Lov om forsikringsformidling § 1 og § 3, stk. 1, nr. 2

Finanstilsynets afgørelse af 18. februar 2005 

Sagsfremstilling

Finanstilsynet modtog en forespørgsel fra en faglig hovedorganisation om hvorvidt den rådgivning om og formidling af forsikringer, som udøves af forsikringskonsulenter i lokale centre rundt i landet, er omfattet af lov om forsikringsformidling. De lokale centre, der er organiseret i foreningsform, har udøvet denne aktivitet i en årrække.
 
Finanstilsynet modtog endvidere ansøgninger fra nogle lokale centre om tilladelse til at udøve forsikringsformidling, og ansøgninger fra de enkelte forsikringskonsulenter om tilladelse som ansatte forsikringsmæglere.
 
De lokale centre yder også andre former for service og rådgivning af centrenes medlemmer end rådgivning om forsikring.
 

Afgørelse

Finanstilsynet har vurderet, at den rådgivning om og formidling af forsikringer, som udøves af forsikringskonsulenter i lokale centre, er omfattet af anvendelsesområdet for lov om forsikringsformidling, jf. § 1.
 
Finanstilsynet har endvidere vurderet, at aktiviteten ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 2, idet aktiviteten ikke kan betegnes som lejlighedsvis rådgivning i forbindelse med udøvelsen af anden erhvervsvirksomhed.
 

Begrundelse

Efter § 1, stk. 1 i lov om forsikringsformidling, finder loven anvendelse på erhvervsmæssig formidling af forsikringer, hvorved forstås den aktivitet, der består i mod vederlag at forelægge, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler eller genforsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og opfyldelse af sådanne aftaler, navnlig i skadestilfælde.
 
Finanstilsynets vurderede, at den omhandlede aktivitet udøves på et erhvervsmæssigt grundlag, idet de medlemmer, der ønsker rådgivning, betaler herfor på timebasis til det pågældende lokale center.
 
Finanstilsynet vurderede endvidere, at den omhandlede aktivitet består i at forelægge, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af en forsikringsaftale, jf. § 1, stk. 1.
 
Finanstilsynet lagde herved vægt på, at rådgivningen efter det oplyste, typisk består i et besøg hos kunden, hvor man sammen med denne gennemgår kundens forsikringsbehov. Kunden eller konsulenten indhenter på baggrund af gennemgangen tilbud hos et eller flere forsikringsselskaber, og forsikringskonsulenten bistår oftest i forbindelse med sammenligningen af de indkomne tilbud.
 
Det følger af § 3, stk. 1, nr. 2, at en aktivitet er undtaget fra lovens anvendelsesområde, når en virksomhed kun lejlighedsvis rådgiver om forsikring i forbindelse med udøvelse af anden erhvervsvirksomhed, når hovedformålet med rådgivningen ikke er at bistå kunden med at forelægge, foreslå, indgå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af en forsikringsaftale.
 
Finanstilsynet vurderede, at aktiviteten ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lov om forsikringsformidling § 3, stk. 1, nr. 2.
 
Finanstilsynet lagde til grund, at hvis forsikringsrådgivningen tilbydes som et fast forretningskoncept og som en del af hovedaktiviteten, falder aktiviteten ind under lovens regulering, idet rådgivningen om forsikringsforhold ikke kan betegnes som "lejlighedsvis". Det er i denne forbindelse uden betydning, om forsikringsrådgivningen kun udøves af få personer og at dette ikke udgør en stor aktivitet i forhold til en virksomheds samlede aktiviteter.
 
Ved vurderingen lagde Finanstilsynet navnlig vægt på, at det måtte anses som stridende med lovens intention, hvis en virksomheds rådgivning om forsikring skulle falde uden for lovens anvendelsesområde, med den begrundelse, at virksomhedens aktiviteter på andre områder end forsikringsrådgivning har et så tilstrækkeligt stort omfang, at forsikringsrådgivningen i den større sammenhæng bliver "lejlighedsvis".
 
I overensstemmelse hermed, vurderede Finanstilsynet, at andet sætningsled i § 3, stk. 1 nr. 2, der lyder: "... når hovedformålet med rådgivningen ikke er..." skal forstås således, at bestemmelsen alene henviser til hovedformålet med den konkrete rådgivningssituation og ikke til hovedformålet med udøvelse af den anden erhvervsvirksomhed i øvrigt.