Finanstilsynets rolle på forbrugerområdet

Finanstilsynet holder øje med, at finansielle virksomheder - fx banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter - overholder en række regler, som beskytter forbrugernes rettigheder og vilkår.

Reglerne fastlægger rammerne for, hvordan finansielle virksomheder kan behandle deres kunder. Fx følger det af reglerne om ”god skik”, at finansielle virksomheder skal handle redeligt og loyalt overfor deres kunder.

Hvis en finansiel virksomhed har en adfærd, der er i strid med forbrugerreglerne kan Finanstilsynet give virksomheden et påbud om at overholde reglerne ligesom Finanstilsynet kan politianmelde en virksomhed, der overtræder strafbelagte regler, fx reglerne om prisoplysning. Finanstilsynet kan ikke gå ind og afgøre konkrete tvister mellem en finansiel virksomhed og virksomhedens kunder.

Finanstilsynet er samtidig sekretariat for Penge- og Pensionspanelet. Penge- og Pensionspanelet har til formål at fremme forbrugernes viden om og interesse for finansielle emner.

Penge- og Pensionspanelet udarbejder bl.a. letforståelig forbrugerinformation om finansielle emner. Du kan læse forbrugerformation og se undersøgelser fra Penge- og Pensionspanelet på panelets hjemmeside her

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  16.01.2012