Søg
Ankenævnet behandler klager over de forsikringsselskaber der er tilsluttet ankenævnet. Klagen skal vedrøre dine egne forsikringer i det indklagede forsikringsselskab.
Nævnet kan også behandle klager over ikke-tilsluttede forsikringsselskaber, såfremt forsikringsselskaberne tiltræder dette.
Klagen skal vedrøre privatlivets forsikringsforhold, dog behandler ankenævnet også klager over motorkøretøjsforsikringer, selvom der er tale om erhvervskøretøjer.
En forbruger, der er sikret eller begunstiget i henhold til en tegnet forsikring, kan også klage over den pågældende forsikring.
Ankenævnet opkræver et gebyr på 150 kr. for behandlingen af en klagesag. Du får gebyret tilbage, hvis du får medhold, din klagen bliver afvist, hvis du selv trækker klagen tilbage eller den bortfalder.
Klagen skal indgives på en særlig klageformular, som du kan finde på ankenævnets hjemmeside. Du kan også få klageformularen ved at ringe til ankenævnet eller gennem dit forsikringsselskab.
Forsikringsoplysningen behandler de klager, der ikke kan behandles i Ankenævnet for Forsikring.
Forsikringsoplysningen behandler derfor hovedsageligt klager over erhvervslivets egne forsikringsforhold, samt klager hvor en skadelidt er utilfreds med den afgørelse, som modpartens forsikringsselskab har truffet.
Klage over modpartens forsikringsselskab kan fx være en klage over, at forsikringsselskabet nægter at udbetale en erstatning.
Forsikringsoplysningen kan ikke træffe egentlige afgørelser i sager, men kan henvende sig til selskabets direktion, hvis de mener, at der er berettiget tvivl om selskabets afgørelse.
Det er gratis at få behandlet sagen ved forsikringsoplysningen.
Klagen skal sendes til Forsikringsoplysningen og du skal angive, hvorfor du mener selskabets afgørelse er forkert. Det vil være en stor hjælp, hvis du sender kopi af brevvekslingen mellem dig og det pågældende selskab.
Oprettet d. 30.03.2007 og sidst redigeret d. 19.07.2010
Du bliver generelt betegnet som forbruger, hvis du handler uden for dit erhverv.
Du er forbruger, når du køber varer eller tjenesteydelser til brug for din husholdning, til dit hjem, til dit personlige forbrug eller til familien.
Hvis du for eksempel tegner almindelige private forsikringer, har en alm. konto, opretter private pensionsordninger osv., er der tale om en forbrugerkøb/aftaler.