Tilsynsdiamanten for pengeinstitutter

Tilsynsdiamanten opstiller en række pejlemærker for, hvad der som udgangspunkt anses som pengeinstitutvirksomhed med forhøjet risiko.

Tilsynsdiamanten fastlægger en række særlige risikoområder med angivne grænseværdier, som institutterne som udgangspunkt bør ligge inden for fra ultimo 2012.

De fem grænseværdier er:

  • Summen af store engagementer (mindre end 125 procent af basiskapitalen)
  • Udlånsvækst (mindre end 20 procent om året)
  • Ejendomseksponering (mindre end 25 procent af de samlede udlån)
  • Stabil funding [udlån / arbejdende kapital fratrukket obligationer med en restløbetid under 1 år] (mindre end 1)
  • Likviditetsoverdækning (større end 50 procent)

Grænseværdierne er fastsat, så de på den ene side skal modvirke overdreven risikopåtagning, og på den anden side skal gøre det muligt for sunde pengeinstitutter at drive profitabel bankvirksomhed og yde den nødvendige kredit til virksomheder og husholdninger. Nogle af tilsynsdiamantens risikoområder kan være svære for institutterne at ændre på kort sigt. Finanstilsynet lægger derfor vægt på, at der bliver en indfasning af tilsynsdiamanten frem mod ultimo 2012, hvorefter Finanstilsynet iværksætter en systematisk overvågning på tilsynsdiamantens pejlemærker.

Tilsynsdiamanten blev introduceret ved brev til bestyrelse og direktion for samtlige landets pengeinstitutter i slutningen af juni 2010. Pengeinstitutter, der baseret på indberetningerne pr. ultimo 2009 overskred en eller flere af pejlemærkerne, fik samtidig orientering herom. Tilsynsdiamanten blev justeret i december 2010.


 

Oprettet d.  12.07.2010  og sidst redigeret d.  04.11.2011