Høring om bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber

Kontaktperson: Finansinspektør Jarl Kure, tlf.: 33 55 82 36  
 
Finanstilsynet har sendt udkast til bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber i høring. Hele udkastet kan downloades her:
 
Udkast til bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
 
Finanstilsynet har med hjemmel i § 18, stk. 1, § 143, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, § 273, § 350, stk. 1, nr. 2 og § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed udarbejdet udkast til bekendtgørelsen om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
 
I forhold til bekendtgørelse nr. 762 af 25. august 2003 om kapitalgrundlag og driftsplaner for forsikringsselskaber er følgende bestemmelser taget ud af bekendtgørelsen, idet disse bestemmelser nu fremgår af lov om finansiel virksomhed: §§ 2, 4, 6, 7 (delvist), §§ 8, 9, stk. 1, § 10, stk. 1, §§ 13, 14, 15, 16, 17, 25, stk. 2, §§ 26 og 27.
 
§ 3 i bekendtgørelsen er slettet, idet der ikke er fundet behov for at fastsætte en anden euro-enhed end den officielle. Det vil også indebære, at minimumskursen på 7,50 kr. ikke længere er gældende.
 
Den eksisterende § 10, stk. 5, i bekendtgørelsen er slettet, idet den anses for overflødig.
 
I bekendtgørelsens § 13 præciseres det som noget nyt, på hvilke betingelser minimumskapitalen kan nedsættes for visse gensidige forsikringsselskaber. I henhold til § 143, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed har Finanstilsynet mulighed for at nedsætte minimumskapitalkravet for gensidige forsikringsselskaber. Nedsættelsen kan ske med indtil 25 pct. i forhold til kapitalkravet i § 126, stk. 1, nr. 7 og 8. For visse gensidige forsikringsselskaber er kapitalkravet lavere end for andre forsikringsselskaber, hvis de opfylder betingelserne herfor. Det præciseres i § 13 at for at kunne få nedsat minimumskapitalkravet med 25 pct. skal forsikringsselskabets vedtægter enten give mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelser og denne mulighed må ikke være begrænset, ellers skal forsikringsselskabet inden forsikringsaftalerne indgås og for gældende forsikringsaftaler mindst en gang om året, tydeligt og let forståeligt oplyse, at selskabets minimumskapitalkrav er nedsat med 25 pct.
 
For de gensidige forsikringsselskaber, som er omfattet af det særligt nedsatte minimumskapitalkrav i § 126, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed og som kan få nedsat minimumskapitalkravet væsentligt, skal forsikringsselskabets vedtægter ligeledes give mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelser og denne mulighed må ikke være begrænset. Inden forsikringsaftalerne indgås og for gældende forsikringsaftaler mindst en gang om året, skal forsikringsselskabet tydeligt og let forståeligt oplyse, at selskabets minimumskapitalkrav er nedsat og gøre opmærksom på hæftelsen.
 
I henhold til § 143, nr. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed er udstedelsen af regler for opgørelsen af risikovægtede poster i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser overladt til Finanstilsynet. Risikovægtningen i livsforsikringsvirksomhed vedrører livsforsikringshensættelser og risikosummen. Vægtningen afhænger af løbetiden og typen af forsikringerne, herunder særligt når der er indgået genforsikring. Risikovægtningen i skadesforsikringsvirksomhed vedrører præmieindtægter og erstatningsudgifter. I bestemmelserne §§ 4 -10 fastsættes årlige gennemsnit samt nedvægtning for indgået genforsikring. Derudover skal præmieindtægter og erstatningsudgifter vægtes i visse forsikringsklasser. De risikovægtede poster indgår i opgørelsen af solvenskravet, jf. § 126.
 
I § 14, stk. 1, er indsat 3 nye vurderinger (nr. 11, 12 og 13) som en driftsplan skal indeholde. De yderligere vurderinger er indsat som følge af en afgørelse truffet i Det Finansielle Virksomhedsråd den 15. december 2003, der handler om Finanstilsynets praksis om kapitalgrundlaget for nystiftede skadesforsikringsselskaber. I henhold til afgørelsen kan Finanstilsynet ved vurderingen af, om et nystiftet skadesforsikringsselskab har et forsvarligt kapitalberedskab, lægge vægt på to forhold. Dels at den samlede risiko for, at selskabet bliver insolvent det første år er under 1 %, og dels at den samlede risiko for at selskabet ikke kan opfylde solvenskravet i løbet af det første år er under 10 %.
 
I forhold til den eksisterende bekendtgørelse er §§ 7, 9, stk. 2 og 3, § 10, stk. 2 - 6, og §§ 11 og 12 er redaktionelt ændret.
 
Herudover er der ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af bekendtgørelsen om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.
 
Finanstilsynet har forud for høringen af bekendtgørelsen drøftet indholdet af § 13 med Forsikring & Pension, Foreningen af Gensidige Forsikringsselskaber og Forbrugerrådet.
Udkastet til bekendtgørelsen er sendt i høring hos en række organisationer.

Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til bekendtgørelsen senest den 12. maj 2003.

Eventuelle bemærkninger kan sendes pr. e-mail på mvj@ftnet.dk eller pr. post til Finanstilsynet, Gl. Kongevej 74A, 1850 Frb. C, Att.: Michelle Vincent Jartved, gerne med henvisning til j.nr. 162-0033.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  21.04.2004