Lov om finansiel virksomhed § 152 d - overholdelse af lånegrænser

Finanstilsynets afgørelse af 16. juli 2007

Sagsfremstilling

Finanstilsynet er blevet spurgt om, på hvilket tidspunkt lånegrænserne i § 152 d, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed skal være overholdt, når et pengeinstitut yder lån på grundlag af udstedelse af særligt dækkede obligationer. Det er særligt lånegrænsen i § 152 d, stk. 2, om henholdsvis 70 og 75 pct. af ejendommens værdi, der er blevet spurgt til.

Afgørelse og begrundelse

Det fremgår ikke direkte af bestemmelsen, hvornår lånegrænserne skal være overholdt Finanstilsynet har derfor lagt vægt på bemærkningerne til bestemmelsen samt hensynet til at sikre obligationsindehaverne bedst muligt.

Finanstilsynet har svaret, at det er tilsynets vurdering, at lånegrænserne på henholdsvis 70 og 75 pct. af ejendommens værdi alene skal være overholdt på det tidspunkt, hvor lånet indgår i registret som sikkerhed for obligationsudstedelsen.

Begrundelsen for denne afgørelse er, at det blandt andet fremgår af bemærkningerne til § 152 d, stk. 2, at lånegrænserne på henholdsvis 70 og 75 pct. af ejendommens værdi alene skal være overholdt på det tidspunkt, hvor lånet indgår i registret som sikkerhed for obligationsudstedelsen. Det forhold, at bemærkningerne utvetydigt anfører, at lånegrænserne alene (Finanstilsynets kursivering) skal være overholdt på tidspunktet, hvor lånet bliver indlagt i registret, betyder:

• At der ikke er lovkrav om, at lånegrænserne også skal overholdes på låneudmålingstidspunktet (lånetilbudstidspunktet).
• At såfremt lånegrænsen på tidspunktet for lånets indlæggelse i registret er overskredet, kan lånet ikke indlægges i registret, selvom lånegrænsen er overholdt på låneudmålingstidspunktet.
• At lån optaget før den 1.7.2007 kun kan indlægges i registret, såfremt lånegrænsen er overholdt på tidspunktet for indlæggelsen af lånet i registret.
  

Baggrunden er endvidere, at der ved fortolkning af reglerne, skal lægges betydelig vægt på hensynet til at sikre obligationsindehaveren bedst muligt i tilfælde af instituttets konkurs. Et forhold der i den forbindelse er relevant at tage i betragtning er, at uanset at den konkrete lånegrænse er fastsat til 70 eller 75 pct., skal der først stilles supplerende sikkerhed, hvis lånegrænsen på 80 pct., jf. § 152 d, stk. 1, overskrides, jf. bemærkningerne til § 152 d, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Hvis reglerne skulle fortolkes i retning af realkreditlovgivningen, hvorved alle lån, der overholder lånegrænserne på tidspunktet for udmåling, kunne blive overført til registret, uanset om der måtte være tale om en overskridelse af lånegrænsen på 70 eller 75 pct. på indlæggelsestidspunktet, ville sikkerheden for obligationsudstedelsen alt andet lige være mindre, da der ikke skal stilles supplerende sikkerhed i det tilfælde, hvor lånegrænsen overskrides med eksempelvis 9 pct., set i forhold til lånegrænsen på 70 pct., i perioden mellem tidspunktet for udmålingen og tidspunktet for indlæggelsen af lånet i registret. Derved udvandes den sikkerhed, der skal ligge til grund for obligationsudstedelsen, og således også hvad der indeholdes i begrebet særligt dækkede obligationer.

Med Finanstilsynets fortolkning vil der ikke kunne forekomme en sådan overskridelse af lånegrænsen på 9 pct. ved lånets indlæggelse i registret, idet lånegrænsen på 70 pct. skal være overholdt på tidspunktet for lånets indlæggelse. Obligationsindehavernes sikkerhed vil derved være skærpet ved indlæggelse af nye SDO-lån i registret.

Endelig fremgår det af bemærkningerne til § 152 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at lånegrænserne kan overskrides ved konvertering af allerede ydede lån, hvis instituttet stiller supplerende sikkerhed for den del af lånet, der overskrider lånegrænserne. Ved formuleringen "konvertering af allerede ydede lån", skal forstås omlægning af lån, som er ydet på grundlag af udstedelse af særligt dækkede obligationer. Der er således, ved formuleringen af denne bemærkning tænkt på omlægninger inden for SDO-regimet, og ikke på omlægninger af traditionelt finansieret banklån til lån, som er ydet på grundlag af udstedelse af særligt dækkede obligationer.

Hvis det modsatte var tilfældet, ville det kunne give anledning til en konstruktion fra virksomhedernes side, som ikke er forenelig med hensynet til at sikre obligationsindehaverne. Virksomhederne ville i et vist omfang kunne foretage omlægninger af traditionelt finansieret banklån frem for nyudstedelser og dermed først skulle stille supplerende sikkerhed ved en overskridelse af lånegrænsen på 80 pct., hvorved obligationsindehavernes sikkerhed i registret ville blive udvandet. Bemærkningerne til § 152 d, stk. 1, giver således ikke virksomhederne hjemmel til at overskride lånegrænserne ved omlægning af traditionelt finansieret banklån til lån, som er ydet på grundlag af udstedelse af særligt dækkede obligationer.