskunder
udenfor den finansielle sektor i stigende grad må forventes at benytte
obligationsudstedelse til kapitalfremskaffelse. Det europæiske værdipapirmarked
vil dermed i stigende grad komme til at ligne det amerikanske.
"Disintermediation" er i den forbindelse
et udtryk for, at større erhvervskunder - i højere grad end i dag - vil
substituere traditionelle banklån med udstedelse af erhvervsobligationer.
I takt med, at gode erhvervskunder i stigende grad vil finansiere deres
aktiviteter gennem obligationsudstedelse på euromarkedet-
fremfor gennem optagelse af banklån, må det samtidig
forventes, at kreditrisikoen på bankernes resterende udlånsmasse stiger.
Obligationsudstedelse med sikkerhed i serier af underliggende udlån, også
kaldet "securitisation", må
- ligesom i USA - tilsvarende forventes af få stigende betydning.
Ved "securitisation" kan banklån danne
grundlag for udstedelse af omsættelige værdipapirer med sikkerhed i de
forventede fremtidige betalingsstrømme fra de underliggende lån - i realiteten
helt på samme måde som i det danske realkreditsystem. Set fra bankernes side
indebærer "securitisation" den fordel, hvis
det er gjort på den "rigtige" måde, at solvenskravene til banken
bliver mindre.
Den teknologiske udvikling
Den teknologiske udvikling og væksten i finansielle ydelser formidlet over
telefon og Internet forventes at betyde strukturelle ændringer for den
finansielle sektor i de kommende år.
Alene det forhold, at etablerings- og driftsomkostninger vil kunne reduceres
betragteligt ved salg af finansielle ydelser over Internettet, må forventes at
betyde ændrede konkurrencevilkår i den finansielle sektor og give nemmere
adgang for nye internetbaserede aktører på det finansielle marked.
Et øget udbud af f.eks. internetbaserede bankydelser og egentlige
internetbaserede finansielle virksomheder vil betyde en større priskonkurrence,
i hvert fald på de mere standardiserede ydelser. Vi har allerede set de første
eksempler herpå.
Flere nordiske banker har endvidere tilkendegivet, at de vil prioritere
udbud af internetbaserede bankydelser på det danske marked højt.
Endelige rejser den teknologiske udvikling også nye krav til overvågning fra
tilsynsmyndigheder, først og fremmest i forhold til de rene internetbaserede
virksomheder. Det gælder især, hvis disse virksomheder er etableret udenfor EØS-området og de i realiteten driver grænseoverskridende
virksomhed ind i EØS-området uden de nødvendige
tilladelser fra de relevante myndigheder.
4. Beskæftigelsesudviklingen
Ved at se på udviklingen i beskæftigelsen i den finansielle sektor i forhold
til udviklingen i den samlede private beskæftigelse, kan man se, at udviklingen
i den finansielle sektor siden konjunkturskiftet i 1993 - går i modsat retning
af udviklingen i beskæftigelsen i den samlede private sektor.
Hvor beskæftigelsen i den samlede private sektor er steget markant siden
1993, så er beskæftigelsen i den finansielle sektor samlet set faldet.
Hvilke forhold kan så forventes at få betydning for
beskæftigelsesudviklingen i den finansielle sektor fremover.
Beskæftigelse og IT-udviklingen
Flere forhold, herunder den teknologiske udvikling og det øgede udbud af
internetbaserede finansielle ydelser, må forventes at betyde, at
standardprodukter med et lavt indhold af rådgivning vil kunne automatiseres.
Denne udvikling vil give et fortsat pres på beskæftigelsen nedad.
På den anden side må der forventes et fortsat og øget behov for individuelle
produkter og rådgivning, især i relation til pensions- og
kapitalforvaltningsprodukter.
Forvaltning af pensionsmidler og anden kapitalforvaltning er
forretningsområder i vækst. I de finansielle virksomheder og koncerner har
pensions- og kapitalforvaltningsområdet derfor også efterhånden udviklet sig
til et af de helt centrale forretningsområder.
