QIS5: Danske selskaber stort set klar til Solvens II

107 ud af 121 danske pensions- og forsikringsselskaber kunne ved udgangen af 2009 klare det kommende solvenskapitalkrav under Solvens II-direktivet.

Det viser de såkaldte QIS5-beregninger for Danmark, som Finanstilsynet netop har offentliggjort. 


”Det generelle billede af QIS5-beregningerne er, at den danske forsikringsbranche kan opfylde de kommende kvantitative krav i Solvens II. Samlet set vil de danske selskaber dog have en lidt lavere solvensoverdækning end under de gældende kapitalkrav,” siger kontorchef Per Plougmand Bærtelsen.


QIS5-beregningerne viser imidlertid, at otte skadesforsikringsselskaber og seks livsforsikringsselskaber og pensionskasser pr. 31. december 2009 ikke kunne leve op til solvenskapitalkravet. Halvdelen af disse selskaber indgår i større koncerner, der må forventes at kunne stille den fornødne kapital til rådighed. De fire resterende skadeforsikringsselskaber har en samlet markedsandel på 0,7 pct. målt på præmier, mens de tre resterende livsforsikringsselskaber og pensionskasser har en markedsandel på 8,1 pct.”.


”For skadesforsikringsselskaberne er årsagen først og fremmest relativt stor eksponering mod arbejdsskade, mens det for pensionskasser og livsforsikringsselskaber typisk er selskaber med høje garantier, der bliver ramt af Solvens II,” siger Per Plougmand Bærtelsen.


De 14 selskaber har nu en række forskellige muligheder for at komme til at leve op til kapitalkravene inden Solvens II træder i kraft.


”Selskaberne kan tilvejebringe ny kapital eller indgå i fusioner med andre selskaber. Derudover kan de omlægge aktiver eller imødegå risici ved afdækning og genforsikring. Pensionskasser kan endvidere gennemføre omvalg med henblik på at reducere kapitalkrævende garantier,” siger Per Plougmand Bærtelsen.


 

Baggrund

Solvens II-direktivet introducerer risikobaserede kapitalkrav med henblik på at sikre en høj og ensartet beskyttelse af forsikringstagerne i Europa. Direktivet skal efter planen træde i kraft 1. januar 2013. Der er fortsat forhandlinger på europæisk plan om indholdet i Solvens II. QIS5-prøveberegningerne skal give et billede af de kvantitative konsekvenser ved at indføre Solvens II. QIS5-beregningerne vil således være med til at afklare det endelige indhold.


I Danmark har alle forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der bliver omfattet af Solvens II, deltaget i QIS5. Danmark har som det eneste land opnået 100 pct. deltagelse.


Se Excecutive Summary til EIOPA og QIS5-resulaterne for skadesforsikringsselskaber samt livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser her


 

Oprettet d.  17.03.2011  og sidst redigeret d.  17.03.2011