Finanstilsynet
English
Job & Karriere
Nyhedscenter
Kontakt
Søg
Regler & Praksis
Indberetning
Tal & Fakta
Temaer
Om os
Dokumentmappe (0)
?
letter
bolt_letter
print
Forside
>
Tal & Fakta
>
Vurderinger af finansielle virksomheder
>
2010
>
Redegørelse om inspektion i Ringkjøbing Landbobank A/S
Statistik, nøgletal og analyser
Virksomheder under tilsyn
Oplysninger for virksomheder
Rapporter
Vurderinger af finansielle virksomheder
2012
2011
2010
Fordelt på virksomhedstyper
Spørgsmål & svar om vurderinger
EU-stresstest
EU-kapitaltest
Redegørelse om inspektion i Ringkjøbing Landbobank A/S
1. Indledning
Finanstilsynet var i april 2010 på inspektion i Ringkjøbing Landbobank A/S.
Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle bankens væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.
Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om penge- og realkreditinstitutters pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af instituttet.
2. Sammenfatning og risikovurdering
På inspektionen gennemgik Finanstilsynet bankens 76 største udlånsengagementer samt en stikprøve på 190 af bankens øvrige udlånsengagementer. Derudover blev samtlige engagementer med bankens direktion og bestyrelse gennemgået.
Finanstilsynet vurderer, at bankens kreditrisiko er relativt lille sammenlignet med andre institutter. Det skyldes, at kunderne har stillet en høj grad af sikkerhed for udlånene, særligt inden for bankens udvalgte forretningsnicher.
Kreditkvaliteten af bankens kunder vurderes imidlertid ikke at være væsentligt anderledes end i andre pengeinstitutter, idet banken også har en række udlån, der udviser svaghedstegn, men hvor der er sikkerheder til afdækning af risiciene.
Banken har opgjort sit individuelle solvensbehov pr. 31. marts 2010 til 6,2 procent. Finanstilsynet vurderer, at opgørelsen tager tilstrækkelig højde for bankens risici. Det individuelle solvensbehov skal dog altid være på mindst 8 procent. Bankens faktiske solvens pr. 31. marts 2010 var 20,5 procent.
Banken har en robust kapitalstyrke i forhold til risikoprofilen, idet kapitalgrundlaget i overvejende grad er egenkapital. Banken har samtidig en relativt høj indtjening, der kan bidrage til at dække tab som følge af en eventuelt negativ udvikling.
Bankens administrative organisation har en række mangler, særligt i forhold til bankens størrelse. Finanstilsynet har imidlertid ikke konstateret, at disse mangler endnu har udmøntet sig i tab for banken. Det skyldes i vidt omfang, at banken har en meget central styring, der til dels kompenserer for manglende eller forældede politikker og forretningsgange.
Banken har i forbindelse med inspektionen fået en række påbud om at opdatere sine politikker og forretningsgange samt den skriftlige rapportering, der sker til bankens bestyrelse. Desuden har banken fået påbud om at forbedre den skriftlige risikovurdering ved indstillinger om bevilling af udlån.
På markedsrisikoområdet har banken ligeledes fået påbud om at forbedre sine procedurer. Bankens profil på markedsrisikoområdet er dog generelt præget af lav risikovillighed.
Oprettet d. 30.06.2010 og sidst redigeret d. 30.06.2010
Tilføj til dokumentmappen
Se også
Bekendtgørelse om finansielle virksomheders og investeringsforeningers m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden og investeringsforeningen m.v. (BEK nr. 1240 af 16/12/2011)