Ved siden af en udvikling hen imod mere individuelle produkter, kan man
generelt tale om, at der er brug for nye kompetencer i den finansielle sektor i
forhold til tidligere. Det betyder ikke alene, at IT-udviklingen vil
indebære, at der tilknyttes medarbejdere, der kan håndtere stadigt mere
komplekse opgaver, det betyder også, at der vil blive stillet krav om
hurtig og effektiv omstilling og tilpasning til medarbejdere i organisationer,
der tilsvarende må kunne omstilles og tilpasses hurtigt og effektivt.
5. Afsluttende bemærkninger
I henhold til Finanstilsynets virksomhedsgrundlag bidrager vi bl.a. til en
opretholdelse af samfundets tillid til den finansielle sektor. Det forudsætter,
at sektoren foretager fornuftige - rationelle - investeringsbeslutninger og
ikke misbruger sin økonomiske magt. Hertil kommer, at der fra samfundets side
lægges vægt på opretholdelsen af finansiel stabilitet.
Der findes ingen fast definition af finansiel stabilitet. Det antages
imidlertid ofte, at risikoen for, at et sammenbrud i en finansiel virksomhed
truer den finansielle stabilitet, afhænger af virksomhedens art og størrelse
samt omfanget af forbindelser - herunder koncernforbindelser til den øvrige
finansielle sektor. Pengeinstitutterne vurderes normalt til at have en større
risiko for sammenbrud end andre finansielle virksomheder. Det skyldes, at der
kan foretages stormløb - "runs" - på pengeinstitutterne. Imidlertid
kan sammenbrud på de finansielle markeder - herunder valutamarkedet - også true
den finansielle stabilitet og dermed de enkelte finansielle virksomheder.
De historiske erfaringer viser, at risikoen for sammenbrud på valutamarkedet
er størst i små lande med en åben økonomi, hvor der føres en politik med en
fast - men justerbar valutakurs. Danmark fører for øjeblikket en sådan politik
- og vil også gøre det efter et nej ved folkeafstemningen.
Med et ja vil risikoen for et sammenbrud på valutamarkedet være væsentligt
mindre - da euroen flyder over for bl.a. dollar og yen og der skal betydelig
mere kapital til for at spekulere mod euroen end kronen. Den seneste tid viser
dog, at selv euroen ikke er upåvirkelig af markedskræfterne. Det er ikke rart at
tænke på, hvordan situationen ville være, hvis kronen blev udsat for det samme.
Danmarks aftale med ECB vil være en fordel, hvis en sådan situation opstår.
Men den har også sin pris. For de euro, som vi låner for at finansiere
støtteopkøb af kronen, skal betales tilbage på et tidspunkt, og erfaringen med
støtteopkøb er, at de ikke nødvendigvis har den ønskede effekt. Danmark vil
selvsagt ved at føre den nødvendige økonomiske politik bidrage til at sænke
risikoen for sammenbrud på valutamarkedet - men uanset dette vil sammenbrud
kunne forekomme.
Finansielle sammenbrud - herunder på valutamarkedet - kan på flere måder
sammenlignes med naturkatastrofer. I begge tilfælde er de meget svære at
forudsige, de forekommer med en forholdsvis lille sandsynlighed - men når det
sker, er skaderne meget betydelige.
Det er netop, når naturkatastroferne indtræder, at man for alvor har brug
for at forsikringen dækker. I den forbindelse er det af mindre betydning om de
hyppige småskader er omfattet af forsikringen - eller om de er en del af
selvrisikoen. Selvom det siger sig selv, at når først præmien er betalt er det en fordel, hvis forsikringen
er uden selvrisiko.
I forlængelse heraf mener jeg heller ikke, at man kan nøjes med at se på de
fordele, som et ja ved folkeafstemningen medfører for dansk økonomi under
normale omstændigheder. Man skal også se på den tryghed, som ja'et vil indebære, hvis - eller snarere når - katastrofen
indtræder på et tidspunkt i fremtiden.
Uanset om det bliver ja eller nej ved folkeafstemningen er det dog sikkert,
at der vil være udfordringer nok for de nordiske finanstilsyn i de kommende år.