Søg
Formålet med stresstesten har været at vurdere den europæiske banksektors modstandskraft i forhold til en negativ økonomisk udvikling i 2010 og 2011.
Resultaterne viser, at ingen af de tre danske banker vil få behov for yderligere kapitaltilførsel under det negative økonomiske scenario i den periode, som stresstesten dækker.
Det negative økonomiske scenario kalkulerer blandt andet med en dansk BNP-vækst i 2010 og 2011 på henholdsvis 0,8 og 0,2 pct. Hvis den økonomiske udvikling – mod forventning – følger dette scenario, og renten på statsobligationer samtidig udsættes for et yderligere negativt chok, vil kernekapitalprocenten, som er testens centrale nøgletal, ved udgangen af 2011 være 10,0 procent i Danske Bank, 12,5 procent i Jyske Bank og 13,2 procent i Sydbank.
Beregningen af Danske Banks kernekapitalprocent er påvirket af overgangsregler, som sætter begrænsninger for kapitallettelsen ved overgangen fra Basel I til Basel II. Uden disse overgangsregler ville Danske Banks kernekapital være 12,1 procent ved udgangen af 2011 i det negative økonomiske scenario.
Stresstestresultaterne viser også, at ingen af de tre danske banker i væsentligt omfang er eksponeret mod de stigende renter på statsobligationer, som bankerne testes i forhold til.
Finanstilsynet og Nationalbanken er tilfredse med gennemførslen af EU-stresstesten og ser positivt på resultaterne for den samlede europæiske banksektor.
Resultaterne ændrer ikke ved billedet af den finansielle stabilitet i Danmark, og giver derfor ikke anledning til at foreslå nye initiativer. De tre danske banker klarer sig godt i testen, og resultaterne har derfor heller ikke ført til overvejelser om nye tiltag i forhold til det løbende tilsyn med de tre banker.
Se tabellerne med de detaljerede resultater for de tre banker og stresstestens økonomiske scenarier her
Julie Galbo, Finanstilsynet på tlf. 33 55 82 07
eller
Karsten Biltoft, Nationalbanken, på tlf. 33 63 60 21
Oprettet d. 23.07.2010 og sidst redigeret d. 26.07.2010