Søg
Skal pengeinstituttet oplyse mig om gebyrernes størrelse ved oprettelse af lån? Dit pengeinstitut skal ved skiltning i forretningslokalet oplyse om de årlige omkostninger i procent (ÅOP). Omkostninger er f.eks. både stiftelsesomkostninger og løbende provisioner. Oplysninger om ÅOP skal også stå i eventuelle annoncer.
Endelig skal der skiltes med, hvilke gebyrer pengeinstituttet tager for sine ydelser. Herudover skal forbrugeren før, at denne optager et lån, modtage et oplysningsskema med en række nøgletal for lånet, herunder renten og ÅOP.
Disse oplysninger skal også fremgå af låneaftalen.
Må pengeinstituttet selv bestemme, hvad ydelserne koster? Ja. Der er fri priskonkurrence i Danmark. Pengeinstituttet bestemmer derfor selv, hvad instituttets ydelser skal koste.
Hvis du vil vide mere om pengeinstitutternes priser kan du klikke ind på www.pengepriser.dk
Må pengeinstituttet uden videre forhøje renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag? Aftalen mellem dig og dit pengeinstituttet må ikke indeholde vilkår, som giver instituttet en vilkårlig adgang til at ændre størrelsen af renter m.v. Ændringer af renter m.v. i et løbende kundeforhold, som er til ugunst for dig, kan kun finde sted uden varsel, hvis ændringen er begrundet i udefra kommende forhold, som pengeinstituttet ikke har indflydelse på. Det kan f.eks. være ændringer i det generelle renteniveau.
Kan jeg få et lån i et pengeinstitut? Et pengeinstitut er ikke forpligtet til at låne dig penge. Om pengeinstituttet vil tilbyde dig et lån afhænger af dine økonomiske forhold samt den udlåns- og kreditpolitik, som ledelsen i dit pengeinstitut har fastlagt. Det vil derfor være op til pengeinstituttet at afgøre, hvem instituttet ønsker at låne penge til.
Hvor stort et lån kan jeg få? Både størrelsen og løbetiden på det lån, du kan optage i et pengeinstitut, vil afhænge af dine økonomiske forhold samt den udlåns- og kreditpolitik, som ledelsen i dit pengeinstitut har fastlagt.
Det vil derfor altid være op til pengeinstituttet at vurdere din kreditværdighed og på den baggrund tilbyde dig et lån af en størrelse, som instituttet mener, at du har mulighed for at tilbagebetale indenfor en passende tidshorisont.
Hvor lang tid kan lånet løbe? Både størrelsen og løbetiden på det lån, du kan optage i et pengeinstitut, vil afhænge af dine økonomiske forhold samt den udlåns- og kreditpolitik, som ledelsen i dit pengeinstitut har fastlagt. Det vil derfor altid være op til pengeinstituttet at vurdere din kreditværdighed og på den baggrund tilbyde dig et lån af en størrelse, som instituttet mener, du har mulighed for at tilbagebetale indenfor en passende tidshorisont.
Hvorfor foretager pengeinstituttet en kreditvurdering? Pengeinstituttet vil i forbindelse med en lånesagsbehandling foretage en kreditvurdering.
Ved en kreditvurdering ser pengeinstituttet på dine indtægter og udgifter for at vurdere dine muligheder for at kunne tilbagebetale et lån.
Instituttet ser også på, hvor store værdier og gældsposter du har i forvejen. Har du fx fast ejendom vil pengeinstituttet kunne stille krav om at få pant i ejendommen til sikkerhed for at du tilbagebetaler lånet.
Hvad kan jeg stille som sikkerhed for et lån (pant)? Det er op til pengeinstituttet at vurdere, om instituttet ønsker sikkerhed i forbindelse med ydelse af et lån.
I princippet kan alt af kontantværdi pantsættes.
Det vil derfor afhænge af pengeinstituttets politik, om instituttet ønsker at modtage pant i andre værdier end værdipapirer, faste ejendomme, biler eller forsikringspolicer.
Dit pengeinstitut vil også kunne kræve, at der stilles kaution for et lån.
Hvilke forhold udløser kautionistens forpligtelse? Kaution over for pengeinstitutter er normalt en såkaldt selvskyldnerkaution. Det betyder, at pengeinstituttet kan gå direkte til kautionisten og forlange at han eller hun betaler, hvis låntager holder op med at betale.
En kautionist skal kreditvurderes, før pengeinstituttet kan tage stilling til, om der kan modtages kaution fra den pågældende.
Forbrugerrådet og Finansrådet har sammen udarbejdet en pjece om kaution, som du kan læse på Forbrugerrådets hjemmeside
Findes der kun én form for kaution?
Der findes forskellige former for kaution.
En selvskyldnerkaution indebærer, at pengeinstituttet kan gå direkte til kautionisten og forlange, at pågældende betaler, blot det konstateres, at låntager ikke betaler.
En anden form for kaution er simpel kaution. En simpel kautionist skal først betale, når låntager ikke kan betale, dvs. låntager ingen mulighed har for at betale sin gæld.
Har en kautionist mulighed for at følge med i udviklingen af den fordring, der er kautioneret for? Ja, pengeinstituttet er forpligtet til én gang årligt skriftligt at orientere kautionisten om størrelsen af den gæld, som pågældende kautionerer for.
Har en kautionist i forbrugerforhold stillet kaution for lån ydet af et pengeinstitut, og udebliver låntageren med betaling af hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 3 måneder efter de pågældende ydelsers forfald gives skriftlig meddelelse herom til kautionisten.
Kan jeg indfri en del af/hele mit lån? Du kan som forbruger til enhver tid betale din gæld i henhold til en låneaftale, uanset om lånet er helt eller delvis forfalden. Du har dog ikke efter lovgivningen krav på at kunne indfri lån, der er sikret ved pant i fast ejendom. I praksis er dette dog muligt.
Nogle pengeinstitutter kræver et gebyr. Har du et lån med fast rente, kan pengeinstituttet have betinget sig et yderligere gebyr ved hel eller delvis indfrielse før tid.
Kan pengeinstituttet opsige mit lån? Misligholder du som kunde din aftale med pengeinstituttet ved f.eks. at overtrække kontoen eller ved ikke at betale renter og/eller afdrag, kan pengeinstituttet opsige kontoen og/eller kræve et lån eller en kredit indfriet.
Pengeinstituttet kan derudover opsige din konto, hvis det sker med et rimeligt varsel og en saglig begrundelse.
Oprettet d. 21.09.2010 og sidst redigeret d. 01.11.2011
Vil du vide mere om boliglån?
Læs mere på www.ppp.dk/boliglaan