Skrivelse fra Fondsrådet til Konkurrencerådet

Konkurrencerådet
Nørregade 49
1165 København K

11. december 2000

SNI/HVT

0059-0033

Konkurrencerådet er i forbindelse med sin godkendelse af fusionen mellem Danske Bank A/S og RealDanmark A/S fremkommet med nogle anbefalinger til andre myndigheder. Disse anbefalinger har Konkurrencerådet fremsendt til Fondsrådet i skrivelse af 8. november 2000 med anmodning om, at Fondsrådet besvarer anmodningen og fremkommer med eventuelle bemærkninger.

Konkurrencerådet anbefaler i sin rapport om fusionen mellem Danske Bank A/S og RealDanmark A/S fire ting til andre myndigheder:

1. At Københavns Fondsbørs A/S reducerer mindsteværdierne - handelsposterne - som obligationer kan handles i for de mest likvide obligationer, samt at handelssystemet udvikles, så private investorer bedre kan handle direkte over børsen.

2. At Fondsbørsen reducerer kursspringet for værdipapirer i Fondsbørsens handelssystem.

3. At Folketinget og regeringen følger udviklingen på værdipapirmarkederne i lyset af Danske Bank A/S' tilsagn om at arbejde for, at sædvanerne i den finansielle sektor ændres, og at børspligt kan overvejes, såfremt dette ikke lykkes.

4. At Fondsrådet stiller krav til investeringsforeninger med børsnoterede serier om at forbedre informationerne om seriernes indre værdier.

Fondsrådet skal hertil anføre følgende:

Værdipapirmarkedet er i øjeblikket inde i en meget hurtig udvikling. Den stigende anvendelse af moderne teknologi indebærer bl.a., at privatpersoner i stigende grad handler værdipapirer direkte via PC, og at der i stigende grad handles på tværs af landegrænserne. Samtidig oplever vi en kraftig opbrydning af de bestående markedsstrukturer, idet børser både konkurrerer indbyrdes og indgår alliancer eller fusionerer, og idet de traditionelle børser får konkurrence fra nye handelsformer.

Fondsrådet har som en vigtig målsætning, at det danske værdipapirmarked skal tilbyde en høj investorbeskyttelse og kan konkurrere med andre markeder, således at virksomhederne kan rejse kapital på en effektiv måde. Ikke kun gennemsigtighed men også likviditet er væsentlige forudsætninger for, at denne dobbelte målsætning kan opnås.

Fondsrådet skal derfor indledningsvis fremhæve, at Fondsrådet følger markedet tæt, og at Fondsrådet opfylder målsætningen bl.a. ved løbende at udvikle regelgrundlaget og tilpasse det til markedets udvikling og de internationale standarder, herunder til de krav, der bliver enighed om såvel i EU som i de to vigtige internationale fora, IOSCO og FESCO, som Danmark deltager i.

Fondsrådet skal samtidig anføre, at Fondsrådets kommentarer alene vedrører det principielle i Konkurrencerådets anbefalinger i skrivelsen af 8. november 2000. Fondsrådet har dermed ikke taget stilling til spørgsmål, der relaterer sig til fusionen mellem Danske Bank A/S og RealDanmark A/S.

Til de fire anbefalinger skal Fondsrådet anføre følgende bemærkninger:

Til anbefaling 1:

Det må vurderes, at der omkring Københavns Fondsbørs A/S i dag er et også i international sammenhæng meget effektivt engros-marked for gældsinstrumenter. Fondsrådet finder, at det er meget vigtigt at bevare dette marked. I modsat fald er der en risiko for, at investorernes interesse for markedet falder, og at renteforskellen til udlandet dermed øges. En høj likviditet giver også såvel private som institutionelle investorer en bedre sikkerhed for at kunne handle til skarpe kurser.

Allerede i dag har privatpersoner i øvrigt mulighed for at lade handeler ske over Fondsbørsen, idet værdipapirhandlerne - såfremt kunden anmoder herom - skal lade handelen ske over Fondsbørsen. De har også mulighed for at handle i mindre størrelser uden at det påvirker markedet. Der er imidlertid her vigtigt at bemærke, at der er afgørende forskelle mellem den måde, aktiehandelen henholdsvis obligationshandelen foregår på.

Desuden skal det anføres, at kredsen af handelsberettigede just er blevet forøget med ændringen af værdipapirhandelsloven i foråret, og at ændringen træder i kraft i løbet af meget få måneder.

