Lov om værdipapirhandel m.v. § 27 a, stk. 2 og 3 – Politianmeldelse – DONG Energy A/S

Finanstilsynets beslutning af 9. november 2009. Beslutningen har været forelagt Fondsrådet.

Finanstilsynet har besluttet at politianmelde DONG Energy A/S for ikke at have indsendt oplysninger til Finanstilsynet i henhold til § 27 a, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v. Sagen har været forelagt Fondsrådet.


Det følger af § 27 a, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v., at en udsteder af obligationer samtidig med offentliggørelse af oplysninger i henhold til kapitel 7 i lov om værdipapirhandel m.v. skal indsende oplysningerne til Finanstilsynet.


Bestemmelsen finder alene anvendelse på de udsteder, der er optaget til handel på et reguleret marked og har Danmark som hjemland, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om udstederes oplysningsforpligtelser. For udstedere af gældsbeviser (herunder obligationer), hvis pålydende værdi pr. enhed er under 1.000 euro, anses Danmark som hjemland, når udsteder har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Danmark, jf. § 1, stk. 3, nr. 1, litra a, i bekendtgørelsen.


DONG Energy A/S er et dansk registreret aktieselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark, som har 3 obligationsserier optaget til handel på Luxembourg Stock Exchange med en pålydende værdi på henholdsvis 1, 1.000 og 50.000 euro. Derudover har DONG Energy A/S også obligationer med en mindste pålydende værdi på over 50.000 euro optaget til notering på børsen i London.


DONG Energy A/S har siden den 1. juni 2007, da § 27 a, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v. blev indført i dansk ret, været forpligtet til at indsende oplysninger til Finanstilsynet, som DONG Energy A/S har offentliggjort i henhold til kapitel 7 i lov om værdipapirhandel m.v. Da dette ikke er sket, har Finanstilsynet besluttet at politianmelde DONG Energy A/S. Finanstilsynet anser det for en skærpende omstændighed, at DONG Energy A/S i knapt to år ikke har indsendt oplysninger til Finanstilsynet.


Overtrædelse af § 27 a, stk. 2 og 3, straffes med bøde, jf. § 93, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.



 

Oprettet d.  10.11.2009  og sidst redigeret d.  08.02.2010

Se også
Værd at vide

Beslutninger omfatter visse påtaler, risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.