Søg
Finanstilsynet besluttede den 16. august 2010 at politianmelde Carnegie Bank A/S for mulig overtrædelse af forbuddet mod insiderhandel i medfør af værdipapirhandelslovens § 35, stk. 1 og mulig overtrædelse af forbuddet mod videregivelse af intern viden i medfør af værdipapirlovens § 36. Sagen har været forelagt Fondsrådet.
Sagens faktiske omstændigheder er, at en analytiker fra Carnegie Bank A/S den 8. april 2010 forinden Tryg A/S offentliggjorde en selskabsmeddelelse var i kontakt med Tryg A/S IR-afdeling, hvorefter Carnegie Bank A/S til adskillige kunder udsendte en e-mail, hvoraf det fremgik, at: ”We just spoke with TrygVesta Head of IR regarding the Q1 claims levels and understood that due to significant market uncertainty the company has decided to soon send out a release with more precise data”.
Tryg A/S offentliggjorde dagen efter selskabsmeddelelsen, hvori det fremgik, at Tryg A/S’ ekstraordinære skadeudgifter til vinterskader i 1. kvartal 2010 vurderedes til 700 mio. DKK.
Samme dag, hvor e-mailen blev sendt til kunderne havde Carnegie handelsaktivitet i Tryg A/S aktien, omfattende kommissionshandler og en handel som en del af en indeksarbitrage, hvilket efter Finanstilsynets vurdering var en overtrædelse af forbuddet mod insiderhandel.
Oprettet d. 26.09.2011 og sidst redigeret d. 26.09.2011
Beslutninger omfatter visse påtaler, risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.