Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme § 12 - Legitimation af nye og eksisterende kunder

Finanstilsynets fortolkning af 19. februar 2009.

Legitimation af nye og eksisterende kunder

 

For eksisterende kunder

er det et krav, at de af lovens omfattede virksomheder har foretaget legitimation efter bestemmelserne i § 12.

Såfremt en kunde nægter at udlevere den fornødne legitimation, er det efter Finanstilsynets vurdering ikke tilstrækkeligt grundlag for at opsige kundeforholdet.

Såfremt en kunde nægter at udlevere den fornødne legitimation, vil det på den anden side ikke i sig selv indebære, at pengeinstituttet ikke overholder reglerne om legitimation af kunderne. Det kræver dog, at pengeinstituttet kan godtgøre: 

  1. at pengeinstituttet har foretaget alle rimelige foranstaltninger til at indhente oplysningerne fra den konkrete kunde
  2. at kundeforholdet ikke udvides, før kunden har leveret den fornødne legitimation
  3. at pengeinstituttet har forretningsgange, der skal sikre det under pkt. 2 nævnte
  4. at pengeinstituttet under alle omstændigheder foretager en identifikation via CPR-registeret mv.

Såfremt pengeinstituttet har formodning om, at årsagen til, at kunden ikke vil levere den krævede legitimation, er, at kunden kan have overtrådt reglen om hvidvask eller terrorfinansiering, skal der ske anmeldelse af kunden, jf. lovens § 7.

Med hensyn til nye kunder

er det sådan, at kundeforholdet, jf. § 13, stk. 2, ikke må påbegyndes, hvis den krævede legitimation ikke kan tilvejebringes. Pengeinstitutterne kan og skal således nægte at optage kundeforholdet, hvis kunden ikke vil udlevere fornøden legitimation.

Det skal dog anføres, at efter lov om behandling af personoplysninger § 5, stk. 3, skal oplysninger, som behandles, være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles ("proportionalitetsprincippet"). Indsamling af legitimation for personlige oplysninger må anses omfattet, jf. lovens § 1, stk. 2, jf. § nr. 1.  Muligheden for at anvende en risikovurdering, jf. hvidvasklovens § 12, stk. 7, må vurderes i lyset af bestemmelserne i persondataloven.

Pengeinstituttet skal i disse tilfælde oplyse kunden om, at han/hun kan indbringe sagen for Datatilsynet, og kunden skal da have en tilpas kort frist til at gøre det. Hvis kunden indbringer sagen for Datatilsynet, må pengeinstituttet afvente afgørelsen. Kundens indbringelse af sagen Pengeinstitutankenævnet er ikke relevant, da Datatilsynet må anses for den lovbestemte klageinstans, jf. lovens kapitel 16.

 

Oprettet d.  22.04.2009  og sidst redigeret d.  01.11.2011

Værd at vide

En fortolkning af de finansielle regler kan enten have til formål at oplyse om områder, der giver anledning til tvivl, men de kan også have til formål at informere om en bestemt måde, som Finanstilsynet fortolker reglerne på.