Lov om banker og sparekasser m.v. § 32 og regnskabsbekendtgørelsens § 72

Lagt på Internettet 8. februar 2001

Finanstilsynets afgørelse om hensættelser

Sagsfremstilling:

Et pengeinstitut (P) havde indgået en aftale med et udenlandsk pengeinstitut (UP) omhandlende en portefølje af P´s store erhvervsengagementer. Aftalen indebar, at UP garanterede for de omhandlede engagementer.

Som led i aftalen stillede P en re-garanti over for UP på ca. 2 % af porteføljen. Re-garantien indebar i praksis, at ved tab på de enkelte engagementer i porteføljen, skulle P bære det fulde tab for op til de ca. 2% af porteføljen, uanset hvilke engagementer, der måtte blive nødlidende. Først herefter kunne P gøre krav gældende mod UP.

P bogførte re-garantien som en garanti. P hensatte samtidig 50% af garantien. Hensættelsen blev begrundet med, at risikoen på re-garantien var en akkumulering af risikoen på den samlede engagementsmasse omfattet af aftalen. Efter det oplyste var risikoen på de enkelte engagementer i porteføljen ikke så stor, at dette berettigede til en hensættelse.

Afgørelse:

Re-garantien var et selvstændigt engagement bogført som en garanti. På dette engagement skulle risikoen for tab vurderes selvstændigt.

P havde vurderet, at den akkumulerede risiko var af en sådan størrelse, at der var en sandsynliggjort risiko for tab på re-garantien.

Tilsynet vurderede, at den akkumulerede risiko var så stor, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte bankens vurdering af, at der var et sandsynliggjort tab. Banken havde fastsat hensættelsen under hensyn til størrelsen af den præmie, som banken skulle betale, såfremt risikoen skulle afdækkes hos tredjemand. Finanstilsynet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at kræve størrelsen af hensættelsen ændret.

Oprettet d. 24.07.2003 og sidst redigeret d. 12.11.2003

Tilføj til dokumentmappen