Søg
Kan jeg blive medlem af en investeringsforening? De fleste investeringsforeninger eller afdelinger er åbne for nye medlemmer.
En investeringsforening eller afdeling ejes af sine medlemmer. Enhver som har købt en andel af foreningen eller afdelingen er medlem af foreningen.
Nogle investeringsforeninger eller afdelinger henvender sig kun til institutionelle (professionelle) investorer eller andre særligt udvalgte investorer. Det kan bl.a. skyldes, at foreningen eller afdelingen skal følge særlige skatteregler.
Skal investeringsforeningen oplyse om omkostninger forbundet med køb af investeringsbeviser? Investeringsforeningen skal oplyse køber om alle omkostninger, som er forbundet med at købe andele i investeringsforeningen. De samlede omkostninger fremgår af nøgletallet ÅOP (årlige omkostninger i procent), som angiver, hvor meget man samlet skal betale for at investere gennem foreningen.
Der er tre forskellige typer af omkostninger, når man investerer i en investeringsforening.
Administrationsomkostningerne vedrører driften af foreningen og dækker blandt andet husleje, lønninger, udgifter til det offentlige m.m. Administrationsomkostningerne kan variere fra forening til forening og fra afdeling til afdeling. Årsagen til at administrationsomkostningerne kan variere er, at det for eksempel er nemmere og enklere at rådgive om og drive en afdeling med danske obligationer end en afdeling med latinamerikanske aktier.
Foreningens handelsomkostninger er udgiften forbundet med at handle værdipapirer.
Medlemmernes handelsomkostninger er medlemmernes udgifter ved at handle beviserne. Der er fx tale om kurtage, som står på notaen fra banken samt afgift til Værdipapircentralen. Udgifterne kan variere fra investeringsforening til investeringsforening.
Må investeringsforeningen uden videre forhøje administrationsomkostningerne? Administrationsomkostningerne skal fremgå af investeringsforeningens eller afdelingens årsrapport og af foreningens vedtægter.
Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om, hvilke omkostninger, der påhviler foreningen samt et maksimum for, hvor stor en andel omkostningerne må udgøre af den højeste formue i regnskabsåret.
Investeringsforeningen kan kun forhøje administrationsomkostningerne ved en vedtægtsændring, som skal vedtages på foreningens generalforsamling.
Hvilke muligheder har man for at sælge de investeringsbeviser, som man har købt? Hvis man forlanger det, skal investeringsforeningen indløse investeringsbeviserne.
Indløsningsprisen udregnes ved at dividere formuens værdi på indløsningstidspunktet med den nominelle værdi af investeringsbeviser.
Prisen på investeringsbeviser bestemmes ud fra den såkaldte indre værdi. Den indre værdi er kursværdien af afdelingens værdipapirer og kontantbeholdning divideret med antallet af udstedte beviser. På den måde afspejler den indre værdi den nøjagtige regnskabsmæssige værdi af et investeringsbevis.
Kursen på investeringsforeningsbeviser følger udsvingene på de værdipapirmarkeder, som investeringsforeningen eller afdelingen har investeret i. Man kan følge den indre værdi af ens investeringsbeviser på foreningernes hjemmesider.Når man køber og sælger investeringsbeviser, ligger kursen altid tæt på den indre værdi.
Udgifterne til salg af værdipapirer og de nødvendige omkostninger ved indløsningen af investeringsbeviserne trækkes fra indløsningsprisen (salgsprisen).
Er min andel sikret, hvis investeringsforeningen går konkurs? Nej, for hvis investeringsforeningen går konkurs, skal foreningen likvideres. De penge, der er tilbage efter en likvidation går først til dækning af foreningens kreditorer. Kun hvis der herefter er penge tilbage, bliver medlemmernes andel indløst i forhold til hvor stor en andel medlemmerne har indskudt.
Oprettet d. 17.09.2010 og sidst redigeret d. 13.12.2011