BEK. nr. 1268 af 15. december 1996 § 5 (store engagementer)

Finanstilsynets fortolkning af 13. januar 1998 om modregningsadgang ved engagementsopgørelse.

Et realkreditinstitut har anmodet Finanstilsynet om en afklaring af, hvorvidt instituttet ved engagementsopgørelse skal medtage indlån uden at kunne modregne gæld i forbindelse med køb af værdipapirer, der af styringsmæssige årsager debiteres på en anden konto.

Ifølge det oplyste har realkreditinstituttet af styringsmæssige årsager opdelt konti i banken efter en funktionsbestemt anvendelse. Instituttet fører en pengemarkedskonto vedrørende indfrielser af lån og terminsindbetalinger. Disse midler indgår som tilgodehavende indlån hos kreditinstitutter. Overskydende midler derudover placeres i værdipapirer ved træk på kreditfacilitet over indlånskonto med trækningsret. Realkreditinstituttet kan derved parallelt med et tilgodehavende i banken i form af indfrielser og terminsmidler have gæld i forbindelse med køb af værdipapirer, således trukket på selvstændig kreditfacilitet.

Finanstilsynet meddelte, at der ikke i et tilgodehavende hos et kreditinstitut kan modregnes gæld i samme kreditinstitut, når der er tale om selvstændigt førte konti. Engagementet med det pågældende kreditinstitut skal for de omtalte indlånskonti opgøres brutto i form af de aktuelle tilgodehavender, hvorefter der alene gives fradrag i henhold til regler for særligt sikre krav; jf. § 5 i bekendtgørelse om realkreditinstitutters store engagementer.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  06.06.2009