Lov om forsikringsvirksomhed § 255, stk. 2

LFV § 255, stk. 2:
Ansøgning om dispensation fra LFV § 255, stk. 1, nr. 2 (englemagerbestemmelsen)

Finanstilsynets afgørelse af 12. september 2002

Sagsfremstilling:

Faderen til en stærkt handicappet pige på 6 år ønskede at tegne en livsforsikring på datterens liv hos sit forsikringsselskab. Selskabet ansøgte herefter om dispensation efter LFV § 255, stk. 2.

Det oplystes, at den pågældende familie på grund af datterens handicap modtager en række offentlige tilskud - blandt andet har familien bygget et hus med særlig indretning efter servicelovens § 102, hvilket der gives tilskud til med ca. 10.000 kr. om måneden. Hvis datteren dør, bortfalder disse tilskud, hvilket vil medføre, at familien ikke kan blive boende i huset. Familien består ud over forældrene og den handicappede pige af yderligere to børn.

Afgørelse/Begrundelse:

LFV § 255, stk. 1, nr. 2 bestemmer, at der ikke gyldigt kan indgås livsforsikringaftaler på børn under 8 år. LFV § 255, stk. 2 indeholder en mulighed for Finanstilsynet til at dispensere herfra.

Forbuddet skyldes, at man har villet undgå, at et barns værge tegner en livsforsikring på barnet og derefter ombringer dette. Tidligere kaldte man personer, der påtog sig at ombringe uønskede (nyfødte) børn for "Englemagere", deraf bestemmelsens tilnavn.

Bestemmelsen, der stammer fra 1914, har, som det fremgår af tilnavn etc., sin oprindelse i en helt anden tid - og ansøgninger efter § 255, stk. 2 er også meget sjældne. Af fortilfælde ses således kun at være 4 sager.

Af disse fortilfælde fremgår, at tilsynet i de tilfælde, hvor ønsket om at tegne en forsikring på et barns liv var begrundet i, at barnets død ville betyde en stor økonomisk belastning for familien, er anmodningen om dispensation blevet imødekommet.

I det foreliggende tilfælde ville pigens død betyde, at familien, herunder de to søskende, ikke vil kunne blive boende i huset og måske heller ikke kunne beholde bil m.v. Da dette må anses som en konkret, rimelig begrundelse for at fravige hovedreglen i LFV § 255, stk. 1, nr. 2 blev ansøgning om dispensation derfor imødekommet.

Dermed blev den linie, som de få tidligere afgørelser har lagt, opretholdt.