Til anbefaling 2:

Fondsrådet drøfter allerede det foreslåede tiltag med Københavns Fondsbørs A/S og er enig i, at jo lavere prisen er på en aktie, des bredere vil det af Fondsbørsen krævede minimumsspread være i forhold til prisen. Den pågældende anbefaling vil givet kunne give nogle skarpere priser på markedet, hvilket alt andet lige vil være til fordel for investorerne. I forbindelse hermed skal man imidlertid samtidig holde sig for øje, at den modgående effekt af at reducere kursspringene for værdipapirer i Fondsbørsens handelssystem meget vel vil være en dårligere likviditet og dermed ringere handelsmuligheder i markedet.

Til anbefaling 3:

Fondsrådet antager, at Konkurrencerådet med sin anbefaling lægger op til at opnå en høj gennemsigtighed på markederne.

Fondsrådet er enig i, at værdipapirhandlerne selv må tage et stort ansvar for, at værdipapirmarkederne er velfungerende, dvs. at markedernes integritet bevares, at markederne fungerer effektivt, og at der er en god investorbeskyttelse. Fondsrådet finder i øvrigt, at dette ansvar også må løftes af såvel investorer som udstedere og markedets øvrige aktører.

Fondsrådet vurderer samtidig, at det vil give en større likviditet såvel i de enkelte papirer som i markedet som helhed, hvis en stigende andel af handelen sker over Fondsbørsen. Dette har der rent faktisk også været en tendens til i de seneste år.

Både i Danmark og internationalt undergår markederne en stor strukturel udvikling - ikke mindst i retning af, at børserne i stigende omfang bliver private aktieselskaber og konkurrerer indbyrdes og i stigende grad også konkurrerer med nye markedsformer. Fondsrådet finder, at lovgivningen skal understøtte konkurrencen mellem markederne med henblik på at opnå det mest effektive værdipapirmarked. Således anbefales det i den netop færdiggjorte rapport fra EU-Kommissionen om revision af investeringsservicedirektivet, at reglen i direktivets artikel 14, stk. 3 (om mulighed for børspligt, den såkaldte koncentrationsregel), undersøges med henblik på reglens fortsatte berettigelse og/eller nuværende form bl.a. af konkurrencemæssige hensyn, idet der er en risiko for, at handeler dirigeres til et bestemt reguleret marked.

Der er Fondsrådet bekendt ikke ren børspligt nogen steder i de lande, Danmark normalt sammenligner sig med. I de lande, hvor der er en form for børspligt, er der typisk mulighed for, at strakshandeler mellem køber og sælger kan nettes ud, uden at handelerne skal lægges ud på børsen, og/eller at handeler, der er bedre end den bedste pris i den pågældende børs' ordrebog, ikke pligtmæssigt gennemføres over markedet.

Fondsrådet finder, at afhængig af, hvorledes en børspligt gennemføres, vil den kunne hæmme en øget konkurrence mellem markederne og dermed en øget effektivitet på markederne, idet det bestående børssystem så at sige fastholdes. Internationalt er der således tendenser til, at der skabes mere konkurrence mellem markederne.

Børspligten - stadig afhængig af, hvorledes den gennemføres - kan desuden reducere værdipapirhandlernes og dermed investorernes mulighed for at gennemføre visse handeler. Såfremt der er fuld børspligt, vil strakshandeler mellem værdipapirhandler og kunde ikke være muligt. For at gennemføre en handel kræves alt andet lige, at der findes en modpart på børsen (markedet). En sælger kan dermed ikke sælge sine værdipapirer, hvis der ikke er en køber og omvendt. Dette gælder ikke mindst små handeler og handeler med mindre likvide papirer.

I den arbejdsgruppe under Fondsrådet, der er fremkommet med forslag til en bekendtgørelse om god værdipapirhandelsskik, har man drøftet hensigtsmæssigheden af børspligt. Der er enighed i udvalget om, at det ikke er en farbar vej.

Derimod er arbejdsgruppen fremkommet med forslag, der netop har til hensigt at give investorerne en bedre sikkerhed i ordreformidlingen og bedre mulighed for at kontrollere, at deres handeler er i overensstemmelse med det ønskede, og at handelerne er udført til en redelig kurs. Disse regler virker hindrende for, at værdipapirhandlerne udnytter deres eventuelle markedsdominans over for investorerne.

Til anbefaling 4:

Fondsrådet er enig i, at markedet har krav på fyldestgørende oplysninger om de noterede værdipapirer, jf. i øvrigt værdipapirhandelslovens § 29.

Fondsrådet finder på baggrund af Konkurrencerådets vurdering, at forholdet om, hvorvidt investeringsforeninger skal forbedre informationerne om seriernes indre værdier, bør undersøges nærmere, hvorfor Fondsrådet vil

foranstalte en sådan undersøgelse. Herunder vil det kunne undersøges, om reglerne skal ændres.

Kopi af dette brev er sendt til Økonomiministeriet.

Med venlig hilsen

Erik Hoffmeyer

Formand for Fondsrådet

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  20.11.2003