Lov om værdipapirhandel m.v. §§ 44-46 – Politianmeldelse – Karup Å Golfcenter A/S

Finanstilsynets beslutning af 21. oktober 2009

Finanstilsynet har besluttet at politianmelde Karup Å Golfcenter A/S for at have foretaget to udbud af aktier til offentligheden uden forudgående offentliggørelse af et godkendt prospekt.

Sagen har været forelagt Fondsrådet.

I henhold til § 44, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. må en udbyder ikke foretage udbud af værdipapirer til offentligheden, når udbuddet er mellem 100.000 euro og 2.500.000 euro, før der er offentliggjort et godkendt prospekt for disse værdipapirer. Et prospekt skal informere potentielle investorer om udsteder samt vilkårene for de udbudte værdipapirer. Et prospekt skal indsendes til godkendelse hos Finanstilsynet, jf. § 44, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v.

Karup Å Golfcenter A/S udbød aktier til offentligheden i foråret 2007 og i perioden april - august 2008. Efter det oplyste var Karup Å Golfcenter A/S ikke opmærksom på, at der skulle foreligge prospekt i forbindelse med de to udbud.

Finanstilsynet havde ikke forinden godkendt et prospekt for de pågældende udbud, jf. § 45, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., og prospektet har heller ikke været offentliggjort efter reglerne herfor, jf. § 46, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

Overtrædelse af reglerne straffes med bøde, jf. § 93, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

Finanstilsynet har på den baggrund politianmeldt Karup Å Golfcenter A/S for at have foretaget udbud, uden der var godkendt og offentliggjort et prospekt i henhold til reglerne i kapitel 12 i lov om værdipapirhandel m.v.

Oprettet d.  21.10.2009  og sidst redigeret d.  12.02.2010

Se også
Værd at vide

Beslutninger omfatter f.eks. påtaler, risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.