Søg
Finanstilsynet har politianmeldt Fodboldselskabet A/S under konkurs for at have overtrådt reglerne for udarbejdelse af prospekter ved offentligt udbud i § 44, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.
Finanstilsynet har ved beslutningen om at politianmelde Fodboldselskabet A/S under konkurs lagt vægt på, at selskabet i perioden november – december 2010 foretog offentligt udbud af op til 1.000 stk. aktier á nominelt kr. 1.000 til kurs 100 til en samlet værdi af kr. 1.000.000 uden at få godkendt og offentliggjort et prospekt. Udbuddet var rettet mod de eksisterende aktionærer ligesom Selskabet benyttede sin hjemmeside til at udbrede oplysninger om udbuddet. Ved at lade oplysninger om udbuddet være tilgængeligt på hjemmesiden, er det Finanstilsynets vurdering, at der er rettet henvendelse til en ubegrænset kreds af personer. Desuden er det tillagt betydning, at der i udbudsperioden blev tegnet aktier, tegningsbeløb blev indbetalt og selskabet disponerede over indbetalte tegningsbeløb.
Formålet med Finanstilsynet godkendelse af et prospekt er at sikre, at potentielle investorer får de oplysninger, der anses for at være fornødne for, at investorerne kan danne sig et velbegrundet skøn over udstederens aktiver og passiver, finansielle stilling, resultater og fremtidsudsigter og over de rettigheder, der er knyttet til aktierne, der udbydes til offentligheden.
Finanstilsynet har ved beslutningen om politianmeldelsen lagt vægt på, at Fodboldselskabet A/S under konkurs har foretaget et offentligt udbud til over 100 fysiske eller juridiske personer med udbudsmateriale, der ikke var godkendt og offentliggjort i henhold til reglerne herfor, Selskabet har modtaget tegningsbeløb med intention om at gennemføre udbuddet, idet tegningsbeløbene er blevet anvendt i Selskabets drift, inden kapitalforhøjelsen var tilendebragt, og annulleringen af emissionen skete alene på baggrund af, at udbuddet var foretaget i et forkert selskab.
Oprettet d. 02.02.2012 og sidst redigeret d. 02.02.2012
Beslutninger omfatter visse påtaler, risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.